Som barn syntes jeg,
det var enormt spændende, når mine forældre tog mig med til bryllup. Det var
for mit vedkommende, op gennem de glade halvfemsere, en strøm af ældre fætre og
kusiner, der var hovedpersoner ved livets store fest. Der stod jeg så, som den
lille 10- 12-årige fætter, i det, af min mor til lejligheden, udvalgte festtøj
(jeg husker noget med mosgrøn rullekrave og skindvest), mens jeg betragtede det
stort anlagte show. Her var kirke, en brud i marengsdragt, salmer i et umådeligt
højt toneleje, stort feststed, rejecocktail, steg og is med marcipan, taler, sange,
brudevals og bryllupskage (sidstnævnte nåede jeg dog som regel aldrig til,
fordi jeg – mæt af indtryk - var faldet i søvn over en stoleryg). Siden 10-11
års alderen har jeg været til globryllup nogle gange, men det var først for
nylig, jeg som voksen oplevede et bryllup på nært hold, da to kære mennesker – en
veninde og hendes kæreste - blev gift i Aarhus en smuk efterårslørdag.
Dagen ligger nu et par
uger tilbage, og her vil jeg gerne videregive nogle indtryk fra et – for en
eventuel læser – ganske tilfældigt bryllup.
Min kæreste underviser
i religion på stx, og hun forklarer fænomenet ”Bryllup” sådan: Brylluppet er
grundlæggende er et overgangsritual, hvor kvindens primærstatus som datter
understreges, når hun går ind med sin far; ekskorporationsfasen. Herefter
følger den potentielt farlige liminalfase, hvor kvindes tidligere rolle skal
udskilles, og hendes nye rolle skal træde i kraft qua præstens magiske ord. Den
vigtigste fase, hvor ritualet henter sin effikacitet. Den nye status
understreges ved, at kvinden forlader kirken med sin mand, og er ikke længere
er datter men hustru; inkorporationsfasen. Her kunne man selvfølgelig ende sine
iagttagelser, men da førnævnte begrebers ordlyd nærmest inviterer til en indmarch
af Freud og Rødhætte, hånd i hånd, vil jeg anlægge en anden vinkel.
Udgangspunktet for
disse refleksioner er en grundforestilling om, at fænomenet en bryllupsdag par
excellence er noget iscenesat og lidt kunstigt. Bestemte kostumer, bestemt
koreografi, bestemt scenografi og bestemte replikker. Brudeparret fratages
noget naturlighed i situationen, hvor traditioner og andres forventninger til ”et
rigtigt bryllup” har tendens til at blive dominerende. Det var i hvert fald min
fordom indtil den omtalte lørdag for et par uger siden. Da jeg mødte op ved
kirken var jeg således i tvivl om, hvorvidt jeg ville kunne ”genkende”
brudeparret og de karakteristika, særheder, grimasser og udtryk, der kendetegner
dem i en almindelig afslappet situation.
På kirketrappen stod en
brudgom i vårgrønt slips og et let nervøst smil og hilste på gæsterne – jo han
var som han plejede – måske lidt minde rap i replikken, men hvem ville ikke
være påvirket, når den eneste ene er på vej? Vel bænket i kirken sammen med mine
gymnasievenner, ventede jeg nu spændt på, at vores fælles gymnasieveninde – bruden
– skulle vandre ind i kirken og op til den udvalgte – og hvordan hun ville se
ud, mens hun gjorde det. Orglet stemmer i med velkendte toner, dørene slås op
og ind træder en meget smuk - men også noget beklemt – brud og går op mod
alteret ved sin fars arm. Da hun passerer rækken, hvor vi står, vinker vi forsigtigt
- men dog insisterende og storsmilende - til hende, hvilket får hende til at
skære en grimasse, sende et smil og vifte med skulderen – alt sammen med
underteksten ”Hold kæft, hvor kan jeg godt sige jer, at det her er vildt og
overvældende, men at det samtidig er helt fantastisk” – og i dette øjeblik var
marengsdragt og orgelets højtidelige buldren ikke det overskyggende. Vores skønne
venindes typiske måde at reagere på i overvældende situationer skinnede igennem
– og det kendetegnede resten af dagen.
Alle mine fordomme om
brudepar, der ikke formår at være sig selv på deres bryllupsdag –
omstændighederne in mente – blev gjort til skamme. Dette brudepar var så
absolut sig selv og hele dagen fyldt af små indforståede smil, rullen med øjnene,
når ”Det er så yndigt” satte ind med en toneart, der ville give en lammesky højdeskræk,
en skål over til vennebordet, der blev udført på indforstået Misse Møghe-manér,
rappe og kærlige kommentarer til talerne og sidst men ikke mindst en glimrende
håndtering af en afventede DJ, der ikke følte, brudeparrets indmarch i en kreds
af gæster, måtte være optakt til andet end at fortsætte det påbegyndte
popnummer. Her brød dagens brudgom ud i originale danse-moves, mens hans kone
stolt smilende rullede med øjnene og selv kastede sig ud i en freestyle.
En på alle måder
afslappet og hyggelig dag, hvor traditionerne var medspillere men ikke diktatorer,
og hvor gæsterne fik lov at sidde ved samme bord som dem, de kendte (hvilket jo
er heldigt, når man nu er typen, der helst sidder sammen med folk, man selv
havde valgt.)
Hurra for et helt
almindeligt ualmindelig hyggeligt bryllup, hvor alle tydeligvis var i venners
lag. Når bryllupper kan være sådan, vil jeg glæde mig til at skulle til endnu
flere almindelige ualmindelige bryllupper næste år – heldigvis uden hverken skindvest
eller rullekrave). Det er så yndigt – når man formår at være sig selv midt i al
hurlumhejet.
PS: At jeg i øvrigt var
arrangementets allestedsnærværende toastmaster, der med højt humør og køligt overblik
styrede aftenen sikkert og fik ros af såvel køkkenpersonalet som gommens mormor,
kunne selvfølgelig også havde været en mulig vinkel, men igen – alting behøver
jo ikke at handle om mig.
