fredag den 7. marts 2014

Anmeldelse: "Den stundesløse" - Folketeatret.

Forfatter: Ludvig Holberg, gendigtning: Thor Bjørn Krebs, iscenesættelse: Søren Iversen, scenografi: Camilla Bjørnvad,. Medvirkende: Henrik Kofoed, Cecilie Stenspil, Tom Jensen, Sonja Oppenhagen, Søren Hauch Fausbøll, Nikolaj Bjørn Andersen mfl.

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Nu kan I se, hvad I gik glip af.

Der er gang i den. For hulan hvor der er gang i den i "Den stundesløse" på Folketeatret. Ludvig Holbergs komedie fra 1723 om en mand, der har travlt med at have travlt og folkene omkring ham, der har travlt med at stoppe de skader, hans travlhed frembringer, er en klassiker i det danske repertoire og fyres her afsted med en frækhed, et humør og et tempo, som er imponerende og dejligt overraskende. For overrasket blev jeg af "Den stundesløse", selvom jeg troede, jeg kendte denne Holbergs perlende vittige komedie ud og ind. Jeg har læst stykket mange gange, gennemgået det med tre gymnasieklasser, hørt den gamle 1948-optagelse med Bodil Kjer som Pernille, set den sort/ hvide 1972-tv-udgave med Ghita Nørby som Pernille, og på Grønnegårds Teatret set den trælsomme 2009-udgave med Ditte Gråbøl som Pernille. Jeg kender sgu godt den forestilling - vel gør jeg ej!

Det som Folketeatrets opsætning vinder ved er først og fremmest en strålende tekstbearbejdelse foretaget af dramatikeren Thor Bjørn Krebs. Klassisk Holberg-jargon kogt sammen med slang, nutidsdansk og et syndigt sammenkog af referencer: Filmcitater, slogans og sangtekst-stumper. Det kunne lyde som et af de vanlige rædselsfulde forsøg på at give en klassiker nyt liv, og det er det vel streng taget også. Forskellen er blot, at det her er gjort så stilmæssigt elegant, at det faktisk fungerer. Bearbejdelsen er tro mod historien og Pernille er stadig en "Laptaske" i den fortravlede hr. Vielgeschreys afsluttende brandtale. Tro mod sit sproglige ophav, kan opdateringen samtidig sagtens forsvare, at Vielgeschrey bryder ud i den fra Olsen Banden så elskede: "Hundehoveder og hængerøve. Lusede amatører osv osv..." til sine skriverkarle, at Magdelone lige gør os opmærksom på, at hendes 300 opsparede rigsdaler i dag ville svare til 500.000 kr. eller at Cecilie Stenspils Pernille pointerer, at en publikummer på balkonen skal se at få slukket sin iPhone, så hun ikke skal glo på, at skærmene lys rammer loftet. Det er både vittigt og vedkommende.

 Komedien i komedien i komedien. Alle spiller komedie. For os, for hinanden og for sig selv. Glem alt om naturalisme i denne opsætning, for vi - og skuespillerne - er ganske klar over, vi er i teatret. Pernilles klassiske monolog i 1 akt leveres rapt af Cecilie Stenspil, som samtidig anlægger det metasyn på komedien, som fortsætter hele vejen igennem. "Ja, det her er noget gammelt lort, men måske kan det også sige os noget i dag. Kom og leg med" - og det gør vi gerne, for historien er yderst vittigt iscenesat af Søren Iversen i Camilla Bjørnvads dreje-scenografi, hvor rum og møbler konstant er i bevægelse og vel afspejler det virvar og kaos, der findes i den stakkels hr. Vielgeschreys hoved - og med et vidunderligt tilflugtsted for Vielgeschrey; det lille hus med hjertet på døren. Ikke engang der, kan han få fred, den stakkel.

Og en stakkel er han - denne Vielgeschrey- i Henrik Koefoeds rørende fortolkning. En lille mandsling, som er besat at ideen om at have travlt. Som nok ønsker at være en god husbond og en kærlig far - måske også en skønne dag en acceptabel elsker - men som bare ikke har tid, fordi han har så travlt - med at have travlt. Han fatter ikke en brik af, hvad der foregår omkring ham. Ynkværdig i sin barnlige irritation over småfejl i sit regnskab og skræmmende i sin totale afmagt, da komplottet mod ham er tilendebragt. Hans datter har vendt ham ryggen til fordel for manden, hun elsker (Vielgeschrey accepterer det nødtvunget, for hvad skulle han ellers..-ægteskabet er velsignet ovenfra) og den faste støtte, Pernille, ender også med at gå sin vej. Slutbilledet af Koefoeds Vielgeschrey helt alene og fortabt, er faktisk ganske rystende - nu kan han se, hvad han er gået glip af.

For ja- endelig er der en instruktør der tør gå uden om den klichefyldte slutning, hvor Pernille og Vielgeschrey finder sammen(som ikke er Holbergs, men en tildigtning, mange instruktører af uvisse årsager finder nødvendig). Her stikker hun af fra den synkende skude - oven købet med en anden! Man forstår hende godt, for sådan som Cecilie Stenspil former sin Pernille, fræk, fandenivoldsk, listigt manipulerende, benhård og charmerende, kan den lille Vielgeschrey umuligt være hende nok. Hun leger med ham, fordi Leonora har brug for hjælp til at få sin elskede, men også fordi, hun synes, det er sjovt. Eminent er scenen, hvor hun ligger på bordet og demonstrerer for sine medskyldige med skrivesager, glas og andre remedier, hvordan de forskellige skal spille deres roller. En ren Egon Olsen udi planlægning af et kup og en femme fatale, når det kommer til mænd - det er egentlig synd, Vielgeschrey ikke får hende - men sådan kan det gå, når man kun kan se to cm frem for sig. Pernille er skarp som en ragekniv - og Vielgeschrey skal og må skære sig!

Mange gode skuespilpræstationer kunne endvidere nævnes i forestillingen: en elegant og morsom Nikolaj Bjørn-Andersen som Leander, en saftig Ole Thestrup som bogholder Erich Madsen ("For satan det' sort!") og en raffineret komisk Søren Hauch-Fausbøll som hans ynkelige afkom af en bogholdersøn (helt vidunderlig i frierscenen med Magdelone), Henrik Weel, Morten Christensen og Anders Heinrichsen i blomstrende småroller - blandt andet som de fjollede skriverkarle, og endelig en Sonja Oppenhagen, der er ganske enkelt fremragende som Magdelone. En drævende hverdagstristesse (støvkosten anvendes med en uimodståelig langsommelighed) og samtidig en glødende utæmmet lyst, der får frit løb i selskab med Søren Hauchs bogholder. Stemmen tynd og fin, så dyb og brovtende og mimikken og gestikken dels som en spidsmus midt i "Svanesøen" og dels som Shrek i et mudderbad. Hun skal nu nok forplante bogholderiet!

Aftenens hovednummer leveres dog af revyrotten Tom Jensen, der som fupmageren Oldfux har det ene originalt morsomme nummer efter det andet. Han lærer Leander at optræde som lærd bogholder midt på bordet, på tåspidser og med "Jeg plukker fløjlsgræs" på læben, han går i hakkende selvsving som en bedaget LP, da han optræder som Leanders fætter Jonas, han er forrygende som budbringer, studeret advokat og splittergal tysker, der har studeret både i Nürnberg, Anthon-Berg og Steff Houl-Berg. Det ene revynummer efter det andet. Ordene flyver fra ham som farverige nytårsraketter og den ene forklædning, og tilhørende gestik, er mere vanvittig end den anden. Der er ikke et øje tørt i salen. Han er en laban denne Oldfux. En optrædemand af en anden verden, men samtidig helt afdæmpet og intens i sin flirt med Pernille - han overrasker os hele tiden - ligesom forestillingen.

 For man kender overhovedet ikke den forestilling, før den er spillet til ende, og det er just det fine ved det. Alt er desuden perfekt timet og meget velspillet. Måske skulle pausen have ligget 10 minutter før, - man trænger til den, da den endelig kommer. Men det er småting. Se den forestilling, når den om lidt drager på Danmarksturne. Det er en fryd.

Gå ikke glip af den, som Vielgeschrey går glip af glæden, og af den Pernille, der til slut skrider med sin lyserøde kuffert, mens hun tillader os at tænde vores mobiler, så vi kan se, hvad vi er gået glip af (eller måske netop ikke er gået glip af) i de to timer og seksogtyve minutter, vi har været i teatret - en ganske tankevækkende kommentar at slutte af med.