Frank
og fro sprang han ud af sengen i anledning af denne glædelige dato, hvor en ny
sæson begyndte. Han tændte for radioen, og hans yndlingssang "Hvad kanen
gemte" strømmede ham i møde. Vel til mode gik julemanden derpå en runde
ind omkring værkstedsnissernes personalestue og sagde "Godmorgen mine
kære! Er I klar til en ny sæson?!". Han blev mødt af nogle misfornøjede
grynt, og et enkelt "Man skal jo stå i kø et kvarter for at få en café latte
på det her sted!", der blev fremsagt hen over kaffen og pebernødderne.
(Julemanden burde aldrig have investeret i den Nespresso maskine. I gamle dage,
da der var sort kaffe og tynd solbærsaft, var der en helt anden arbejdsglæde og
taknemmelighed...)
Således
opløftet gik julemanden videre over mod kontoret for at sige godmorgen til sin
sekretær Ragnhild, som sikkert allerede var i gang med at scanne de
ønskelister, hun havde modtaget indtil videre. Men nej - Ragnhild sad bøjet ind
over sit skrivebord foran computeren. Ansigtet var begravet i hænderne og hun
hulkede voldsomt. "Jamen Ragnhild. Op med humøret. Den datetingprofil skal
da nok give resultat før eller siden" forsøgte julemanden sig (Ragnhild
var en gråhåret nisse på 214 år med knold i nakken og en svaghed for korssting
og Barbara Cartland, så datingprojektet havde efterhånden nogle år på bagen) -
men der viste sig at være en helt anden årsag til Ragnhilds hulken. Stress
forårsaget af middelmådige arbejdsbetingelser! (Bevares! - de elleve måneders
ferie, hun holdt på Bahamas hvert år, var åbenbart ikke nok til at lade op til
én måneds intenst arbejde!) Men for at gøre en lang historie kort: Ragnhild
kunne ikke overskue noget som helst - andet end at bestille det første fly
tilbage til Bahamas - og spurgte, om julemanden ville ringe efter en taxa, der
kunne køre hende til lufthavnen.
Da
Ragnhild - tårevædet og med sin puddelhund Jan på armen – steg ind i taxaen,
slog en tanke ned i julemanden. "Ragnhild!” råbte han. ”Jeg skal jo have
koden til computeren. Den styrer jo både ønskelisterne, gavemaskinen og
ruteplanlægningen for udbringningen". Ragnhild snøftede og knugede Jan ind
til sig. "Jamen det er jo det" hulkede hun "Jeg har glemt den!
Det er stress, og den lønforhøjelse, jeg aldrig fik... og den ergonomisk
korrekte kontorstol, du har lovet og lovet … Jeg kan ikke gøre for det ....-
jeg kan ikke huske den kode længere" - og hun skyndte sig ind i taxaen
uden så meget som at sige "Glædelig jul".
