H.M. Dronnings 75 års fødselsdag
har bragt mig til at tænke på, at jeg virkelig gerne vil deltage i at fejre
Majestæten. Denne kvinde har, på sin helt egen måde, i hele mit liv været en kilde
til glæde og inspiration. Gennem mere end 40 år – dog kun de 30 med mig på
sidelinjen – har dronningen trofast iklædt sig vanvittige hatte og fyrrige
farver og deltaget i hele det teaterstykke, som monarkiet blev reduceret til,
da Danmark fik en fri forfatning. Og hun har gjort det med den mest
overbevisende glæde og deltagelse. Med sin evigt udskældte prinsgemal ved
siden - en ægte dansk franskmand, der - ligesom andre danske ikoner som B.S.
Christiansen, Linie 3 og Bonderøven - er elsket af mange og hadet af endnu flere
– har hun indviet udstillinger, døbt skibe, besøgt provinsbyer, givet audienser
og høvlet smøger ned i svælget i en grad, så man burde blive helt blå i hovedet
af anstrengelse. Men det bliver dronningen ikke. Bevares – knæene er blevet
skiftet ud og øjnene vandrer hver sin retning ind imellem, men Margrethe magter
mangt og meget – stadigvæk – heldigvis.
Personligt har jeg altid været en
glødende royalist. Med en stor interesse for teater og (selv)iscenesættelse, har
Margrethes kongelige teater altid været fascinerende for mig, og det vil jeg
gerne takke hende for. I anledning af H.Ms 75 års fødselsdag, d. 16. april
2015, kom det mig for øre, at Dronningen og Prinsgemalen ville køre i åben
karet gennem gaderne i Aarhus for at lade sig hylde forud for fødselsdagen. Jeg
tjekkede ruten (hip hurra for at Kongehuset også har en hjemmeside) og opdagede,
at ruten gik forbi lige under mit vindue på Skt. Clemens Torv. Hvilken lykke!!
Med et lille stofflag ville jeg hænge ud af vinduet, som var jeg en begejstret
tilskuer til de hjemvendte sejrrige danske tropper i 1848 – med eller uden Fru
Fernando Møghe på skuldrene af en officer – og råbe et højt hurra for
Dronningen. Efter alle disse år, ville jeg endelig få muligheden for at sige
ordentlig tak til Dronningen for den glæde, hendes virke har givet mig
personligt.
Karetturen finder imidlertid sted
i morgen – en almindelig onsdag, hvor jeg er på arbejde. Min skuffelse er stor
og jeg er aldeles uden ord, der kan beskrive den hensynsløshed, hoffet har udvist
over for en ægte royalist, der oven i købet ville have haft så fin en udsigt
til begivenhederne…
To billeder fra prøveturen i dag - med tom karet og Thyge i vinduet - blev
det dog til, og med dem siger jeg som salig Blicher: Sic transit gloria mundi…
