Majminder, Mozart og mellemregninger

- om hvad Don Juan, Jeppe og Peter Pan har tilfælles - og hvad de egentlig har gang i.      

For to år siden var jeg i teatret. Er det så usædvanligt, kunne man spørge - og nej; det er det ikke, men den teateraften d. 28 maj 2014 blev på en måde usædvanlig. Forestillingen var Mozarts opera "Don Juan", teatret var det kongelige og der var forsommer i luften.

Mozarts opera "Don Juan" (eller "Don Giovanni, som den retteligt hedder) handler om en liderlig fyr, en slubbert, en libertiner, en luskebuks og en gavtyv. Don Juan forfører alle de kvinder, han kan - vel som et udslag af rastløshed vil jeg tro. Hans far, hans forhenværende hustru og de højere magter tordner imod ham, fordi de mener, hans levned er usømmelig og han ender med at bukke under, blive brændt op af flammer og blive offer for de andres fordømmelse af ham.

Ikke fordi der som sådan er noget overraskende i det, for sådan er den historie jo nu engang. Denne aften i maj 2014 kunne jeg dog ikke lade være med at tænke lidt videre. For oprigtig talt: skal Don Juan egentlig fordømmes? Han sårer mange på sin vej, og det er noget skidt - bevares - men hvad er egentlig hans projekt?

Kunne man forestille sig, at Don Juan helt fundamentalt søgte efter noget kærlighed? Jeg kan godt! Der er ingen i denne opera, der prøver at forstå ham. Der er ingen, der tænker over, hvad baggrunden er for de mange affærer, og først og sidst: der er ingen, der spørger Don Juan, hvordan han har det.  Jeg tror, han har det ad helvede til!

Hans far fordømmer ham, hans ekskone fordømmer ham, hans tjener fordømmer ham - og så kan det vel også være det samme; hvis alle fortæller een, at man er forkert, kan man vel lige så godt fortsætte ud af den kurs, man har lagt, for de andre har jo nu engang et fasttømret billede af, hvordan man er. Et billede, som ikke kan ændres!

Hvem bryder sig om, hvorfor Don Juan gør, som han gør! Han er forkert, han skal destrueres og det bliver han!

På de to år, der er gået, har jeg ofte tænkt på denne opera. For mig handler den om en mand, som fylder noget overfladisk ind i sit liv, fordi han er rastløs; for at undgå at mærke, hvordan han har det!

Det kan der være mange grunde til, for det er smertefuldt at mærke, hvordan det egentlig står til rent følelsesmæssigt! Det er så rart at flakke fra det ene tidsfordriv til det andet - for så er der slet ikke tid til at mærke!

Hvad er der så at mærke? Er der overhovedet noget? Spørger man Svend Brinkmann, skal man bare helt holde op med at mærke, og spørger man i sin omgangskreds, kan svaret hurtigt blive, at man da vist bruger for meget tid til at tænke og mærke efter, og at man burde overveje at få sig en hobby, tage til Indien, starte en frivillig organisation eller i hvert fald som minimum få et medlemskab af et fitnesscenter.

Ok - men hvis man nu stadig sidder med fornemmelsen af, at der er noget, der skal mærkes. Hvor tager man så fat? Hvor får man kontakt med de der svært tilgængelige følelser?

For nu at blive ved "Don Juan": Søg efter i kunsten. I mit tilfælde i teatret eller i litteraturen!

Er der ikke følelser på spil, når Shakespeares King Lear bliver machofornærmet og forstøder sin yngste datter, fordi hun ikke vil overgå sine søstre i at smigre ham? Er der ikke følelser i Larsens melodi, som ingen hører, men som han selv hører så klart? Er der ikke følelser i H. C. Andersens hyrdinde, for hvem den verden, hun drømmer om, også skræmmer hende fra vid og sans? Er der mon følelser i Blichers landsbydegn, Morten Vinge, som drømmer om den berusende kærlighed, men samtidig er bange for den? Er der følelser hos Helle Helles globryllupsgæst, som observerer uden at vide hvorfor? Når Yahya Hassan frustreres over uforenelige kulturer, når Mowgli indser, han er anderledes end junglens dyr, når Harry Potter nu både er berømt og har gode venner og samtidig er rystende ensom, fordi det kun er ham i hele universet, der er udvalgt til netop at være Harry Potter - er der så ikke noget, der skal mærkes? Det synes jeg, der er!

Fortællinger om mennesker, der prøver at hitte rede i det hele, er altid interessante fordi de - for mig at se - rører ved smertepunkterne og udviklingspotentialet på samme tid. Sorgen over det, man troede var, men som ikke var, da man fik sat det under lup, vreden man kan føle, når man ikke er blevet behandlet ordentligt af andre, smerten man kan føle, når man ikke kan følge strømmen, men nødvendigvis må standse op og - ja - mærke!

Der er en grund til, at Peter Pan ikke gider at snakke følelser med Wendy, for så ville det kræve, han forholdt sig bare en smule refleksivt til, hvorfor han ikke gider, at blive voksen - og hvad det er ved det at være voksen, der er så pokkers farligt! - og det er da hundrede gange sjovere at slås med sørøvere - men så bliver man netop heller ikke voksen. Peter Pan har ikke fået mellemregningerne med i regnestykket, for der er jo nok en årsag til, at han har isoleret sig som leder for en flok følelsesmæssigt ubehjælpsomme men samtidig primitivt krigeriske drenge, hvor den eneste kvinde, der er til stede, optræder i lommeformat og ikke er udstyret med en stemme - guderne forbyde hun spurgte, hvordan han har det!! Han kan heldigvis nøjes med at grine lidt ad hende, når hun bliver pigesur! - følelser behøver han og de andre bandemedlemmer nemlig ikke at tage alvorligt!

Hvor ligger så potentialet for udvikling: det ligger - tror jeg - i at mærke hvorfor man gør, som man nu engang gør!  I at mærke vrede, sorg, frustrationer og give det ord og udtryk! I ikke - som H. C. Andersens lærde mand - at lade sin skygge regere, fordi man ikke forholder sig til de mindre tiltalende sider af sig selv - de følelser "vi ikke taler om". Hvem vil tale om vrede og angst, når man kan læse bøger om det gode, det sande og det skønne? - er det i virkeligheden det, Andersen spørger om?

Havde Don Juan spurgt sig selv "Hvad føler jeg?", så kan det være, hans skæbne ikke var blevet helt så krank! Hvis han havde sagt: "jeg er aldrig blevet elsket, og den smerte er så stor, at jeg ikke kan håndtere den på anden måde end at fylde min tid ud med en masse overfladiske erobringer. Jeg kan slet ikke rumme den vrede og den sorg, jeg føler!". Hvad mon der så var sket? Måske havde faderen og ekskonen sagt: "Det er vi da virkelig kede af at høre, men nu forstår vi godt, hvorfor du agerer, som du gør!". Måske havde de snakket om det, måske havde de lært noget om hinanden og måske havde de fået nogle glemte mellemregninger på plads!  Svaret får vi aldrig - men det er da et bud!

For mig blev dette møde men operaen "Don Juan" en påmindelse om, hvor vigtigt det er at mærke efter, at man ikke kan løbe fra sine egne følelser og først og sidst, at det kan være rigtig svært at gøre sig fri fra den forestilling, andre har indprentet i een om, at man er forkert!

Men også en påmindelse om at spørge sig selv "hvad føler jeg egentlig?"(beklager Brinkmann!) og at tid til at tænke er tid til at modnes; måske mere end man ville blive på løbebåndet i et fitnesscenter?! 

Kunsten indeholder så mange fortællinger om følelser, der er store, svære, smukke og udfordrende! Ville den gøre det, hvis der ikke var noget at mærke?!

Hvis der er en tendens i tiden til, at vi sandelig ikke taler om de store og farlige følelser - smertepunkterne - så tror jeg ikke, det er en sund tendens!

Mellemregningerne må altid med, for smertepunkterne er en del af livet og hvis det sandelig ikke er noget, vi har lyst til at tale om, så kan man vel lige så godt finde en flok vilde drenge at blive høvding for i et fællesskab, hvor ingen tager ansvar for, hvorfor de ikke vil tage ansvar for, hvad de selv føler! "Her har vi det godt, her har vi det sjovt, kom og vær med! (- så længe der er konsensus om, at vi ikke beskæftiger os med det, der er svært at snakke om!)".

Fra majminder og Mozart til mellemregninger, der er svære at få begyndt på, men kan være givende, hvis man tør, selvom matematik er svært - specielt hvis man ikke har en lommeregner til at gøre arbejdet!

Man kan imidlertid altid søge inspiration i litteraturen! Det er et godt sted at starte, når det handler om følelser!

"Folk i herredet siger, at Jeppe drikker! Men de spørger ikke hvorfor Jeppe drikker" skrev Holberg engang i 1720'erne.

Tænk nu hvis Jeppe svarede, hvis og grunden til at han drakbestod af nogle smertelige ubearbejdede følelser; hvis Jeppe var ulykkelig og slet ikke en nar!

Men folk i herredet har travlt med at pudse facaden og klippe ligusterhækken - og bagefter drikker de fem flasker rødvin mens de griner ad Jeppe - for tænk engang: han drikker!

Måske ville Jeppe holde op med at drikke, hvis hans kone Nille holdt op med at slå ham med krabasken og fortælle ham, at han er forkert. Måske ville Don Juan holdt op med at gøre kvinder kede af det, hvis andre holdt op med at gøre ham ked af sig selv.

Kunne man forestille sig, at Don Juan helt fundamentalt søgte efter noget kærlighed - og at Jeppe også gjorde det? Kunne man forestille sig, at drømmen om kærligheden faktisk var et gennemgående tema i kunsten og i litteraturen, og at disse størrelser igen var afspejlinger af de eksistentielle spørgsmål, vi allesammen tumler med? Jeg tror det!

Det eneste, vi ønsker, er at være elsket og det er frygtelig smertefuldt, når vi føler, at dette projekt er svært at realisere – især hvis man spejler sig i naboens tilsyneladende perfekte liv med ligusterhæk, perlegrus og projektbarn. 

Men der er håb:

Kunsten, litteraturen – og historien - viser vejen til de følelsesmæssige mellemregninger,    for vi mennesker gentager os selv; hvad enten vi lige er trådt ud af hulen med en trækølle i hånden eller ud af metroen med en iPhone.