Mellem engle og dæmoner – en anmeldelse af DRs dramaserie ”Herrens Veje”, 1. afs.

”Du kører bil med lukkede øjne, men du tør ikke gå ind til far”. Sådan siger den retskafne og ordentlige August til sin noget mere anløbne bror, Christian i begyndelsen af afsnittet. De to brødre, August, der er præst, og Christian, der netop har afleveret sit speciale på CBS, er på vej til en afslutningsdebat, hvor deres far, Johannes, skal forsøge at sælge sig selv som kommende biskop til Københavns stift. På én af tilhørerbænkede sidder drengenes mor, Elisabeth. På én gang stolt af sin karismatiske ægtemand og foruroliget over de spændinger mellem sine tre mænd hun fornemmer. Hun bevarer roen – også da Johannes ikke bliver valgt til biskop; det samme kan man ikke sige om Johannes selv. 

Seriens første afsnit fænger ved præsentationen af sine fire hovedkarakterer Johannes, Elisabeth, August og Christian. Tilsyneladende er det de tre mænds respektive historier, vi følger: to brødre der elsker hinanden, men hvis relation også er præget af jalousi. Familiens sorte får, Christian, der temmelig forgæves kæmper for sin fars anerkendelse, kan måle sig mod sin bror August, der er en vellidt præst – ikke engang rundet de 30 år - , er gift og har gjort det hele på den, i faders øjne, rette måde. Men også sødmælksdrengen, har sit at slås med. Han drømmer om at blive udsendt som feltpræst, og pludselig byder chancen sig. Samtidig bliver han opfordret til at søge en stilling som præst ved Marmorkirken, og hvem siger nej til det? Jo, tvivlen nager begge brødre Hvordan skal lyst og pligt afvejes ift. hinanden og først og sidst; hvilken rolle skal faderen spille i de to unge mænds liv? Serien lancerer denne faderskikkelse på to niveauer; den himmelske far, Vorherre, og den jordiske far; Johannes – begge imposante skikkelser.

Provsten Johannes Krogh er den mest centrale figur i afsnittet. Vi følger hans sejrssikre vej mod bispesædet, og vi er vidne til hans raseri og afmagt, da planen ikke lykkes. En mand, der kan være en sand engel i sin kærlige og rene tro, som det ses i den smukke scene med et sognebarn, der er bange for døden, som er kærlig over for sin kone, er en imødekommende arbejdsgiver og har respekt for dem, der står ham nær. Men englene flankeres af en flok dæmoner, der slippes fri, da bispevalget ikke falder ud til Johannes’ fordel. Han forsvinder på én af sine ”ture, som hans kone Elisabeth øjensynligt har oplevet før; han turer rundt i byen om natten, drikker sig fra sans og samling, har sex med en kvindelig ansat i sin kirke – vist heller ikke for første gang – og råber sin afmagt op til den natmørke himmel; et råb til den himmelske far, som Johannes både elsker og hader; som han det ene øjeblik takker for alt det gode og det næste øjeblik skoser for at have svigtet ham. Når der på væggene hænger aneportrætter af 250 års præsteslægt, så synes der imidlertid ikke at være andre muligheder end at bide tænderne sammen og følge herrens veje! Johannes slås med sine dæmoner og det vanvid, der bor i hans sind – og som sønnen Christian løfter en flig af sløret for, da han under en bytur fortæller sin vens kæreste om Grundtvig, der gæstede familien Krogh i 1800-hvidkål og pludselig lå i høet med husets frue. En Grundtvig der – med Christians ord - var maniodepressiv; noget der lader til at være nedarvet i slægten.

Serien præsenterer en mængde temaer i sit første afsnit; forholdet mellem Gud og præst, mellem far og sønner (måske to sider af samme dag), søskendejalousi, tvivl, kærlighed og skam. Alt centreret om provsten Johannes og hans to sønner, mens mor Elisabeth er ser til og medierer; på én gang foruroliget, kærligt overbærende, pragmatisk og knuget.

Adam Prices manuskript formår på fin vis at introducere et (heldigvis overskueligt) persongalleri, der har troen (den religiøse eller den eksistentielle) som fælles knudpunkt. Dialogerne er velskrevne og handlingen er sandsynlig (om end den hønefulde Johannes’ bisættelse af et sognebarn, der ender med, at præsten selv falder i graven, måske er på kanten – pointen var allerede klar; når pligten – og Vorherre- kalder, er der ingen kære mor.

Spillet er holdt i en realistisk stil, hvor instruktøren giver plads til velgørende pauser, der i denne episode er lige så sigende som ordene. Lars Mikkelsen er på én gang elskværdig og ganske skræmmende som Johannes – provsten der nages af sine egne ambitioner og hele tiden må slås med stemmer fra hhv. engle og dæmoner. En kompliceret (og farlig) mand, der støttes af Ann Eleonora Jørgensens hustru, Elisabeth. På overfladen fast som en klippe, men følelsesmæssigt hærget af at skulle holde sammen på en familie med tre splittede mænd. Loyal til fingerspidserne men sitrende af indre spændinger, når hun plukker æbler i præstegårdshaven. Det er stærkt spil. Simon Sears’ Christian deler det komplekse sind med sin far, Johannes, og er tynget af sit stempel som familiens sorte får, for hvem intet går som en leg. Det er velspillet og det bliver interessant at følge denne karakters udvikling både i forholdet til sin far og til sin bror. Som afsnittets absolut mest renhjertede og sympatiske karakter er Morten Hee Andersens August fanget mellem sit ønske om at gøre det gode for andre og en spirende tvivl om, hvordan han kan gøre det gode for sig selv. En søn, der er opdraget til at gøre alle tilfredse og har indfriet sin fars ambitioner, men som måske fik noget at tænke over, da hans far stak ham én på hovedet lige før en begravelse, den hjælpsomme August tilbød at tage for sin skidefulde far. Der er masser af spændende udviklingspotentiale i alle fire figurer, og vi kan kun glæde os til at se, hvordan historien fortsætter næste søndag.

Samtidig vil vi se frem til at få uddybet, hvad der var galt med Augusts farfar (en sløret Stig Hoffmeyer i seriens indledning) og hvilken symbolik, vi skal lægge i den lille fugl, Elisabeth fandt død, men som genopstår af mulden ved afsnittes slutning.

Alt i alt et vellykket og interessant anslag til en dramaserie om, hvad tro og tvivl gør ved mennesker, og hvordan engle og dæmoner altid følges ad; for det er ikke nær så skræmmende at køre bil med lukkede øjne, som det er at skulle stå til ansigt til ansigt med sin gud – eller med sin far!

”Herrens Veje”, en dramaserie af Adam Price, instrueret af Kaspar Munk, første afsnit sendt på DR1 søndag, d. 24/9 2017

Anmeldelse: "Romeo og Julie" - Aalborg Teater

Forfatter: William Shakespeare, oversættelse: Niels Brunse, instruktion: Hans Henriksen, scenografi: Markus Karner. Forestillingen set d. 15/9 2017.

af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Kærlighed på brakmarken

Kærligheden overvinder alt. Det vil vi mennesker i hvert fald gerne tro på, selv når omstændighederne er kærlighedens direkte modstandere.

Krig, had og evig mistro har raseret det engang smukke og harmoniske Verona i Aalborg Teaters opsætning. Scenografien er gold og afpillet som en krigshærget egn i Afghanistan; en ensom husfacade, et benet stilads, en græsklædt bakke og et metalklædt bagtæppe, der giver associationer til brynjer, skarpe klinger og skrigende kulde. Der er ikke meget menneskelig varme at komme efter i instruktør Hans Henriksens Verona.

I disse rammer forsøger fyrsten - en eftertænksom og veltalende Martin Ringsmose -  at opfordre til fred. I en indledende monolog prøver han at mane til besindighed, men igen er omstændighederne i vejen. Denne fredstale leveres af en mand, der står i et trangt bur af en talerstol, som er beklædt med blå teltdug – antageligvis af den skudsikre slags; han virker ikke tryg, og da alle medvirkende får udleveret en pistol af fyrsten efter fredstalen, er forestillings grundlæggende modsætning lagt fast; vi ønsker at leve i fred og gensidig tillid, men færdes altid med mistroen og et skarpladt våben som følgesvend. Pistolskuddene brager løs! Det er højt, det er stærkt og det er intenst – Verona er ikke noget rart sted!

I disse rammer - og med de skarpladte våben i hånden på alle medvirkende – udfolder sig nu det kærlighedsdrama, der måske kunne have fordrevet kulden. Den unge Romeo er rastløs og hvirvler rundt i overfladiske forelskelser, som hans venner, Benvolio og Mercutio, dels forstår og dels skoser ham for - det er hhv. Stanley Bakar, Christian Gade Bjerrum og Ferdinand Falsen Hiis i en herlig og velspillet bromancerelation – men pistolerne sidder limet til hænderne, for kan man egentlig stole på andre end sig selv?

Shakespeares tekst fyger gennem luften som pile, og det er kendetegnende for hele forestillingen, at de medvirkende behersker sprogtonen, versene og får teksten til at leve. Her må man igen se på forestillingens grundlæggende modsætning; Shakespeare virtuose, billedrige og poetisk blomstrende tekst sat op mod den visuelle brakmark, der kaldes Verona. Det er et modigt valg af instruktør Hans Henriksen at gå så rendyrket efter kontrastvirkningen mellem det smukke og det raserede, men det er velvalgt og teksten kommer til at virke særdeles stærk; den afleveres i omgivelser med skønhed og harmoni i bakspejlet, og sproget fører sin egen kamp mod kulde og foragt. Det er et modigt og velfungerende instruktørvalg

Begivenhederne tager fart, da Romeo forelsker sig i Julie, datter af den slægt, hans egen slægt ligger i krig med. Nanna Skaarup Voss er skiftevis alfeagtig poetisk, rådvild, stærk og svimlende afmægtig i sin forelskelse i Romeo og i samspillet med Bakar får hun luften til at stå stille, når deres mest intense og ømme replikker afleveres til hinanden pr mikrofon på stiladsbalkonen. Kun pr mikrofon kan de elskende udtrykke det, der findes allerinderst i deres frådende indre, og ægte kærlighed tager ikke hensyn til, at det krigshærgede Veronas bedste bud på en balkon er stiladsudgaven. Igen dyrkes kontrasterne med held; det skrabede visuelle udtryk mod de smukke ord og de lidenskabelige følelser. Dog beholder både Romeo og Julie pistolerne i hænderne; det sværeste er at slippe sin mistro i en verden, hvor mistro er hverdagskost. Da Julie endelig, i slutningen af forestillingen, lader sin amme – en sublimt spillende Kathrine Høj Andersen, der er både geskæftig, pragmatisk og omsorgsfuld -  overbringe Romeo sin pistol som kærlighedspant, tror man på, at der er tale om total hengivelse, for hvornår vover man ellers at give afkald på muligheden for at beskytte sig selv?

Som bekendt lider Romeo og hans Julie en krank skæbne; Romeo myrder Julies fætter Tybalt - en hårdkogt Lars Topp Thomsen – som hævn for, at han har myrdet Romeos ven Mercutio (Ferdinand Hiis’ dødsscene er endnu et eksempel på den stiliserede poesi, som forestillingen behersker så fornemt og som er en fin kontrast til scenerummets krigszone.) Romeo erklæres fredløs og nu er det kun den indsigtsfulde fyrste, der kan føre de to unge elskende sammen og frelse Julie fra det ægteskab, hendes forældre har arrangeret. Jørgen W. Larsen og Marion Reuter leverer som hr og fru Capulet et på overfladen empatisk forældrepar, der dog viser sig som fuldstændig følelsesmæssigt afstumpede. Med Larsens gemytligt nedladende far og Reuters småalkoholiserede og utilnærmelige forstadsfrue af en mor, forstår man godt, Julie ønsker sig væk – meget kærlighed har hun næppe mødt, før hun fandt sin Romeo.

Hendes frier, Paris - en sympatisk Sebastian Aagaard-Williams, der kynisk misbrugens i slægtens magtspil – finder imidlertid sin kommende brud død i sovekammeret på deres bryllupsmorgen, for Julie har drukket en væske, der har bragt hende i en dødlignende søvn, hun vil vågne af efter to døgn, hvorefter hun kan flygte med sin Romeo – problemet er blot, at Romeo ikke får besked om planen. Han finder sin Julie død og tager livet af sig selv af sorg. Julie vågner, ser sin døde elskede og tager livet af sig selv. Stive og afmægtige sidder Skaarup og Bakar i sluttableauet mens forestillingens øvrige medvirkende er placeret bag dem som et publikum.  Fyrsten leverer en afsluttende salve til publikum om, at man bør tage ved lære af det ulykkelige, der her er sket. Kærligheden overlevede ikke sin vandretur over brakmarken og man kan have sin tvivl om, hvorvidt Verona står til at redde.

Instruktøren Hans Henriksen har taget radikale valg i sin iscenesættelse, men enkeltelementerne går, med meget få undtagelser (som f.eks. de to selvmord til slut, hvor man savner en konkret aktion i stiliseringen) op i en højere enhed. Der skabes rystende billeder af, hvad der sker med kærligheden, når hadet og mistroen hersker. Scenografiens slagmark og Shakespeares smukke ord komplimenterer hinanden på bedste vis, og at en pistol omtales som en kårde, understreger fint, at der i Verona findes en grundlæggende uoverensstemmelse mellem drømmen og fred og poesi kontra den barske virkelighed, hvor alle er bevæbnede og selv nære venner sigter på hinanden med et skarpladt våben – man ved jo aldrig….

Forestillingens skuespillere yder alle flotte præstationer i deres respektive roller. Der er hele tiden noget på spil og der er i det velfungerende arrangement en forfriskende vekselvirkning mellem fysisk komik og alvor og navnlig hos Skaarup og Bakar som de unge elskende en fin vekselvirkning mellem ydre og indre energi.

Foretrækker man en Shakespeareopsætning med lut, pibekraver, og fjer i baretten skal man ikke se ”Romeo og Julie” på Aalborg Teater. Hvis man derimod ønsker at lade sig røre af en fortælling om store følelser i trange kår og går ind på den præmis, Hans Henriksen har instrueret sin forestilling på, kan man ikke undgå at blive rørt ved mødet med den berusende kærlighed, der står som en viljestærk men enlig blomst på Veronas brakmark.