Nu var det ikke fordi, Rudolf, principielt set, havde noget
imod miljøet; han holdt af både shampoo med duft af gran og kildevand hældt på
plasticflaske, men det behøvede jo heller ikke tage overhånd. Han var da nok
klar over, at der gik en god stak papir til, når årets gaveproduktionslister
skulle skrives ud, - og lidt ekstra, når
man glemte at få lavet huller i og derfor smed kopien ud og startede forfra -
men altså; et enkelt rensdyr gjorde vel hverken fra eller til, når det gjaldt spørgsmålet
om miljøets fremtid og ærlig talt; miljøfanatisme blev også en anelse trættende
i længden. Dette tænkte Rudolf på, da nogen pludselig prikke ham på skulderen. Han
havde netop stillet sig til rette foran kaffeautomaten i julemandens værksted,
hvor han havde trykket på knappen, der skulle få maskinen til at brygge ham en
varm kop kakao – i papkrus! Rudolf vendte sig om. ”Hej Kamilla. Jeg troede du
var til workshop?!” udbrød han.
Havbiologen Kamilla - der sidste år havde gjort
så heltemodig en indsats for at redde julen, og i øvrigt stadig fik sin mand
til at købe sit tøj; undtagen når det gjaldt julesweatre, som hun satte sine
veninder til at udvælge – var blevet fastansat i julemandens gaveværksted, og
var nu i lære som nisse. En længere proces, som indebar gennemførelsen af et
pædagogisk grundkursus for nisser; det såkaldte julepædagogikum. Det indebar
bl.a. timelange workshops henlagt til øde og golde provinshoteller i Korsør og
omegn, hvor Kamilla skulle lære alt om, hvordan en nisse agerer hensigtsmæssigt
i alle situationer – og hvordan hun altid skulle huske at varme rummet op. ”Ja
det er jeg” sagde Kamilla. ”Tids nok til at informere dig om, at man skal
drikke kaffe, kakao, latte eller dry Martini af en kop og ikke af et papkrus.
Er du klar over, hvor skadeligt det er for miljøet, når du tager et nyt papkrus
så mange gange i løbet af en arbejdsdag?”.
Nu var det ikke fordi Rudolf principielt
set havde noget imod idealisme – bevares; han havde selv en rem af huden og
insisterede f.eks. på, at det var pænest, hvis man havde et mellemnavn - også hvis det betød, at man skulle tage det
midt i sin gymnasietid med det til følge, at andre troede, man havde konsulteret
en numerolog - men nu måtte det være nok:
”Stop dig selv; der er masser af grundvand!” sagde Rudolf, mens han tog en
slurk af papkruset. ”Typisk dig” sagde Kamilla. ”Du tænker overhovedet ikke på
miljøet; er du klar over, hvor meget gift der er i de der papkrus? Hvor meget
vand du spilder, når du insisterer på at vaske dit postkasserøde halstørklæde
blot fordi, du har haft den på én dag, og hvor bitter jeg og mine seje
biologvener var over, at Marianne ikke vandt Bagedysten – endsige røg ud
allerede som nr. 3 trods sin hjertelige latter og lilla fondant!?? Skam dig!”.
Rudolf - der fra sin som rulleskøjteentusiast vidste, at man kan blive ramt af
en raptus, som fortager sig hurtigt igen – valgte ikke at kommentere det.
Kamilla gik – noget selvhøjtideligt - hen
og skænkede sig en kop åndløs sort kaffe i et lige så åndløst keramikkrus, hun
engang, lettere modvilligt, havde frembragt under et højskoleophold. ”Og så var
der ikke engang buffetlaks!” hvislede hun. Rudolf skulle lige til at sige, at
hun ved den søde grød ikke kunne forvente en lakseknap på kaffemaskinen, da én af
nisserne fra gaveproduktionen kom stormende ind og råbte: ”Rudolf, skynd dig at
komme! Julemanden er på vej til Tibet – på bare fødder!”. Rudolf halsede afsted
mens Kamilla resigneret blev stående; ”Det lyder koldt!” mumlede hun.
