Rudolf havde forestillet
sig, at julen 2019 skulle være en stille én af slagsen. Slut måtte det være med
alle de halsbrækkende eventyr, der de seneste fem år så nådesløst var skyllet
ind over ham. Ja, det var ligegodt pokkers, at han stadig var i live, når man
tænkte på, han havde været udsat for både krokodiller, frihedskæmpere,
smægtende forstadsfruer og fagforeningsfolk. Men nu skulle piben få en anden
lyd, nu skulle det være slut med alt det drama, nu skulle Rudolf have en rolig
jul uden overraskelser.
Desværre var den første
overraskelse allerede dukket op 1. november, da Rudolf var blevet pålagt at
tage sig af en universitetspraktikant. Rensdyret Solveig var opsat på en
forkromet karriere som rensdyr hos julemanden, og i anledning af en større
skriftlig opgave ville hun nu researche og indsamle data, hun kunne bruge i sit
projekt. Det handlede om rensdyrenes arbejdsbelastning – og vilkår – det var jo
sparetider, forstås. Rudolf gøs ved tanken om både research og data; så længe
målet ikke var at bygge en carport, skulle man simpelthen lade den slags naturvidenskabelige
trivialiteter ligge hengemt så længe som overhovedet muligt.
Efter en måned i Solveigs
selskab måtte Rudolf nu sande, at unge rensdyr er beriget med en overvældende
nysgerrighed, som ikke var af det gode. Solveigs mund stod aldrig stille, og
hendes spørgsmål kendte ingen grænser. ”Hvorfor kører Julemandens kane på
benzin og ikke på diesel?”, ”Hvor mange kilo må kanen højst læsses med, hvis
man skal transportere det hele forsvarligt?”. ”Holder rensdyr julefrokost?”.
”Hvorfor ændrede Go’ aften Danmark navn til Go’ aften live?” osv. osv. osv.
Solveig blev ved og ved og ved. Hvis det var den iver, alle på universitetet
var udstyret med, så kunne Rudolf kun foreslåm, at adgangskravene blev
skærpede, så de, hvis gennemsnit var over 7, blev nægtet adgang; det skulle nok
sætte en stopper for entusiasmen.
Den første december blev
det Rudolf for meget; ”Solveig, med fare for at være uhøflig, så er jeg nødt
til at fortælle dig, at du er trættende – ja, jeg sagde trættende! Det eneste,
du ævler om, er dit projekt, og med al respekt; så interessant er det altså
heller ikke. Du render i hælene på mig hele tiden, og det er mildest talt til
at få kryb af. Hvad er det for en seddel du har i hånden?”. Rudolf skulede til
en lap papir med håndskrevne noter, som Solveig triumferende stod og viftede
med. ”Det er dine opgaver som min vejleder” sagde hun selvtilfredst. ”Opgaver??
Nu må jeg bede om mine himmelblå” hylede Rudolf, der aldrig var gået af vejen
for at springe over hvor gærdet var lavest – i hvert fald, når der var tale om
anliggender, der ikke fangede hans interesse. ”Der står” begyndte Solveig ”at
du for det første har pligt til at give mig respons på det, jeg løbende skriver
til min opgave (Rudolf tænkte, at det sikkert ville blive mere effektivt – og læseligt
– hvis Solveig satte sig ned på en stol og skrev, men hvad vidste han om
moderne undervisningsmetoder endsige om akademisk opgaveformalia). At du, for
det andet, skal lade mig udføre dine rensdyr-opgaver med jævne mellemrum og
give mig respons på min indsats, og for det tredje; du skal skrive mig en
afsluttende udtalelse, hvor du vurderer, hvorvidt jeg er egnet til at være Julemandens
rensdyr”. ”Det er det mest tåbeligt, jeg nogensinde har hørt” råbte Rudolf og
holdt lapperne afværgende frem for sig. ”Hvem har dog fundet på den slags?
Vent! Du behøver ikke svare (Rudolf havde jo læst et og andet om universitetet
og ønskede næsten, at Solveig havde været offer for én af disse fejl, hvor ens
uddannelse pludselig ikke gælder alligevel, fordi man mangler ects-point; så
kunne han da være sluppet for at slæbe rundt på hende i årets travleste måned).
”Jeg vil ikke finde mig i
det her” vrælede Rudolf. ”Jeg går til Julemanden og klager”. Og som sagt så gjort;
Rudolf spankulerede lige ind på Julemandens kontor, smækkede døren i efter sig
og var parat til en længere monolog om misbrug af stort talent og manglende mad
i kantinen og om, hvordan Julemanden overhovedet kunne finde på at indføre et
nyt it-system blandt sine ansatte, når der kun var IT-bemanding på kontoret to
x tyve minutter om ugen – og det var kun begyndelsen!
Rudolf blev imidlertid en
anelse overrasket, da han så sin chef sidde i en transportkasse med teksten ”Bahamas”
klistret udenpå. ”Hvad skal det dér forestille, chef? Hvorfor i alverdens riger
og lande er du ikke i gang med at producere julegaver, læse ønskelister eller sætte
min løn i vejret?”.
Julemanden, der tydeligvis
ikke havde regnet med at skulle redegøre for sit forehavende, begyndte spagt på
en søforklaring om, at det nogle gange var godt for en chef at praktisere
kassetænkning, men den lod Rudolf sig ikke spise af med. ”Hvis ikke du
fortæller mig, hvad der foregår, så kan du selv få lov til at slæbe rundt på
den infame universitetspraktikant, du har sendt mig på halsen, og tro mig; så
bliver julen alt andet end fredelig - og
må jeg så bede om en forklaring!”. Julemanden (der i sit stille sind tænkte, at
Rudolf måtte være en meget skattet medarbejder, siden man år ind og år ud kunne
holde hans evindelige - om end ganske velformulerede - ordstrøm ud) rømmede sig
og begyndte:
En dag i november var han
blevet ringet op af den amerikanske præsident, Donald Trump, som meget gerne
ville have lov at købe Julemandstitlen (han havde tidligere på året forsøgt at
købe Grønland, men her var en et par truede sæler og en vranten jysk
socialdemokrat kommet i vejen.) Præsidenten havde tilbudt Julemanden et uhyre
højt beløb, et sommerhus på Bahamas samt et signeret eksemplar af sin biografi ”Bedstefar
med slag i – en biografi om hårretninger og harske håndtryk”, og hvem kunne
sige nej til sådan en slagtilbud. Som sagt så gjort; Julemanden var på vej til
Bahamas og 4. søndag i advent ville Præsident Trump indtage sine nye stilling
som julemand.
Rudolf var måløs: ”Jamen,
jamen, det kan du da ikke. Hvad så med julen, hvad med mig- og hvad med
mexikanerne?? Julemanden påpegede, at gaverne sikkert kun ville gå til de, der
bakkede præsidentens politik op, men man kunne jo ikke vinde hver gang, og
måske havde verden også fået nok af julegaver i tidens løb. ”Lad os se det i
øjnene, Rudolf; julen er blevet en forretning, så nu stempler jeg ud, mens I
andre må trækkes med amerikanerne.” og med de ord lukkede Julemanden låget til
fragtkassen og havde ikke mere at sige.
”Det er ikke sådan, man
bedriver julehandel!” råbte Rudolf, da Solveig pludselig stod på kontoret og
spurgte, hvornår de skulle holde evalueringsmøde – eller i det mindste foretage
en forventningsafstemning. ”Er du blevet fuldstændig ravende vanvittig?” skreg
Rudolf. Julemanden har solgt Julemandstitlen og – ansvaret til en excentrisk selvpromoverende
amerikaner med en alt for ung kone en del på samvittigheden. ”George Clooney?”
udbrød Solveig spørgende. ”Nej, din tåbelige bogorm! Den amerikanske præsident
har købt Julemandens titel og fra fjerde søndag i advent er det ham, der er Julemanden.
Hvordan tror du det bliver?”. ”Magert for mexicanerne - og Hilary” mumlede Solveig og efterspurgte en
udspecificeret tidsplan for sin praktik. ”Det eneste, du skal nu, er at hjælpe
mig med at afværge den her katastrofe. Vi skal have den fatale julehandel annulleret;
men hvordan?”. ”Jeg har det” sagde Solveig. ”Den amerikanske præsident har
forsøgt at købe Grønland, men der fik han nej af den danske statsminister.
Måske kan hun hjælpe os. Hun lyder til at have erfaring med at annullere andres
fikse ideer – bare spørg de radikale, eller Arne!”
Rudolf fattede ikke, hvad
Solveig fablede om, men der var ikke mere tid. Snart sad de to rensdyr i et fly
på vej mod Danmark, og hvad de oplevede der, skal vi høre 2. søndag i advent.
