Efter det, Rudolf havde
været udsat for i de 120 julekalenderafsnit, hvori han de seneste fem år havde
været det strålende midtpunkt, skulle man ikke tro, der var ret meget, der
kunne komme bag på ham. Her kunne man naturligvis indvende, at der jo aldrig er
to år, der er ens, men når det handler om julen, forventede Rudolf dog generelt
en vis genkedelighed i sagerne. De seneste fem år var december f.eks. hver gang
startet ud med en gåde, der skulle løses, fordi en væmmelig superskurk ville
forpurre juleglæden for børn – og rensdyr – i alle alders- og socialklasser.
Jo, det var det forventelige.
Efter en uges hårdt
arbejde, hvor han havde forsøgt at forpurre Donald Trumps plan om at indtage
stillingen som julemand fjerde søndag i advent, måtte Rudolf dog sande, at
intet var, som det plejede. Da han, den anden søndag i advent, hen på
eftermiddagen, træt lod sig falde om, i den københavnske hotelsuite, han havde
fået klovene i, måtte han tænke den seneste uges forløb igennem, for at prøve
at forstå, hvad der var på spil.
Mandag, d. 2 dec. var
Rudolf og universitetspraktikanten Solveig ankommet til Christiansborg slot i
København, hvor de ville opsøge Statsministeren, da hun måtte være den rette
til at standse Trump – hun havde i hvert fald tidligere kaldt ham absurd, og
det er jo altid en god begyndelse.
Frank og fro trådte
Rudolf ind i vagten på folkestyrets højborg, hvor en træt sikkerhedsmand, der
lignede én med stærke rødder i hjemmeværnet – og/eller den lokale bagerbutik-, sendte
ham et mat blik og spurgte, hvad ideen var med at sende et talende rensdyr; om
det var en slags practical joke? Rudolf, der ikke brød sig nævneværdigt meget
om ikke at blive taget seriøst - idet det bragte ubehagelige minder tilbage om
hans – og de fleste andres- folketid – forklarede venligt men bestemt, at han
havde et vigtigt ærinde og derfor omgående måtte tale med statsministeren. ”Ja,
den er god med dig” sagde hjemmeværnsvagten, der for øvrigt hed Leif og elskede
Mozarts sonater. ”Hvad tror du, statsministeren ville sige, hvis jeg ud af det
blå, sender en talende elg ind på hendes kontor?”. ”Elg!?” hylede Rudolf, hvis
tålmodighed allerede havde været hårdt prøvet, da Julemanden, forrige år, havde
brugt utallige eftermiddage på, med sine sagesløse ansatte som prøvekaniner, at
tilegne sig en nye pakkestrategi, når der skulle gavepapir og bånd omkring
legetøjet. Seancerne var blevet døbt ”paktionslæring”, og det begreb sagde vel
egentlig det hele…..
”Åh en gæst. Hvor
hyggeligt. Kom med mig! – så længe du ikke er radikal” sagde en, noget jysk,
kvindestemme bag Rudolf. Han vendte sig om og fik øje på Danmarks statsminister,
Mette Frederiksen, der virkelig lignede én, der trængte til selskab. ”Jeg ville
bare…” begyndte Rudolf. ”Det behøver jeg ikke høre” sagde Mette Frederiksen på
klingende jysk ”Bare du vil underholde mig lidt, så jeg ikke skal forholde mig
til den latterlige finanslov!”
”Hvorfor er finansloven
latterlig?” spurgte Rudolf, da han var landet på en skammel på Statsministerens
kontor. ”Jeg kan godt sige dig” begyndte Mette F, ”at næst efter indførelsen af
Teams som platform for vores interne kommunikation her på Christiansborg, som
sætter ganske nye standarter for, hvordan noget kan være både besværligt og
unødvendigt på én og samme tid, så er de finanslovsforhandlinger simpelthen ved
at give mig endnu flere grå hår, end selv en gæv jysk pige kan klare med en
hårfarvning i håndvasken. Har du set, hvem jeg er omgivet af? Alle de der
tåbelige småpartier, der himler op om deres mærkesager. Mærkesager, Vorherre
bevares!; det kan man have på et posthus! Jeg havde også mærkesager; Arne og
børnene f.eks, men den slags fatamorganaer holder altså ikke i den politiske
virkelighed. Alligevel skal jeg høre på klagesangen fra SF og de Radikale, når
de føler sig overset. Så vil de have minimumsnormeringer, så vil de en
klimalov, og Gud ved, hvad det næste bliver; ministerposter måske? Jeg har da
aldrig hørt noget så uigennemtænkt; så kunne jeg da lige så godt være gået i
regering med Lars Løkke.
Rudolf var nødt til at
afbryde Statsministeren; ikke fordi han følte, det var specielt høfligt, men
hun talte virkelig meget, og han havde sådan set småtravlt. ”Hvis du hjælper
mig, så hjælper jeg dig med alle de irriterende støttepartier” sagde han. ”Nej
nej” svarede Mette ”Nu har vi jo fået en finanslov, hvor de andre får lov at
lege miljørigtige, så der er ro på et par måneder, tænker jeg. Men hvad kan jeg
gøre for dig?”
Rudolf begyndte at
fortælle, og inden han havde set sig om, havde han siddet fem-seks dage på Mette
Fs kontor og diskuteret det store spørgsmål, som han søgte svar på. Det var
egentlig ikke fordi, Trumps planer om at blive julemand interesserede Mette F.
så forfærdelig meget; hun ville primært bare gemme sig for ikke at blive fedtet
ind i finansloven – eller for ikke at blive spurgt ind til, hvorfor regeringen
ministre kun ansatte særlige rådgivere med samme holdning som de selv – den slags
trivialiteter forstod hun virkelig ikke, nogen kunne gå op i… Hvis man skulle
have en ny vase til sit hjem, købte man vel også én, der matchede det, man
havde i forvejen…
Rudolf fremførte sin
bekymring; hvordan skulle de standse Trump og hans ønske om at blive julemand. ”Jeg
tror, du har hørt forkert” sagde Mette F. ”Jeg har lige siddet til NATO-topmøde
med manden, og der var ingenting at mærke på ham. Altså han er stadig muggen
over, han ikke måtte købe Grønland, men Morten Østergaard er også stadig sur
over, han ikke fik en ministerpost – eller geneelt bare indflydelse - , og
sådan er der jo så meget. Jeg tror, det er en undskyldning, der dækker over
noget andet. Ligesom med indførelsen af ”Teams”. Måske vil nogen straffe os for
alle de løfter, vi har brudt på så kort tid
- nej, det er ikke slemt nok til så hård en straf! – men altså: Trump sidder
fint i føresædet i USA- og nu har jeg endda lige sponsoreret fire jagerfly til
ham, han kan lege med – så der er ingen ko på isen. Den julemandshistorie er en
and, og hvem der så er skurken, når nu det ikke er Donald Trump; tja… det må du
jo prøve at finde ud af. Vil du for resten havde en vissen rose med hjem til
vindueskarmen? Jeg har et ton af dem tilovers fra valgkampen, og jeg tænker
ikke at hverken de – eller vores politik – holder til næste valg.
Rudolf var forvirret, men
takkede for dårlige råd og visne roser, og gik ud af Christiansborg for at
finde et hotel. Pludselig kom han i tanke om Solveig. Hvor i alverden var hun
blevet af? Solveig var såmænd blevet træt af at vente på Rudolf i vagten på
Christiansborg, og var derfor selv gået på opdagelse. Her stødte hun på en
yngre, noget hulkindet og lidt altmodisch udseende herre, der stod i et hjørne
og vred sine hænder. ”Jeg er bare ved at få dårlige nerver” sagde den yngre
mand, som hed Jakob. ”Vi har i min folketingsgruppe en nisseordning her i december,
og i dag har jeg fået den der modbydelige fondantkage, som ser ud som om, den
er direkte importeret fra bageren i Hadsund eller lignende steder. Jeg har
prøvet at samle trådene de seneste par måneder, men det er fuldstændig håbløst.
Alle siger, hvad der passer dem, bliver skilt og holder foredragsturneer og
indgår i romantiske forbindelser med udtjente popsangerinder – fuldstændig uden
at koordinere det med mig! Skulle det forestille et parti, man ved, hvor man
har? Nej, det sejler. Sejler siger jeg. Det danske forsvar er en ren lejrskole
i sammenhæng med Christiansborg. Hvorfor blev jeg ikke bare folkeskolelærer;
der kan man i det mindste skælde folks forældre ud, hvis der er dårlig opførsel
i luften; her skal jeg bare tåle og tåle og tåle, og ingen af de tosser kan
finde ud af noget om helst. Hvis du ser en bog med overskriften: ”Efter
befrielsens øjeblik – stemningsrapport fra os, der sad tilbage med lorten ”, så
er det min biografi. Jeg siger det bare. Du er velkommen til at tage et stykke
kage med, når du går. Den ser mig noget klæg ud – og hvis du ser én fra Liberal
Alliance, så bare sig, at jeg er gået i hi for vinteren - eller er ude at køre
golfvogn!” og med disse ord forsvandt den yngre mand diffust hen ad en lang
gang.
Solveig så lidt desorienteret
efter ham; så mange dyre ord og dog så lidt handling; der måtte klart være tale
om en venstremand.
Hvem der egentlig ville
ødelæge julen, hvis det alligevel ikke var Trump, hvem der havde bagt fondantkagen,
og hvorfor små partier altid er dem, der råber højst, havde Rudolf og
Solveig nu en uge til at finde ud af....
