Anmeldelse: "Kroketspilleren" - Papirteatret Meklenborg

 Et fremmed perspektiv…

”Kroketspilleren”, en teaterforestilling i papir efter H.G. Wells novelle. Figurer og dekorationer: Simon Gorm Eskildsen. Tilrettelæggelse og idé: Søren Mortensen, Marianne Thodberg og Per Brink Abrahamsen. Musik: Undertowdk. Teknik, lyd- og lysdesign: Søren Mortensen. Figurføring: Marianne Thodberg og Søren Mortensen. Produceret af Papirteatret Meklenborg. Forestillingen set, d. 29 okt. 2021

.

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg.

 

Et fremmed perspektiv kan bidrage til, at noget, man troede uforanderligt, pludselig kan beskues i et nyt lys. Perspektivskiftet kan forårsages af såvel en dekadent kroketspiller som en begavet scenograf; begge dele er tilfælde i ”Kroketspilleren” af Papirteatret Meklenborg.

Foto: Papirteatret Meklenborg

Handlingen i ”Kroketspilleren” er tilsyneladende noget stillestående men under overfladen syder det, hvad Undertowdks listende og stemningsmættede musik allerede indledningsvist antyder. I det lille bysamfund Cainsmarsh vogter alle på hinanden. Angsten for at blive overmandet af onde kræfter spreder sig, ingen er trygge; frygt og mistro har erstattet medmenneskeligheden. Til denne giftsump ankommer en elegant livsnyder af en kroketspiller, Mr. George Frobisher (i Bjarne Henriksens imposante stemmeføring). Umiddelbart er Frobisher mest interesseret i at spille kroket med sin faster, men samtidig bliver han vidne til de uhyrligheder, angsten for onde ånder i Cainsmarsh kaster af sig. Henriksens stemmeføring og scenografens figurtegning er smukt sammenstemt, hvilket understreger det, Frobisher er; en fremmed (Eskildsens streg er genial – tredimensionel; utraditionel.)

Plottet i H.G. Wells gyserhistorie skal ikke afsløres for en eventuelt kommende tilskuer, men fremhæves bør det, at det lille samfunds på én gang småborgerlige og angstprægede personager, fint levendegøres af dels Eskildsens figurer og dels, på lydsiden, af de professionelle skuespillere. Foruden Bjarne Henriksen lægger man særligt mærke til Henrik Thomsen som Dr. Finchatton og Ejnar Hans Jensen som pastoren. At dialogen er indtalt af professionelle kunstnere gør, at den tilsyneladende fodslæbende historie pludselig bliver fængende; en kyndig replikbehandling er i sidste ende det, der gør papir til teater.

Kroketspilleren ender med at forlade byen; han vil, når alt kommer til alt, hellere spille kroket med faster. Har han glemt angsten i byen? Gjorde den intet indtryk? Bjarne Henriksens tvetydighed lader svaret blæse i vinden. Som publikum har man imidlertid fået ændret sin traditionelle opfattelse af perspektiv ift. papirteatrets scenografiske muligheder.

Forestillingen udmærker sig først og sidst ved Simon Gorm Eskildsen elegante scenografi, der på én gang tager udgangspunkt i det traditionelle papirteaters naturalistiske centralperspektiv, men samtidig udfordrer dette, når f.eks. Mr. Frobisher og Dr. Finchatton slænger sig i magelige stole på verandaen; begge set fra ryggen og i let fugleperspektiv; dristigt og vellykket. På samme vis leger Eskildsen med det modernistiske udtryk, når han lader en dialog mellem to karakterer udspille sig via to forvoksede hoveder, der glider ind foran det sorte bagtæppe. Hvem har set det før på en dansk papirteaterscene? Forestillingen har dermed, lykkeligvis, taget stilling til sin egen udsigelse; når angsten styrer, forvrides perspektivet, og ingen kan med sikkerhed sige, hvordan verden ser ud; de subjektive briller bliver de eneste, der er tilgængelige.

Foto: Papirteatret Meklenborg

Det forvrængede perspektiv, på både handlingens og det visuelle udtryks plan, er lagt i hænderne på Søren Mortensen og Marianne Thodberg, der forestår teknisk afvikling og figurføring. Mens figurerne desværre for ofte danser samba fra side til side, frem for at bevæge sig naturligt i retning af samtalepartneren, er der ingen hakken at finde i de veltimede sceneskift, der, helt uden tæppefald, binder forestillingen sammen i et helstøbt flow - godt understøttet af Undertows ildevarslende musik.

Om ”Kroketspilleren” af H. G. Wells er en oplagt historie at sætte på papirteaterscenen, er et spørgsmål, der kan diskuteres; handlingsmæssigt synes der at stå mere mellem linjerne end på dem, hvilket ikke altid er en force ift. papirteatret som medie. Når dette er sagt, præsenterer Papirteatret Meklenborg en helstøbt forestilling, hvor det visuelle udtryk effektfuldt understøtter kroketspilleren som karakter; der er uomtvisteligt tale om et fremmed perspektiv på det, man troede, man kendte….