Det er ganske vist... - om universiteter, pladsproblemer og en lille fjer.

Det rekordstore optag af nye studerende på landets universiteter – og de deraf følgende pladsproblemer med at huse dem - får mig til at bringe denne lille omskrivning af H.C. Andersens eventyr ”Det er ganske vist”, som jeg oprindeligt skrev til revyen på det nu hedengangne Nordisk Institut ved Aarhus Universitet. Teksten er fra 2011, men åbenbart stadig aktuel… og det er ganske vist!

”Det er en frygtelig historie!” sagde en studerende, og det på den kant af universitetet, hvor historien ikke var passeret. ”Det er en frygtelig historie på Nordisk Sprog og Litteratur!” Og så fortalte hun så hårene rejste sig på de tilhørende. Det er ganske vist. Men vi vil begynde med begyndelsen, og det var på en anden kant af universitetet; i Nobelparken! Det var først på eftermiddagen og solen stod højt på himmelen. En kvindelig studerende kom gående ud fra Nordisk Instituts bygning med en stol, og satte sig udenfor for at nyde solen. Med et lille smil sagde hun til en pige, der stod i nærheden: ”Her er nu mere behageligt end indendørs”.               

Den anden pige smilede venligt tilbage men gik straks ned mod kantinen og sagde til sin veninde: ”Hørte du hvad der blev sagt? Jeg nævner ingen navne, men der er en pige fra Nordisk, som måtte tage sin stol med udenfor, fordi hun ikke kan holde ud at være indendørs!”.

Og der udenfor kantinen stod en gruppe studerende, som rullede med øjnene og sagde: ”Hørte I, hvad der blev sagt? Jeg hørte det med mine egne ører! På Nordisk er der ikke plads til de studerende indendørs, så de må sætte sig udendørs. De har i den grad glemt hvad der sømmer sig for et institut!”.

”Det må jeg fortælle til min kammerat.” sagde én af drengene og løb ind i kantinen og brølede til sin ven: ”Har du hørt det? Har du hørt det? De optager så mange studerende, at der ikke er plads til dem i klasselokalerne!”. ”Hvor?” spurgte vennen? ”På Nordisk. Jeg har så godt som selv set det. Det er næsten en upassende historie at fortælle videre, men det er ganske vist!” .

”Jeg tror hvert eneste ord”, sagde kammeraten, og så løb han over i sprogbiblioteket og råbte: ”Der er to studerende på Nordisk, ja nogle siger, at der er ti, som har måttet forlade undervisningen. De stuver så mange ind i klasselokalerne, at der slet ikke er plads til dem. Det er forskrækkeligt. De kunne jo svede ihjel. Ruderne dugger allerede!”.

”Har man hørt magen!” sagde bibliotekaren og ringede over i Stakladen og sagde: ”Der er ti studerende fra Nordisk, der er døde af overophedningen i et klasselokale. Og yderligere tyve blev mast ihjel. Der er så mange studerende i lokalerne, at de må stå oven på hinanden. Det er en fæl historie. Jeg vil ikke beholde den selv. Lad gå videre.”. ”Lad gå videre” råbte folk i Stakladens kantine, og så løb historien fra studerende til studerende, og til sidst tilbage til stedet, hvorfra den egentlig var gået ud.

”Der er en hel årgang” sagde man ”som alle sammen forsøgte at flygte ud af den samme dør på én gang. De kunne ikke holde ud, at der skulle være 50 studerende i hvert lokale. De, der ikke allerede var blevet klæbet fast til kinderne på hinanden, forsøgte alle febrilsk at komme ud, ingen kunne komme nogen vegne, og så slog de hinanden til blods og faldt om - til stort tab for underviseren og til stor skam for instituttet!”

 Og den kvindelige studerende, der havde sat sin stol ud i solen foran Nordisk Institut, kendte naturligvis ikke sin egen historie igen, og da hun var en respektabel ung dame så sagde hun: ”Jeg foragter det institut, men der er flere af den slags, og det skal man ikke fortie. Jeg vil gøre mit til, at den historie kommer i avisen, så det kan gå landet over. Det har det institut fortjent!”

 Og det kom i avisen, og det blev trykt og det er ganske vist – Hvis man tror, der kan være 50 studerende i et klasselokale, så har man nok en lille fjer på!

/Thycho

            

At rejse er at...

Så har feriesæsonen for alvor fået sit tag i Danmark, men vejret synes ikke at have registreret, at danskerne længes efter grillaftner på terrassen, dage ved den solbeskinnede strand eller en lun travetur i mark og vang. Det meste af dagen står regnen ned i fede stråler og udsigten fra vinduet ligner mere oktober end juli. Det får så være, men hvordan man forholder sig til det middelmådige sommervejr er straks en anden sag..     

Mange opdateringer på Facebook handler i tiden om, hvor stor en trang folk har til at rejse langt bort til fjerne himmelstrøg, så de kan undslå sig det elendige juli-vejr. Afbudsrejser søges, man praler med sin snarlige tur til et eksotisk sted og selv en afstikker til noget ganske nærliggende, kan få fanerne til at veje – så længe det er uden for Danmark. (”Om det så er Tyskland, tager jeg derned for din skyld”, som Kristen Skjern sagde til Elisabeth Friis i ”Matador”) Dette at rejse er altså – forståeligt nok - en passion for mange… andre end mig!  

”At rejse er at leve” skrev den gæve H.C. Andersen (i et af de klare øjeblikke, hvor han ikke tegnede snirkler i sin dagbog.). Et udsagn, som jeg aldrig har følt trang til at sætte min autograf under. Dette at rejse har for mig ofte været forbundet med flere irritationsmomenter end glæder. Bevares – det er da ikke fordi, jeg aldrig har været ude at rejse. Som barn har man været på den obligatoriske campingferie til Italien, som teenager en charterferie til Korfu, hvor guiderne sang karaoke til John Mogensens ”Så længe jeg lever”, de obligatoriske skolerejser til Bornholm, London og Paris, studietur til Dublin i 2g og for nylig en tur til London – (to år siden – jo jo – men jeg oplever det som værende for nylig – alt er jo relativt.)

Man kan opleve mange spændende ting, når man rejser udenlands; museer, gamle bygninger, kogekunst ect. ect. ect. – og det kan da bestemt have sin charme, men så melder spørgsmålet sig: Hvorfor skal det absolut foregå i udlandet? For mig har der altid været noget grundlæggende irriterende i at skulle væk hjemmefra alt for længe, og hvis jeg f.eks. har været af sted en uge, har jeg hver dag tænkt: ”Nu skal jeg kun sove seks gange, før jeg skal hjem”, ”Nu skal jeg kun sove fem gange, før jeg skal hjem” og så fremdeles. Glæden ved det, man kan opleve i udlandet, er altid, helt naturligt, blevet overskygget af glæden ved udsigten til at komme hjem. Hjemme har man sine egne ting, sine film, bøger, sit tøj, man forstår sproget, man kender den valuta, der handles med, og sidst men ikke mindst kan man sove i sin egen seng. – jeg har sågar prøvet at medbringe et lille ark, hvor man hver dag kan klippe et stykke af, for at se, hvor få dage der er til ens hjemrejse. Men på turens start bliver det næsten for sørgmodigt, når man ser, hvor mange dage, der er tilbage af ferien.

Men ”Frisk mod Jeronimus – det driver over!” som salig Holberg skrev: Man finder på små ting, som kan forøge glæden, når man så endelig returnerer til de kendte himmelstrøg. Man kan, inden sin afrejse, lægge en lille seddel inden for døren til sin lejlighed, hvor der står ”Velkommen hjem”, man kan have lagt den biografi frem, man skal i gang med at læse eller man kan have købt en lille gave til sig selv, som står klar, når man kommer hjem. Jo jo – der er mange måder, hvorpå man kan motivere sig selv til at holde ud, mens man aftjener sin rejse-pligt.

Tænker man efter er der da ikke noget mere vindunderligt end en regnfuld sommer i Danmark, hvor man kan hygge sig med lige præcis det, man ikke får tid til i hverdagen; man kan læse bøger på sofaen, man kan besøge bekendte, der har en overdækket terrasse, hvor man kan sidde og drikke rødvin i tørvejr, mens regnen står ned rundt om én, eller man kan drikke te og få set afsnit 1-24 af ”Matador” i fred og ro. Man behøver slet ikke, at implicere udlandet! Jeg gør i hvert fald ikke!

For som der står på side 16 i det tillæg til begrædelserne over årets sommervejr, som aldrig blev udgivet: ”At rejse er - at længes hjem!”

(PS: En dag går snildt med 1. og 2. sæson af ”Downton Abby” (+ juleafsnittet), 1 sæson af ”Lykke” eller et gensyn med gode gamle danske film. Ak ja! Ude godt, hjemme bedst! – og jeg er i øvrigt slet ikke sikker på, at man ville kunne fremskaffe et dvd-eksemplar af ”Baronessen fra Benzintanken” på Kreta!)

/Thycho