Det er ganske vist... - om universiteter, pladsproblemer og en lille fjer.

Det rekordstore optag af nye studerende på landets universiteter – og de deraf følgende pladsproblemer med at huse dem - får mig til at bringe denne lille omskrivning af H.C. Andersens eventyr ”Det er ganske vist”, som jeg oprindeligt skrev til revyen på det nu hedengangne Nordisk Institut ved Aarhus Universitet. Teksten er fra 2011, men åbenbart stadig aktuel… og det er ganske vist!

”Det er en frygtelig historie!” sagde en studerende, og det på den kant af universitetet, hvor historien ikke var passeret. ”Det er en frygtelig historie på Nordisk Sprog og Litteratur!” Og så fortalte hun så hårene rejste sig på de tilhørende. Det er ganske vist. Men vi vil begynde med begyndelsen, og det var på en anden kant af universitetet; i Nobelparken! Det var først på eftermiddagen og solen stod højt på himmelen. En kvindelig studerende kom gående ud fra Nordisk Instituts bygning med en stol, og satte sig udenfor for at nyde solen. Med et lille smil sagde hun til en pige, der stod i nærheden: ”Her er nu mere behageligt end indendørs”.               

Den anden pige smilede venligt tilbage men gik straks ned mod kantinen og sagde til sin veninde: ”Hørte du hvad der blev sagt? Jeg nævner ingen navne, men der er en pige fra Nordisk, som måtte tage sin stol med udenfor, fordi hun ikke kan holde ud at være indendørs!”.

Og der udenfor kantinen stod en gruppe studerende, som rullede med øjnene og sagde: ”Hørte I, hvad der blev sagt? Jeg hørte det med mine egne ører! På Nordisk er der ikke plads til de studerende indendørs, så de må sætte sig udendørs. De har i den grad glemt hvad der sømmer sig for et institut!”.

”Det må jeg fortælle til min kammerat.” sagde én af drengene og løb ind i kantinen og brølede til sin ven: ”Har du hørt det? Har du hørt det? De optager så mange studerende, at der ikke er plads til dem i klasselokalerne!”. ”Hvor?” spurgte vennen? ”På Nordisk. Jeg har så godt som selv set det. Det er næsten en upassende historie at fortælle videre, men det er ganske vist!” .

”Jeg tror hvert eneste ord”, sagde kammeraten, og så løb han over i sprogbiblioteket og råbte: ”Der er to studerende på Nordisk, ja nogle siger, at der er ti, som har måttet forlade undervisningen. De stuver så mange ind i klasselokalerne, at der slet ikke er plads til dem. Det er forskrækkeligt. De kunne jo svede ihjel. Ruderne dugger allerede!”.

”Har man hørt magen!” sagde bibliotekaren og ringede over i Stakladen og sagde: ”Der er ti studerende fra Nordisk, der er døde af overophedningen i et klasselokale. Og yderligere tyve blev mast ihjel. Der er så mange studerende i lokalerne, at de må stå oven på hinanden. Det er en fæl historie. Jeg vil ikke beholde den selv. Lad gå videre.”. ”Lad gå videre” råbte folk i Stakladens kantine, og så løb historien fra studerende til studerende, og til sidst tilbage til stedet, hvorfra den egentlig var gået ud.

”Der er en hel årgang” sagde man ”som alle sammen forsøgte at flygte ud af den samme dør på én gang. De kunne ikke holde ud, at der skulle være 50 studerende i hvert lokale. De, der ikke allerede var blevet klæbet fast til kinderne på hinanden, forsøgte alle febrilsk at komme ud, ingen kunne komme nogen vegne, og så slog de hinanden til blods og faldt om - til stort tab for underviseren og til stor skam for instituttet!”

 Og den kvindelige studerende, der havde sat sin stol ud i solen foran Nordisk Institut, kendte naturligvis ikke sin egen historie igen, og da hun var en respektabel ung dame så sagde hun: ”Jeg foragter det institut, men der er flere af den slags, og det skal man ikke fortie. Jeg vil gøre mit til, at den historie kommer i avisen, så det kan gå landet over. Det har det institut fortjent!”

 Og det kom i avisen, og det blev trykt og det er ganske vist – Hvis man tror, der kan være 50 studerende i et klasselokale, så har man nok en lille fjer på!

/Thycho