fredag den 18. oktober 2013

Det er så yndigt....


Som barn syntes jeg, det var enormt spændende, når mine forældre tog mig med til bryllup. Det var for mit vedkommende, op gennem de glade halvfemsere, en strøm af ældre fætre og kusiner, der var hovedpersoner ved livets store fest. Der stod jeg så, som den lille 10- 12-årige fætter, i det, af min mor til lejligheden, udvalgte festtøj (jeg husker noget med mosgrøn rullekrave og skindvest), mens jeg betragtede det stort anlagte show. Her var kirke, en brud i marengsdragt, salmer i et umådeligt højt toneleje, stort feststed, rejecocktail, steg og is med marcipan, taler, sange, brudevals og bryllupskage (sidstnævnte nåede jeg dog som regel aldrig til, fordi jeg – mæt af indtryk - var faldet i søvn over en stoleryg). Siden 10-11 års alderen har jeg været til globryllup nogle gange, men det var først for nylig, jeg som voksen oplevede et bryllup på nært hold, da to kære mennesker – en veninde og hendes kæreste - blev gift i Aarhus en smuk efterårslørdag.

Dagen ligger nu et par uger tilbage, og her vil jeg gerne videregive nogle indtryk fra et – for en eventuel læser – ganske tilfældigt bryllup.

Min kæreste underviser i religion på stx, og hun forklarer fænomenet ”Bryllup” sådan: Brylluppet er grundlæggende er et overgangsritual, hvor kvindens primærstatus som datter understreges, når hun går ind med sin far; ekskorporationsfasen. Herefter følger den potentielt farlige liminalfase, hvor kvindes tidligere rolle skal udskilles, og hendes nye rolle skal træde i kraft qua præstens magiske ord. Den vigtigste fase, hvor ritualet henter sin effikacitet. Den nye status understreges ved, at kvinden forlader kirken med sin mand, og er ikke længere er datter men hustru; inkorporationsfasen. Her kunne man selvfølgelig ende sine iagttagelser, men da førnævnte begrebers ordlyd nærmest inviterer til en indmarch af Freud og Rødhætte, hånd i hånd, vil jeg anlægge en anden vinkel.     

Udgangspunktet for disse refleksioner er en grundforestilling om, at fænomenet en bryllupsdag par excellence er noget iscenesat og lidt kunstigt. Bestemte kostumer, bestemt koreografi, bestemt scenografi og bestemte replikker. Brudeparret fratages noget naturlighed i situationen, hvor traditioner og andres forventninger til ”et rigtigt bryllup” har tendens til at blive dominerende. Det var i hvert fald min fordom indtil den omtalte lørdag for et par uger siden. Da jeg mødte op ved kirken var jeg således i tvivl om, hvorvidt jeg ville kunne ”genkende” brudeparret og de karakteristika, særheder, grimasser og udtryk, der kendetegner dem i en almindelig afslappet situation.

På kirketrappen stod en brudgom i vårgrønt slips og et let nervøst smil og hilste på gæsterne – jo han var som han plejede – måske lidt minde rap i replikken, men hvem ville ikke være påvirket, når den eneste ene er på vej? Vel bænket i kirken sammen med mine gymnasievenner, ventede jeg nu spændt på, at vores fælles gymnasieveninde – bruden – skulle vandre ind i kirken og op til den udvalgte – og hvordan hun ville se ud, mens hun gjorde det. Orglet stemmer i med velkendte toner, dørene slås op og ind træder en meget smuk - men også noget beklemt – brud og går op mod alteret ved sin fars arm. Da hun passerer rækken, hvor vi står, vinker vi forsigtigt - men dog insisterende og storsmilende - til hende, hvilket får hende til at skære en grimasse, sende et smil og vifte med skulderen – alt sammen med underteksten ”Hold kæft, hvor kan jeg godt sige jer, at det her er vildt og overvældende, men at det samtidig er helt fantastisk” – og i dette øjeblik var marengsdragt og orgelets højtidelige buldren ikke det overskyggende. Vores skønne venindes typiske måde at reagere på i overvældende situationer skinnede igennem – og det kendetegnede resten af dagen.

Alle mine fordomme om brudepar, der ikke formår at være sig selv på deres bryllupsdag – omstændighederne in mente – blev gjort til skamme. Dette brudepar var så absolut sig selv og hele dagen fyldt af små indforståede smil, rullen med øjnene, når ”Det er så yndigt” satte ind med en toneart, der ville give en lammesky højdeskræk, en skål over til vennebordet, der blev udført på indforstået Misse Møghe-manér, rappe og kærlige kommentarer til talerne og sidst men ikke mindst en glimrende håndtering af en afventede DJ, der ikke følte, brudeparrets indmarch i en kreds af gæster, måtte være optakt til andet end at fortsætte det påbegyndte popnummer. Her brød dagens brudgom ud i originale danse-moves, mens hans kone stolt smilende rullede med øjnene og selv kastede sig ud i en freestyle.

En på alle måder afslappet og hyggelig dag, hvor traditionerne var medspillere men ikke diktatorer, og hvor gæsterne fik lov at sidde ved samme bord som dem, de kendte (hvilket jo er heldigt, når man nu er typen, der helst sidder sammen med folk, man selv havde valgt.)

Hurra for et helt almindeligt ualmindelig hyggeligt bryllup, hvor alle tydeligvis var i venners lag. Når bryllupper kan være sådan, vil jeg glæde mig til at skulle til endnu flere almindelige ualmindelige bryllupper næste år – heldigvis uden hverken skindvest eller rullekrave). Det er så yndigt – når man formår at være sig selv midt i al hurlumhejet.

PS: At jeg i øvrigt var arrangementets allestedsnærværende toastmaster, der med højt humør og køligt overblik styrede aftenen sikkert og fik ros af såvel køkkenpersonalet som gommens mormor, kunne selvfølgelig også havde været en mulig vinkel, men igen – alting behøver jo ikke at handle om mig.

 
/Thycho

fredag den 13. september 2013

Fra alle os til alle jer - om sæsonpremieren på "Vild med dans"


”Vild med dans” minder mig på mange måder om Disneys Juleshow. Kendte toner, gammelkendte figurer, nogen der danser og noget der glimter. Det elskede underholdningsprogram rullede i aften over skærmen med sin tiende sæsonpremiere og ganske som juleshowet, har programmet sit trofaste publikum, som man ikke skal skuffe. Der er ganske bestemte forventninger om både varme, vid og genkendelighed – dog med plads til den årlige overraskelse – som det sig hør og bør. Lad os for stund holde fast i sammenligningen:

Det velkendte tema lyder: ”Fra alle os til alle jer, de bedste juleønsker” med Mickey Mouse på flygel - her erstattet af vanlige latinorytmer fra the Antonelli Orchestra. Så er vi i gang. Jesper Fårekylling byder velkommen med smil og stil – programmets nye værtinde, Sarah Grünewald klarer sin ”Vild med dans”- debut med både charme og naturlighed, og hun har os i sin hule hånd. Claus Elming gemmer vi lidt – det er så sjældent man har den mulighed!

Efter velkomsten fortsætter det gode gamle forløb, og alle de kendte figurer myldrer frem på skærmen: Bambi og Stampe og alle de andre venner – gode gamle bekendtskaber. I ”Vild med dans” er udvalgte dansere blevet fast inventar: En Thomas Evers, en Michael Olesen, en Mads Vad og en Claudia Rex (som i øvrigt, i sit parløb med Basim for et par år siden, blev omtalt som ”Minnie Mouse”). Vi glædes ved gensynet.      

Nye ansigter er der også mange af, men heldigvis falder de smukt ind i omgivelserne. F.eks. kunne en flok mus med skrædderblod i årerne såmænd godt have leveret kjolen til den dansende kagebagerske, Mette Blomsterberg, og Claes Kasper Bang kunne meget vel minde os om en på én gang flirtende og kejtet Vagabond i tete-a-tete med sin Lady over den dampende italienske frilufts-spaghetti. Vi ser frem til Snehvide med Dumpe, den dansende dværg – Uffe Holms solodans er gemt til næste uge – men mon ikke det bliver både festligt og rørende!  

Dommerne må vi ikke glemme: Glamouren tilføres af den statelige Anne Laxholm og elegancen af den korrekte Jens Verner, mens en stilfærdig Nikolaj Hübbe forhåbentlig folder sig mere ud i næste program. Imidlertid giver firkløverets vulkan, Britt Bendixen, associationer til Chip og Chap i vildt parløb mellem grenene i Anders Ands juletræ. Energien og tempoet er som altid forrygende, brillerne på plads, og de sproglige blomster ligeså. ”Det var dansepolitiet der talte – De bliver løsladt i morgen” – og så er der ikke et øje tørt i studiet. Vi ville ikke være foruden de fantastiske fire bag dommerbordet, selvom vi ved, deres kritik nok skal blive hård (Claes Bang forbereder allerede sig med et bedende: ”Sig noget pænt for helvede!” – han ved, hvad der venter.)   

Lidt vand i øjenkrogen skal vi også have, og ganske som Disneys Jesper Fårekylling får os til at knibe en tårer over sit stjerneskud, skråler nationalskjalden Rasmus Seebach, midt på dansegulvet, en velklingende popserenade til Olivia. Der er skam ingen smalle steder i Bredgade!

Det første par stemmes ud i næste uge, men indtil da kan vi andre glæde os over en dejlig sæsonpremiere med glimmer, fest og farver. Publikum fik kravene opfyldt – de var der alle sammen. Om det er Mickey Mouse bag sit flygel eller tonerne fra Antonellis. Det tegner til et dejligt gensyn – måske med et par fede overraskelser.    

”HOPLA, PING PONG og PINGELING” – som Britt Bendixen sagde! Jeg glæder mig til næste fredag!

Og mht. Claus Elming …… tja – den glatte is lader til at være Bambis uafvendelige skæbne…

 
/Thycho

torsdag den 18. april 2013

"Brudstykker af en gymnasielærers dagbog" - i overenskomstens skygge.


Vi tager en ganske fiktiv gymnasielærer – lad os kalde ham X- fra en ganske fiktiv by i Danmark – lad os kalde den X-by - og herunder tager vi nogle brudstykker af hans dagbog, som den - fiktivt -kunne se ud, for skoleåret 2014/2015, hvor han er velsignet med ny overenskomst og tidsregistrering.

Mandag, d. 11.august. 2014: ”Så er et nyt skoleår er startet. Da klokken er 9.00 slår vi vores timetæller-App’s til, via vores telefoner, og går i gang med dagens forberedende møder. Jeg kommer til at spørge flere kolleger om, hvad de har lavet i deres ferier. De minder mig om, jeg kun må stille den slags spørgsmål, hvis jeg har slået min timetæller-app fra inden. Jeg siger undskyld, men den app er altså lige noget, man skal vænne sig til”

Tirsdag, d. 2. september 2014: ”Årets første faggruppemøde for mit vedkommende. Første punkt er, at vi skal aftale en akkord (faggruppe-intern naturligvis) for, hvor længe vi skal bruge på at rette opgaver. Alle har forskellige præferencer, men det er vigtigt, vi bliver enige, da vi ellers kan ende i konkurrence mod hinanden om, hvem der hurtigst retter opgaver og dermed er den bedste medarbejder. Vi aftaler 13 minutter pr. stil. Puha – jeg plejer at bruge 25 …”

 Onsdag, d. 15. oktober 2014: ”Tyve minutter til at forberede én lektion…. Det skal man lige vænne sig til. Én af mine klasser skal de næste fire lektioner arbejde med Helle Helles seneste roman  -  den er på 225 sider… Det kan jeg altså ikke nå på 80 minutter + at der skal laves arbejdsspørgsmål, planlægges CL-øvelser og oplæg til gennemgangen. Men at bruge længere tid end jeg må ….. Nej! Så er jeg jo ikke effektiv nok! Nej, det går ikke.. og dog…. Jeg vil også gerne være godt forberedt – dilemma! Jeg er en rebel! Jeg slukker min app efter de 80 minutter – og gør mit arbejde færdigt i hemmelighed. Bør jeg have dårlig samvittighed?”

 Torsdag, d. 7. november. 2014: ”Fællesmøde på lærerværelset. Ledelsen udråber sidste måneds medarbejder. Hun bliver stolt! Hun har været den mest effektive af os, og har klaret sine pålagte opgaver på mindre tid end den fastsatte. Imponerende – og hvor sidder man dog her og bliver flov over, at man ikke har det dér fantastiske timeregnskab, vi alle nu skal stræbe efter. Senere på dagen møder jeg månedens medarbejder igen. Nu er hun tvær. Hun har fået pålagt samtlige brobyggerhold i sit fag resten af året, da hun løst sine pålagte opgaver så hurtigt, at der nu er uforudset luft i hendes skema. Hun mumler noget bistert og går…”    

Fredag, d. 19. december. 2014: Nu har jeg fået styr på det med stilene. På 13. minutter kan jeg lige nå at læse en enkelt, hvis jeg undlader at rette stavefejl og tilføjer én af følgende kommentarer:

YES!
Mnjooh…!
Tjoooh…

DOH!!       

 Mandag, d. 12. januar 2015: ”Overhører to kolleger tale sammen i kopirummet.

Kollega 1: Pssst!
Kollega 2: Hvad?
Kollega 1: Ikke så højt! Kom herhen.. Jeg har gjort noget frygteligt…

Kollega 2: Hvad?
Kollega 1: Jeg har hjulpet én af de nye med at lave et forløb!

Kollega 2: Er du tosset! Det er da ikke én af dine pålagte opgaver!

Kollega 1: Jeg ville bare hjælpe hende!
Kollega 2: Sørg for guds skyld for at dit gode hjerte ikke løber af med dig en anden gang!

Kollega 1: Jamen…
Kollega 2: Åh shit! Se nu dér! Jeg må slet ikke snakke med dig, mens jeg har min app tændt!”

Tirsdag, d. 24. februar 2015: ”Jeg har lyst til at melde mig til et udvalg på skolen, der skal arrangere næste års introaktiviteter for 1g. Men nu er der ikke længere timer for overarbejde, så mon jeg skal… mon der overhovedet er nogen, der melder sig… Ideen er jo spændende, men hvis jeg samtidig skal nå at løse mine andre opgaver på minuttal… ”


Onsdag, d. 25. februar 2015: ”Udvalgsposterne blev besat men dem, der havde været effektive, og løst deres opgaver hurtigere end beregnet. Paradoksalt nok virker det pludselig som om, man skal straffes for at være effektiv..”

Torsdag, d. 5.marts 2015: ”I en time beder en elev om tid til at snakke om nogle private forhold. Jeg kan se vedkommende har det skidt, men jeg har ikke tid – min app er jo slået til!”


Fredag, d. 17.april 2015: ”Jeg skriver fyldige kommentarer til min klasses dansk-historie opgaver -  i smug! Shhhhhhh!!!”

 Mandag, d. 25. maj 2015: ”Har fået at vide, hvilke hold, der skal til eksamen, og det skal gøres ordentligt. Jeg laver helt nye eksamensspørgsmål og registrerer den tid, det faktisk tager! Jeg vil simpelthen ikke undskyld for min lyst til at gøre mit arbejde ordentligt eller lyve om, hvor lang tid jeg bruger, for at virke mere effektiv. Det kan da ikke være timer og minutter der tæller, når det handler om at gøre en indsats mht. kundskaberne hos den unge generation!!”.

Fredag d. 26. juni 2015: ”Blev kaldt ind til ledelsen. ”Du er simpelthen alt for grundig og samvittighedsfuld i den måde, du udfører dit arbejde på. Vi kommer til at savne dig!”… AK, HVOR FORANDRET!”  

Et er et søkort at forstå; et andet skib at føre…

/Thycho