Rudolf så sig om i den
grønlandske ødemark, mens en kold vind for forbi og gik gennem marv og ben. Det
postkasserøde halstørklæde, han havde fået sidste år af Julemanden i
personalejulegave, blafrede i vinden og Rudolf skuttede sig. Han havde netop
sagt sin stilling hos Julemanden op. Det var egentlig ikke fordi, Rudolf var
utilfreds med at være Julemandens yndlingsrensdyr - bevares, der var da hårde
dage jobbet (som når Julemanden eksempelvis ikke roste ham tilstrækkeligt, og
Rudolf, i frustration over ikke at føle sig set og anerkendt, måtte være
teatralsk undseelig en hel dag, indtil Julemanden selv kom og spurgte, om der
var noget galt – et scenario der kunne vare i op til flere dage!), men i alle
årene havde Rudolf dog følt, han havde gjort en væsentlig forskel, og det må
vel være det væsentlige i et arbejdsliv. Men nu havde han alligevel sagt sin
stilling op! Julemanden var blevet rasende, og havde både råbt, hoppet op og
ned, truet med både bål, brand og en højtlæsning af Anders Fogh Rasmussens “Fra
socialstat til minimalstat” (hvilket ellers nok kunne få de fleste til at makke
ret - og drømme om at rive et par sider ud), men Rudolf stod fast. Han følte
sig rastløs, uden mål i livet og helt tom inden i. Han vidste ikke længere,
hvad der var meningen med det hele. Havde han indfriet de mål, han havde haft
som lille? Havde han udnyttet sit potentiale? Hvorfor var det kun alle andre,
der havde spændende liv og postede selviscenesatte billeder af forstadsidyl og
eksotiske ferier i Marokko på de sociale medier? Rudolf var i eksistentiel
krise. “Nu må du simpelthen have mig undskyldt” hvæsede julemanden. “Du er et
rensdyr, og du skal slet ikke have andre ambitioner end at være der, hvor du
allerede er! Dit job er at køre med min kane og finde vej på min rute julenat,
Thats it. Farvel og tobak, pomfrit! Hvis du ikke tilsidesætter din egoistiske
eksistenskrise og prøver at bidrage lidt til din omverden, så bliver der ingen
jul i år, for du er den eneste, der kender gaveruten!”. Rudolf havde sukket: “Så
bliver der ingen jul” - og med de ord var han travet ud i kulden og bort fra Julemanden
for at realisere sig selv. Rudolf havde ikke til hensigt at ødelægge julen, men
her måtte han lytte til sig selv, og hvis han ikke var i balance, kunne han
ikke være noget for andre! Altså var han først nødt til at finde ud af, hvordan
han kunne være noget for sig selv. (Her sendte Rudolf igen tanke til Anders
Foghs litterære frembringelse, som hans grandtante Jytte altid havde anført var
perfekt til at modvirke ubalance i ethvert hjem; bogen havde i mange år været
brugt til at stabilisere et løst ben under hendes spisebord). ”Åh” sukkede
Rudolf ”Den her slags kriser plejer at tage op imod 24 dage om at løse sig.” –
og det kunne der jo være noget om!