torsdag den 30. november 2017

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 1. afs.

Rudolf så sig om i den grønlandske ødemark, mens en kold vind for forbi og gik gennem marv og ben. Det postkasserøde halstørklæde, han havde fået sidste år af Julemanden i personalejulegave, blafrede i vinden og Rudolf skuttede sig. Han havde netop sagt sin stilling hos Julemanden op. Det var egentlig ikke fordi, Rudolf var utilfreds med at være Julemandens yndlingsrensdyr - bevares, der var da hårde dage jobbet (som når Julemanden eksempelvis ikke roste ham tilstrækkeligt, og Rudolf, i frustration over ikke at føle sig set og anerkendt, måtte være teatralsk undseelig en hel dag, indtil Julemanden selv kom og spurgte, om der var noget galt – et scenario der kunne vare i op til flere dage!), men i alle årene havde Rudolf dog følt, han havde gjort en væsentlig forskel, og det må vel være det væsentlige i et arbejdsliv. Men nu havde han alligevel sagt sin stilling op! Julemanden var blevet rasende, og havde både råbt, hoppet op og ned, truet med både bål, brand og en højtlæsning af Anders Fogh Rasmussens “Fra socialstat til minimalstat” (hvilket ellers nok kunne få de fleste til at makke ret - og drømme om at rive et par sider ud), men Rudolf stod fast. Han følte sig rastløs, uden mål i livet og helt tom inden i. Han vidste ikke længere, hvad der var meningen med det hele. Havde han indfriet de mål, han havde haft som lille? Havde han udnyttet sit potentiale? Hvorfor var det kun alle andre, der havde spændende liv og postede selviscenesatte billeder af forstadsidyl og eksotiske ferier i Marokko på de sociale medier? Rudolf var i eksistentiel krise. “Nu må du simpelthen have mig undskyldt” hvæsede julemanden. “Du er et rensdyr, og du skal slet ikke have andre ambitioner end at være der, hvor du allerede er! Dit job er at køre med min kane og finde vej på min rute julenat, Thats it. Farvel og tobak, pomfrit! Hvis du ikke tilsidesætter din egoistiske eksistenskrise og prøver at bidrage lidt til din omverden, så bliver der ingen jul i år, for du er den eneste, der kender gaveruten!”. Rudolf havde sukket: “Så bliver der ingen jul” - og med de ord var han travet ud i kulden og bort fra Julemanden for at realisere sig selv. Rudolf havde ikke til hensigt at ødelægge julen, men her måtte han lytte til sig selv, og hvis han ikke var i balance, kunne han ikke være noget for andre! Altså var han først nødt til at finde ud af, hvordan han kunne være noget for sig selv. (Her sendte Rudolf igen tanke til Anders Foghs litterære frembringelse, som hans grandtante Jytte altid havde anført var perfekt til at modvirke ubalance i ethvert hjem; bogen havde i mange år været brugt til at stabilisere et løst ben under hendes spisebord). ”Åh” sukkede Rudolf ”Den her slags kriser plejer at tage op imod 24 dage om at løse sig.” – og det kunne der jo være noget om!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar