Rudolf og julehandlen - en adventskalender: 2. søndag i advent

Efter det, Rudolf havde været udsat for i de 120 julekalenderafsnit, hvori han de seneste fem år havde været det strålende midtpunkt, skulle man ikke tro, der var ret meget, der kunne komme bag på ham. Her kunne man naturligvis indvende, at der jo aldrig er to år, der er ens, men når det handler om julen, forventede Rudolf dog generelt en vis genkedelighed i sagerne. De seneste fem år var december f.eks. hver gang startet ud med en gåde, der skulle løses, fordi en væmmelig superskurk ville forpurre juleglæden for børn – og rensdyr – i alle alders- og socialklasser. Jo, det var det forventelige.

Efter en uges hårdt arbejde, hvor han havde forsøgt at forpurre Donald Trumps plan om at indtage stillingen som julemand fjerde søndag i advent, måtte Rudolf dog sande, at intet var, som det plejede. Da han, den anden søndag i advent, hen på eftermiddagen, træt lod sig falde om, i den københavnske hotelsuite, han havde fået klovene i, måtte han tænke den seneste uges forløb igennem, for at prøve at forstå, hvad der var på spil.

Mandag, d. 2 dec. var Rudolf og universitetspraktikanten Solveig ankommet til Christiansborg slot i København, hvor de ville opsøge Statsministeren, da hun måtte være den rette til at standse Trump – hun havde i hvert fald tidligere kaldt ham absurd, og det er jo altid en god begyndelse.

Frank og fro trådte Rudolf ind i vagten på folkestyrets højborg, hvor en træt sikkerhedsmand, der lignede én med stærke rødder i hjemmeværnet – og/eller den lokale bagerbutik-, sendte ham et mat blik og spurgte, hvad ideen var med at sende et talende rensdyr; om det var en slags practical joke? Rudolf, der ikke brød sig nævneværdigt meget om ikke at blive taget seriøst - idet det bragte ubehagelige minder tilbage om hans – og de fleste andres- folketid – forklarede venligt men bestemt, at han havde et vigtigt ærinde og derfor omgående måtte tale med statsministeren. ”Ja, den er god med dig” sagde hjemmeværnsvagten, der for øvrigt hed Leif og elskede Mozarts sonater. ”Hvad tror du, statsministeren ville sige, hvis jeg ud af det blå, sender en talende elg ind på hendes kontor?”. ”Elg!?” hylede Rudolf, hvis tålmodighed allerede havde været hårdt prøvet, da Julemanden, forrige år, havde brugt utallige eftermiddage på, med sine sagesløse ansatte som prøvekaniner, at tilegne sig en nye pakkestrategi, når der skulle gavepapir og bånd omkring legetøjet. Seancerne var blevet døbt ”paktionslæring”, og det begreb sagde vel egentlig det hele…..

”Åh en gæst. Hvor hyggeligt. Kom med mig! – så længe du ikke er radikal” sagde en, noget jysk, kvindestemme bag Rudolf. Han vendte sig om og fik øje på Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, der virkelig lignede én, der trængte til selskab. ”Jeg ville bare…” begyndte Rudolf. ”Det behøver jeg ikke høre” sagde Mette Frederiksen på klingende jysk ”Bare du vil underholde mig lidt, så jeg ikke skal forholde mig til den latterlige finanslov!”

”Hvorfor er finansloven latterlig?” spurgte Rudolf, da han var landet på en skammel på Statsministerens kontor. ”Jeg kan godt sige dig” begyndte Mette F, ”at næst efter indførelsen af Teams som platform for vores interne kommunikation her på Christiansborg, som sætter ganske nye standarter for, hvordan noget kan være både besværligt og unødvendigt på én og samme tid, så er de finanslovsforhandlinger simpelthen ved at give mig endnu flere grå hår, end selv en gæv jysk pige kan klare med en hårfarvning i håndvasken. Har du set, hvem jeg er omgivet af? Alle de der tåbelige småpartier, der himler op om deres mærkesager. Mærkesager, Vorherre bevares!; det kan man have på et posthus! Jeg havde også mærkesager; Arne og børnene f.eks, men den slags fatamorganaer holder altså ikke i den politiske virkelighed. Alligevel skal jeg høre på klagesangen fra SF og de Radikale, når de føler sig overset. Så vil de have minimumsnormeringer, så vil de en klimalov, og Gud ved, hvad det næste bliver; ministerposter måske? Jeg har da aldrig hørt noget så uigennemtænkt; så kunne jeg da lige så godt være gået i regering med Lars Løkke.

Rudolf var nødt til at afbryde Statsministeren; ikke fordi han følte, det var specielt høfligt, men hun talte virkelig meget, og han havde sådan set småtravlt. ”Hvis du hjælper mig, så hjælper jeg dig med alle de irriterende støttepartier” sagde han. ”Nej nej” svarede Mette ”Nu har vi jo fået en finanslov, hvor de andre får lov at lege miljørigtige, så der er ro på et par måneder, tænker jeg. Men hvad kan jeg gøre for dig?”

Rudolf begyndte at fortælle, og inden han havde set sig om, havde han siddet fem-seks dage på Mette Fs kontor og diskuteret det store spørgsmål, som han søgte svar på. Det var egentlig ikke fordi, Trumps planer om at blive julemand interesserede Mette F. så forfærdelig meget; hun ville primært bare gemme sig for ikke at blive fedtet ind i finansloven – eller for ikke at blive spurgt ind til, hvorfor regeringen ministre kun ansatte særlige rådgivere med samme holdning som de selv – den slags trivialiteter forstod hun virkelig ikke, nogen kunne gå op i… Hvis man skulle have en ny vase til sit hjem, købte man vel også én, der matchede det, man havde i forvejen…

Rudolf fremførte sin bekymring; hvordan skulle de standse Trump og hans ønske om at blive julemand. ”Jeg tror, du har hørt forkert” sagde Mette F. ”Jeg har lige siddet til NATO-topmøde med manden, og der var ingenting at mærke på ham. Altså han er stadig muggen over, han ikke måtte købe Grønland, men Morten Østergaard er også stadig sur over, han ikke fik en ministerpost – eller geneelt bare indflydelse - , og sådan er der jo så meget. Jeg tror, det er en undskyldning, der dækker over noget andet. Ligesom med indførelsen af ”Teams”. Måske vil nogen straffe os for alle de løfter, vi har brudt på så kort tid  - nej, det er ikke slemt nok til så hård en straf! – men altså: Trump sidder fint i føresædet i USA- og nu har jeg endda lige sponsoreret fire jagerfly til ham, han kan lege med – så der er ingen ko på isen. Den julemandshistorie er en and, og hvem der så er skurken, når nu det ikke er Donald Trump; tja… det må du jo prøve at finde ud af. Vil du for resten havde en vissen rose med hjem til vindueskarmen? Jeg har et ton af dem tilovers fra valgkampen, og jeg tænker ikke at hverken de – eller vores politik – holder til næste valg.   

Rudolf var forvirret, men takkede for dårlige råd og visne roser, og gik ud af Christiansborg for at finde et hotel. Pludselig kom han i tanke om Solveig. Hvor i alverden var hun blevet af? Solveig var såmænd blevet træt af at vente på Rudolf i vagten på Christiansborg, og var derfor selv gået på opdagelse. Her stødte hun på en yngre, noget hulkindet og lidt altmodisch udseende herre, der stod i et hjørne og vred sine hænder. ”Jeg er bare ved at få dårlige nerver” sagde den yngre mand, som hed Jakob. ”Vi har i min folketingsgruppe en nisseordning her i december, og i dag har jeg fået den der modbydelige fondantkage, som ser ud som om, den er direkte importeret fra bageren i Hadsund eller lignende steder. Jeg har prøvet at samle trådene de seneste par måneder, men det er fuldstændig håbløst. Alle siger, hvad der passer dem, bliver skilt og holder foredragsturneer og indgår i romantiske forbindelser med udtjente popsangerinder – fuldstændig uden at koordinere det med mig! Skulle det forestille et parti, man ved, hvor man har? Nej, det sejler. Sejler siger jeg. Det danske forsvar er en ren lejrskole i sammenhæng med Christiansborg. Hvorfor blev jeg ikke bare folkeskolelærer; der kan man i det mindste skælde folks forældre ud, hvis der er dårlig opførsel i luften; her skal jeg bare tåle og tåle og tåle, og ingen af de tosser kan finde ud af noget om helst. Hvis du ser en bog med overskriften: ”Efter befrielsens øjeblik – stemningsrapport fra os, der sad tilbage med lorten ”, så er det min biografi. Jeg siger det bare. Du er velkommen til at tage et stykke kage med, når du går. Den ser mig noget klæg ud – og hvis du ser én fra Liberal Alliance, så bare sig, at jeg er gået i hi for vinteren - eller er ude at køre golfvogn!” og med disse ord forsvandt den yngre mand diffust hen ad en lang gang.

Solveig så lidt desorienteret efter ham; så mange dyre ord og dog så lidt handling; der måtte klart være tale om en venstremand.

Hvem der egentlig ville ødelæge julen, hvis det alligevel ikke var Trump, hvem der havde bagt fondantkagen, og hvorfor små partier altid er dem, der råber højst, havde Rudolf og Solveig nu en uge til at finde ud af....         

Rudolf og julehandlen - en adventskalender: 1. søndag i advent

Rudolf havde forestillet sig, at julen 2019 skulle være en stille én af slagsen. Slut måtte det være med alle de halsbrækkende eventyr, der de seneste fem år så nådesløst var skyllet ind over ham. Ja, det var ligegodt pokkers, at han stadig var i live, når man tænkte på, han havde været udsat for både krokodiller, frihedskæmpere, smægtende forstadsfruer og fagforeningsfolk. Men nu skulle piben få en anden lyd, nu skulle det være slut med alt det drama, nu skulle Rudolf have en rolig jul uden overraskelser.

Desværre var den første overraskelse allerede dukket op 1. november, da Rudolf var blevet pålagt at tage sig af en universitetspraktikant. Rensdyret Solveig var opsat på en forkromet karriere som rensdyr hos julemanden, og i anledning af en større skriftlig opgave ville hun nu researche og indsamle data, hun kunne bruge i sit projekt. Det handlede om rensdyrenes arbejdsbelastning – og vilkår – det var jo sparetider, forstås. Rudolf gøs ved tanken om både research og data; så længe målet ikke var at bygge en carport, skulle man simpelthen lade den slags naturvidenskabelige trivialiteter ligge hengemt så længe som overhovedet muligt.

Efter en måned i Solveigs selskab måtte Rudolf nu sande, at unge rensdyr er beriget med en overvældende nysgerrighed, som ikke var af det gode. Solveigs mund stod aldrig stille, og hendes spørgsmål kendte ingen grænser. ”Hvorfor kører Julemandens kane på benzin og ikke på diesel?”, ”Hvor mange kilo må kanen højst læsses med, hvis man skal transportere det hele forsvarligt?”. ”Holder rensdyr julefrokost?”. ”Hvorfor ændrede Go’ aften Danmark navn til Go’ aften live?” osv. osv. osv. Solveig blev ved og ved og ved. Hvis det var den iver, alle på universitetet var udstyret med, så kunne Rudolf kun foreslåm, at adgangskravene blev skærpede, så de, hvis gennemsnit var over 7, blev nægtet adgang; det skulle nok sætte en stopper for entusiasmen.

Den første december blev det Rudolf for meget; ”Solveig, med fare for at være uhøflig, så er jeg nødt til at fortælle dig, at du er trættende – ja, jeg sagde trættende! Det eneste, du ævler om, er dit projekt, og med al respekt; så interessant er det altså heller ikke. Du render i hælene på mig hele tiden, og det er mildest talt til at få kryb af. Hvad er det for en seddel du har i hånden?”. Rudolf skulede til en lap papir med håndskrevne noter, som Solveig triumferende stod og viftede med. ”Det er dine opgaver som min vejleder” sagde hun selvtilfredst. ”Opgaver?? Nu må jeg bede om mine himmelblå” hylede Rudolf, der aldrig var gået af vejen for at springe over hvor gærdet var lavest – i hvert fald, når der var tale om anliggender, der ikke fangede hans interesse. ”Der står” begyndte Solveig ”at du for det første har pligt til at give mig respons på det, jeg løbende skriver til min opgave (Rudolf tænkte, at det sikkert ville blive mere effektivt – og læseligt – hvis Solveig satte sig ned på en stol og skrev, men hvad vidste han om moderne undervisningsmetoder endsige om akademisk opgaveformalia). At du, for det andet, skal lade mig udføre dine rensdyr-opgaver med jævne mellemrum og give mig respons på min indsats, og for det tredje; du skal skrive mig en afsluttende udtalelse, hvor du vurderer, hvorvidt jeg er egnet til at være Julemandens rensdyr”. ”Det er det mest tåbeligt, jeg nogensinde har hørt” råbte Rudolf og holdt lapperne afværgende frem for sig. ”Hvem har dog fundet på den slags? Vent! Du behøver ikke svare (Rudolf havde jo læst et og andet om universitetet og ønskede næsten, at Solveig havde været offer for én af disse fejl, hvor ens uddannelse pludselig ikke gælder alligevel, fordi man mangler ects-point; så kunne han da være sluppet for at slæbe rundt på hende i årets travleste måned). 

”Jeg vil ikke finde mig i det her” vrælede Rudolf. ”Jeg går til Julemanden og klager”. Og som sagt så gjort; Rudolf spankulerede lige ind på Julemandens kontor, smækkede døren i efter sig og var parat til en længere monolog om misbrug af stort talent og manglende mad i kantinen og om, hvordan Julemanden overhovedet kunne finde på at indføre et nyt it-system blandt sine ansatte, når der kun var IT-bemanding på kontoret to x tyve minutter om ugen – og det var kun begyndelsen!

Rudolf blev imidlertid en anelse overrasket, da han så sin chef sidde i en transportkasse med teksten ”Bahamas” klistret udenpå. ”Hvad skal det dér forestille, chef? Hvorfor i alverdens riger og lande er du ikke i gang med at producere julegaver, læse ønskelister eller sætte min løn i vejret?”.

Julemanden, der tydeligvis ikke havde regnet med at skulle redegøre for sit forehavende, begyndte spagt på en søforklaring om, at det nogle gange var godt for en chef at praktisere kassetænkning, men den lod Rudolf sig ikke spise af med. ”Hvis ikke du fortæller mig, hvad der foregår, så kan du selv få lov til at slæbe rundt på den infame universitetspraktikant, du har sendt mig på halsen, og tro mig; så bliver julen alt andet end fredelig -  og må jeg så bede om en forklaring!”. Julemanden (der i sit stille sind tænkte, at Rudolf måtte være en meget skattet medarbejder, siden man år ind og år ud kunne holde hans evindelige - om end ganske velformulerede - ordstrøm ud) rømmede sig og begyndte:

En dag i november var han blevet ringet op af den amerikanske præsident, Donald Trump, som meget gerne ville have lov at købe Julemandstitlen (han havde tidligere på året forsøgt at købe Grønland, men her var en et par truede sæler og en vranten jysk socialdemokrat kommet i vejen.) Præsidenten havde tilbudt Julemanden et uhyre højt beløb, et sommerhus på Bahamas samt et signeret eksemplar af sin biografi ”Bedstefar med slag i – en biografi om hårretninger og harske håndtryk”, og hvem kunne sige nej til sådan en slagtilbud. Som sagt så gjort; Julemanden var på vej til Bahamas og 4. søndag i advent ville Præsident Trump indtage sine nye stilling som julemand. 

Rudolf var måløs: ”Jamen, jamen, det kan du da ikke. Hvad så med julen, hvad med mig- og hvad med mexikanerne?? Julemanden påpegede, at gaverne sikkert kun ville gå til de, der bakkede præsidentens politik op, men man kunne jo ikke vinde hver gang, og måske havde verden også fået nok af julegaver i tidens løb. ”Lad os se det i øjnene, Rudolf; julen er blevet en forretning, så nu stempler jeg ud, mens I andre må trækkes med amerikanerne.” og med de ord lukkede Julemanden låget til fragtkassen og havde ikke mere at sige.

”Det er ikke sådan, man bedriver julehandel!” råbte Rudolf, da Solveig pludselig stod på kontoret og spurgte, hvornår de skulle holde evalueringsmøde – eller i det mindste foretage en forventningsafstemning. ”Er du blevet fuldstændig ravende vanvittig?” skreg Rudolf. Julemanden har solgt Julemandstitlen og – ansvaret til en excentrisk selvpromoverende amerikaner med en alt for ung kone en del på samvittigheden. ”George Clooney?” udbrød Solveig spørgende. ”Nej, din tåbelige bogorm! Den amerikanske præsident har købt Julemandens titel og fra fjerde søndag i advent er det ham, der er Julemanden. Hvordan tror du det bliver?”. ”Magert for mexicanerne -  og Hilary” mumlede Solveig og efterspurgte en udspecificeret tidsplan for sin praktik. ”Det eneste, du skal nu, er at hjælpe mig med at afværge den her katastrofe. Vi skal have den fatale julehandel annulleret; men hvordan?”. ”Jeg har det” sagde Solveig. ”Den amerikanske præsident har forsøgt at købe Grønland, men der fik han nej af den danske statsminister. Måske kan hun hjælpe os. Hun lyder til at have erfaring med at annullere andres fikse ideer – bare spørg de radikale, eller Arne!”

Rudolf fattede ikke, hvad Solveig fablede om, men der var ikke mere tid. Snart sad de to rensdyr i et fly på vej mod Danmark, og hvad de oplevede der, skal vi høre 2. søndag i advent.         

Når eventyret fortsætter...

Nogle tanker om at finde tilbage til en hobby og om arbejdet frem mod en repremiere.

af Thyge Cosedis Holting

Vita brevis ars longa

På min 32 års fødselsdag i 2017 fik jeg et lille dukketeater i en papæske forærende af en god kollega. Over prosceniet stod “Vita brevis ars longa” - livet er kort, kunsten lang.

Det var 12 år siden, jeg sidst havde beskæftiget mig med modelteater. Efter en opførelse af “Snedronningen” på Fyn i 2005, da Dansk Modelteaterforening fejrede H.C. Andersens 200 års fødselsdag, blev teatret sat på pause til fordel for et universitetsstudium og siden 2011 for mit arbejde som dansk- og dramatiklærer i gymnasiet. Forud lå årene fra jeg var mellem 12 og 20 år, hvor jeg praktisk talt spillede modelteater i døgndrift; jeg turnerede med forestillinger for børnehave- og skolebørn, jeg var et aktivt spillende medlem af foreningen, og det meste af min verden havde drejet sig om modelteater. Men fra 2005 var der dømt pause.

Min gymnasielærerkollega havde imidlertid hørt rygter i byen om (ja, Randers er en lille by), at jeg havde er fortid som turnerende modelteaterspiller og var nysgerrig på, hvad det nu var for noget. Jeg begyndte at fortælle, og pludselig gik der ild i huset (som dronningen nok ville have udtrykt det); min interesse for modelteater vågnede på ny. Mit gamle C-teater blev fundet frem fra mine forældres kælder, pakket ud og stillet op i min stue, hos Priors Dukketeatre og Oldfux begyndte jeg igen at købe ark, og så var alt ved det gamle – eller…? For hvordan er det, man som et voksent menneske i 30’erne godtgør over for sine omgivelser, at man er fascineret af at skabe teaterforestillinger i pap og papir, male dekorationer, føre figurer og iscenesætte store dramaer på den lille scene? Det tog et par år, før jeg stod ved min genfundne hobby, men i dag er jeg stolt af den, for den er unik. De, jeg fortæller om den, synes, det lyder spændende, anderledes og vil gerne se en forestilling.

For mig er modelteater en kunstform på lige linje med andre teaterformer, og grænserne for, hvad man kan opføre på den lille scene, er vide. Der er absolut noget, der skal udforskes. Min genindmeldelse i Dansk Modelteaterforening har været en stor drivkraft, da både ”Suffløren” og ”EPT” er gode kilder til inspiration.

I dag siger jeg stolt, at jeg spiller modelteater, hvis nogen spørger, og jeg er meget taknemmelig for det lille teater i papæsken, der for et par år siden pustede nyt liv i min gamle hobby! Der er uanede muligheder for, hvad der kan sættes på den lille scene, hvordan det kan se ud og hvordan, det kan spilles! Sikken et slaraffenland af kunstneriske udfordringer at få adgang til igen! 

Vita brevis, ars longa!

Et juleeventyr – 18 år senere

Det første projekt, jeg har taget fat på, er en genopsætning af Charles Dickens’ klassiker ”Et juleeventyr” fra 1843, som jeg spillede første gang i år 2001. Hertil hører lidt forhistorie:

En decemberlørdag i år 2000 så jeg som 15 årig ”Nøddebo Præstegård” på Svalegangens Dukketeater. Under det obligatoriske kig bag scenen efter forestillingen henvendte en mandlig tilskuer sig til Per Brink Abrahamsen med ordene: ”Hvad med at spille ”Et juleeventyr” af Dickens?” og Per svarede: ”Ja, det ville være oplagt, men den skal jo tegnes først”. Så var den sag afgjort; jeg ville lave min egen opsætning af ”Et juleeventyr” – hvor svært kunne det være?

I løbet af en eftermiddag havde jeg omsat Dickens fortælling til et modelteatermanuskript (mit første af slagsen; senere fulgte bl.a. ”Gøngehøvdingen”), og de næste par måneder gik med at tegne og male dekorationer og figurer, klæbe op, skære ud og tilpasse mit - dengang temmelig primitive - lysanlæg, så den kommende juls ånd kunne ankomme i det rette grønlige skær. Jeg spillede dengang alle mine forestillinger live, og det gjaldt naturligvis også ”Et juleeventyr”, hvilket betød, der måtte afsættes tid til at lære dialogen udenad. 

Forestillingen fik premiere ved Jyllandskredsens dukketeaterweekend i foråret 2001. (Man kan måske diskutere, hvorvidt forestillingens titel og premieretidspunktet klædte hinanden – men lad det nu ligge).  Det følgende år gæstespillede jeg både i Fyns- og Sjællandskredsen med forestillingen, og jeg kan ikke undlade at citere foreningens mangeårige medlem Tage Nielsen, der anmeldte forestillingen i ”Suffløren” med ordene: ”(…) da den var slut, var jeg ked af, at den ikke varede længere. Jeg glemte at ryge under hele forestillingen, og det siger ikke så lidt”.      

Gennem årene, mens jeg holdt pause fra modelteatret, har denne forestilling ofte været i mine tanker, og i ledige stunder har jeg tegnet flere skitser til, hvordan nye dekorationer og figurer kunne se ud, hvis der nu engang blev tid… – modelteatret slipper jo aldrig sit tag, når det først har fået fat – heldigvis.

Da jeg i 2017 tog modelteaterhobbyen op igen, havde jeg stor lyst til at gøre alvor af en genopsætning af ”Et juleeventyr”, for det er i den grad en fortælling, som er velegnet til den lille scene; den giver mulighed for både spændende scenebilleder og en række effekter, men først og sidst er det en gribende historie; den gamle, nærige og hårdhjertede forretningsmand Ebenezer Scrooge dømmes til en frygtelig skæbne, hvis han ikke drager med fortidens, nutidens og fremtidens juls ånder på en natlig rejse, hvor han konfronteres med sine fejl, følelser og fortrængninger og derigennem lærer et og andet om julens - og livets - sande værdier. Fortællingen har en fin dybde, jeg ikke skænkede mange tanker som 15 årig, men som tiltaler mig meget i dag; teater – og modelteater – handler for mig først og sidst om følelsesformidling.  

Et gensyn med mine gamle dekorationer og figurer fra 2001 bekræftede mig i, at forestillingen trængte til en ny scenografi. Man skal aldrig kassere det gode, der har været, men jeg må dog konstatere, at mine tegneevner - og sans for valg og sammensætning af farver – lykkeligvis har udviklet sig med årene. I dag undrer jeg mig f.eks. over, hvorfor Ebenezer Scrooge skulle have syregrønne vægge på sit kontor og lilla vægge i sit soveværelse. Om han havde det, kan vel kun Dickens svare fyldestgørende på, men lidt research i Victoriatidens klædedragter og interiører ledte mig i retning af et andet farvevalg end det, mit 15 årige jeg havde foretaget. Min oprindelige tanke var, at det blot var enkelte dekorationer, der skulle gentegnes, og at figurerne var brugbare, som de var. Efter en proces på to år er hele forestillingen imidlertid nytegnet, delvist plastiske dekorationer, som f.eks. Ebenezer Scrooges kontor, er fabrikeret, ligesom figurerne har fået bagsider og et par stykker endda er gjort bevægelige. Det føles herligt, at være sin egen scenograf, og flere medlemmer fra foreningen har vist interesse for mine ark til forestillingen, hvad jeg ikke kan lade være at glæde mig over.

Belysning må der til, og jeg råder nu over det fineste LED-lysanlæg, fabrikeret af Tagskæggets Mikroværksted. Med forlys, fem herter i teatrets loft og en herte til horisonten – og tre farver i hver enkelt lampe – er kombinationsmulighederne nærmest uendelige. (Havde jeg haft en så avanceret teaterbelysning til min rådighed, da jeg gik i gymnasiet, så havde jeg aldrig fået en studentereksamen). Lysprøver på de enkelte dekorationer er stadig noget, jeg arbejder med (- jo flere lamper jo flere skygger, der skal bekæmpes), men stemningsfuldt det bliver det.

Mht. lydsiden, spiller jeg ikke længere live, men foretrækker en indtalt dialog, der kan mixes med musik og lydeffekter for at understrege forestillingens forskellige stemninger. Lykkeligvis indspillede jeg ”Et juleeventyr” på cd efter den sidste opførelse i 2005, så jeg havde en lydside til evt. senere brug. Denne lydside – med mig selv i alle rollerne – har jeg i 2019 viderebearbejdet med ny mellemaktsmusik og flere lydeffekter. Jeg synes, den er blevet både dramatisk og stemningsfuld, men om jeg har ret, må kommende tilskuere bedømme. 

Meget er således klappet og klart. Jeg er i gang med iscenesættelsen af ”Et juleeventyr”, og i skrivende stund - juli 2019 -, tror jeg på, jeg bliver klar til en repremiere sidst på året, selvom der er mange projekter, der skal passes (– pludselig bliver jeg i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet har været uden for i sommer. Når modelteatret – og teater i det hele taget - trækker, har tid og sted en tendens til at forsvinde).

Som opsummering kan jeg med glæde slå fast, at ”Et juleeventyr” lever videre på mit modelteater 18 år efter, jeg begyndte at arbejde på forestillingen. Med min genfundne modelteaterinteresse in mente, kan jeg således, både i konkret og overført betydning, konstatere, at eventyret fortsætter!

– og det er der ikke noget ”Humbug!” ved.

Anmeldelse: "Erasmus Montanus" - Aarhus Teater

Guds lys i sort og hvidt

En anmeldelse af genopsætningen af Christian Lollikes gendigtning og iscenesættelse af Ludvig Holbergs ”Erasmus Montanus”. 

Set på Aarhus Teater, d. 25/2 - 2019

Det ligner et dukketeater: Bagtæppe med himmel, sidekulisser med træer og lave bondehuse, sætstykker med høns og grise og sågar sofitter med gemytlige lammeskyer, som svæver over scenen. Alt i pap og to dimensioner. I scenens baggrund på toppen af de trin, Aarhus Teaters scene består af til denne iscenesættelse af Holbergs gamle komedie om bondestudenten, der har læst sig latterlig i hovedstaden, troner landsbykirken; kridhvid mens alt andet er holdt i grå farvenuancer. På bagtæppets himmel falder sollyset i hvide stråler ned mellem de grå skyer. Det minder om et maleri fra barokken; lad Guds klare lys skinne over de fortabte og lede dem. Det ligner et dukketeater, men hyggeligt er det ikke.

Christian Lollikes gendigtning og iscenesættelse af Holbergs komedie sætter religionen i fokus på en konfronterende og provokerende måde og distancerer sig allerede ved åbningsbilledet fra det Kongelige Teaters opsætning i 2014; her var Erasmus den hvidklædte frelser, der kæmpede sig frem i en landsby af larmende staffage og en farveeksplosion af rokokokostumer. Et fyrværkeri af latterlighed og skaberi, den arme Erasmus ikke kunne bekæmpe. Christian Lollike går en anden vej:

På Aarhus Teater glider personerne ind fra siderne som dukketeaterfigurer ført på stænger af en hånd udefra (eller ovenfra?) Et kor foran kirken synger en salme – det gør de jævnligt forestillingen igennem. Tempoet i sang og bevægelse er langsomt og faretruende. Det daglige arbejde udført under Guds strenge opsyn, hvad enten det er at spise, køre en trillebør eller bære en gris i pap over scenen. Jo, alt er af pap – og den tredje dimension findes ikke – i mere end én forstand.

 Jeppe Berg, Erasmus far, har fået et brev fra sønnen i København. Det er skrevet på latin og der må hentes hjælp til at kommunikere familiens medlemmer imellem. Far Jeppe og Mor Nille (Anders Baggesen og Lotte Andersen i evig underdanig og apatisk undren) er placeret frontalt ud mod publikum, og henvender sig aldrig fysisk til hinanden – det gør de øvrige personer heller ikke. Alle taler ud i luften med forstenede ansigter og en gestik og mimik, der indimellem fastfryses i rystende billeder af manglende kontakt mennesker imellem.

Per Degn er gudskelov på bjerget endnu (Jacob Madsen Kvols i selvhøjtidelig afstumpethed) og skal nok vide at sætte Erasmus til vægs, thi han har studeret latin og for folkene på bjerget er han den åndelige vejleder og Guds direkte talerør. Tilmed taler han stadig latin og når ”panis gravis” betyder grovbrød og ”anal” betyder kordreng (og ”oral” da i øvrigt det samme) er publikum nok med på, af hvilken kvalitet Per Degns lærdom er. Men hvem skulle sige ham imod i et lille indspist bondesamfund, hvor alt er styret en næsten pietistisk gudstro? Der er ingen nuancer. Alt er sort og hvidt. Skuespillere, scenografi og lydbilledet med den ildevarselende salmesang, lydeffekterne, der akkompagnerer de daglige gøremål, som var det en tegnefilm. Ingen har deres egen frie vilje.

Undtagen Erasmus!

Erasmus Montanus (i Andreas Jebros tårnhøje skikkelse) springer ned fra logen og lægger sin barndomsby i ruiner – bogstavelig talt! Jebros fremstilling af Montanus er mangefacetteret; Han fører sig frem som en Holbergsk Jean de France; storskrydende og pyntesyg, men er samtidig indtrængende og nærmest snusfornuftig, når han tager publikum med som vidner på det, der foregår. ”Prøv lige at se dem” er hans allerførste replik fra logen, henvendt til publikum, før han stiger ned på scenen. Erasmus er helt klar over, den er gal i hans hjemby. Jebros Erasmus har noget meget sympatisk over sig. Mest af alt fordi Erasmus’ projekt om at få kontakt med dem derhjemme (inklusive bror og forældre) mislykkes – der er ingen der vil se på ham. De glor alle sammen ligeud i luften, som var de dukketeaterfigurer skåret ud i pap. Erasmus drejer deres hoveder mod sit eget, og de vender sig atter og glor ud i intetheden. Det er hårde odds!

Den eneste fysiske kontakt er mellem Erasmus og hans mor Nille, som tager ham på skødet, nusser ham og tungekysser ham. Et væmmeligt billede på, at der nok er kærlighed fra mor til søn, men at hun på ingen måder ser ham som den voksne mand, han er, og at han heller ikke evner at slippe fri af hjemegnens religiøse tyranni.

Erasmus er forlovet med den, temmelig lystne, Lisbet, der desværre er underlagt en hustyran af en far, den gamle Jeronimus, der vandrer rundt med geværet i hænderne, parat til at nedlægge alle urostiftede (Sofia Nolsø og Bjarne Henriksen suppleret af Nanna Bøttcher som mor Magdelone). I Jeronimus’ hus er der kæft, trit og retning og et noget middelalderligt syn på kønsroller: Lisbet og hendes mor skal holde kæft, og når de ikke gør det, får de tæsk med det faderlige gevær. Et slag i maven og i hovedet, så damerne går i gulvet – så er husfreden sikret! En gammeltestamentelig patriark, der bryster sig af, at Danmark er et kristent land. Jacta est alea!

Erasmus diskvalificerer imidlertid sig selv som svigerfars drøm, når han bebyrder, råbende for at overdøve det indtrængende salmeafsyngende kor, at Danmark ikke er et kristent land men i stedet bygget på ideer, der stammer fra oplysningstiden, og at jorden da i øvrigt er rund. I arrigskab har han væltet paphusene og smadret både papfår og papko (med replikken ”Det er jo bare pap for helvede!” til publikum), for intet er ægte og det hjemmelige bjerg er en flad kliche. Per Degn trykker sig op af det sidste tilbagestående hus, mens Jesper Ridefoged (en religiøst hjernevasket og stammende fyr i Simon Matthews skikkelse) er gået til grunde under den første sidekulisse, der væltede.

Erasmus’ projekt hos Lollike er at få sandheden frem og at dekonstruere det kristne hykleri, der stortrives på bjerget. Han lægger scenen øde, han flår papirparykkerne af sine medspillere, han trykker sågar på en knap, så hele scenografien svæver op i loftet, og der kun er bagtæppet tilbage - og sætstykket med den skræmmende hvide kirke. Erasmus er oplyst, men bjerget ligger hen i den allermørkeste kristendoms skygge og uanset, hvor meget han river og flår i sig selv, kan han ikke opgive sin tro på, at jorden er rund og at Danmark ikke er et kristent land - selv ikke for sin elskede Lisbets skyld. Lisbet prøver med kvindelist – og selvmordstrusler, der indebærer både jagtgevær, et reb om halsen og en seance, hvor hun hælder benzin ud over sig – at omvende ham, men Erasmus nægter; han må stå ved sin overbevisning!

Alle har vendt ham ryggen; selv broder Jacob, der ellers var en gemytlig, ufarlig og liderlig dumrian ved stykkets begyndelse. Fra sin papscooter erklærer Jacob (en velspillende Zaki Youssef - nu på papscooter) at Erasmus’ ideer ingenting er værd. Sådan!

Der står så Jebros Erasmus med sin vandflakse af plastic; tidligere har han forsøgt at drikke vand af mor Nilles rekvisit-papkrus, men uden held, og nu drikker han som en gal af sin lille flaske. En pigegarde klædt i rødt og hvidt invaderer scenen og Løjtnanten (Andreas Nikolai Petersen som skræmmende regimeleder) banker Erasmus på plads, klæder ham af og lader ham splitternøgen ligge på forscenen, mens han trues af spader og høtyve, der leder tankerne hen på både middelalderlige heksejagter og den væmmeligste tortur. Presset er for stort. Erasmus går ind på de vilkår, at Danmark er et kristent land og at jorden er flad! Høtyve og spader forvandles til et espalier, og den afklædte og torturerede Erasmus, må vandre til bestemmelsesstedet; til kirken med sin Lisbet ved hånden – næsten som en Jesus på vej mod Golgata. Imens lyder salmesangen:

”Aldrig ræd for mørkets magt!
stjernerne vil lyse;
med et fadervor i pagt
skal du aldrig gyse”

Og vi fornemmer, at Bjergets mørke gudstro har trumfet både fornuft og oplysning. Erasmus og Lisbet er placeret bag en enorm papfigur af et brudepar, så kun deres ansigter ses over kjole og smoking. Men så lyder til sidst med én enkelt klar kvindestemme:

”Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller”

Er der så alligevel håb for Erasmus? Var det kampen værd? Er det det, der er denne opsætnings udsigelse? Det er i hvert fald et spørgsmål, der hænger i luften, da forestillingen er spillet til ende. Og hvilken forestilling!

Christian Lollike rejser spørgsmålet om religionens magt over vores forstand og sender en burkaklædt kvinde og en rød oppustelig dinosaurus i løb over scenen - det sidste for elegant at illustrere, at sproget blot er en konstruktion. Måske umiddelbart en spøg, men når de suppleres af en kæmpe oppustelig moske i scenens baggrund, der rejser sig skråsikkert men falder sammen igen, da salmesangen sætter ind, er der andet og mere ude at gå end en gemytlig historie om en fjollet bondeknægt. Lollikes bearbejdelse er temmelig tro mod Holbergs originale tekst og det geniale i opsætningen ligger i iscenesættelsen; i spillestilen og i scenografien. Der var ikke så dejligt ude på landet, som salig H.C. Andersen skrev. Der var hjernevask, siger Lollike!

Med vold og magt bliver Erasmus tvunget til at opgive sin fornuft. Han har ret, men på Bjerget har man ikke ret, hvis man står alene mod et flertal med en anden holdning. Det er ætsende samfundskritik og den sidder lige mellem øjnene. Selvom opsætningen også giver anledning til at få rørt lattermusklerne eftertrykkeligt, fordi det groteske, voldsomme og absurde er flittigt brugte virkemidler i sproget og i det fysiske udtryk, er forestillingen nært beslægtet med tragedien.

En ganske uhyggelig fortælling om, hvor galt det går, når nuancerne er borte og Gudsherrens lys gengiver både hjemstavn og hjerner i sort/hvid!