torsdag den 15. august 2019

Når eventyret fortsætter...


Nogle tanker om at finde tilbage til en hobby og om arbejdet frem mod en repremiere.
af Thyge Cosedis Holting
Vita brevis ars longa
På min 32 års fødselsdag i 2017 fik jeg et lille dukketeater i en papæske forærende af en god kollega. Over prosceniet stod “Vita brevis ars longa” - livet er kort, kunsten lang.
Det var 12 år siden, jeg sidst havde beskæftiget mig med modelteater. Efter en opførelse af “Snedronningen” på Fyn i 2005, da Dansk Modelteaterforening fejrede H.C. Andersens 200 års fødselsdag, blev teatret sat på pause til fordel for et universitetsstudium og siden 2011 for mit arbejde som dansk- og dramatiklærer i gymnasiet. Forud lå årene fra jeg var mellem 12 og 20 år, hvor jeg praktisk talt spillede modelteater i døgndrift; jeg turnerede med forestillinger for børnehave- og skolebørn, jeg var et aktivt spillende medlem af foreningen, og det meste af min verden havde drejet sig om modelteater. Men fra 2005 var der dømt pause.
Min gymnasielærerkollega havde imidlertid hørt rygter i byen om (ja, Randers er en lille by), at jeg havde er fortid som turnerende modelteaterspiller og var nysgerrig på, hvad det nu var for noget. Jeg begyndte at fortælle, og pludselig gik der ild i huset (som dronningen nok ville have udtrykt det); min interesse for modelteater vågnede på ny. Mit gamle C-teater blev fundet frem fra mine forældres kælder, pakket ud og stillet op i min stue, hos Priors Dukketeatre og Oldfux begyndte jeg igen at købe ark, og så var alt ved det gamle – eller…? For hvordan er det, man som et voksent menneske i 30’erne godtgør over for sine omgivelser, at man er fascineret af at skabe teaterforestillinger i pap og papir, male dekorationer, føre figurer og iscenesætte store dramaer på den lille scene? Det tog et par år, før jeg stod ved min genfundne hobby, men i dag er jeg stolt af den, for den er unik. De, jeg fortæller om den, synes, det lyder spændende, anderledes og vil gerne se en forestilling.
For mig er modelteater en kunstform på lige linje med andre teaterformer, og grænserne for, hvad man kan opføre på den lille scene, er vide. Der er absolut noget, der skal udforskes. Min genindmeldelse i Dansk Modelteaterforening har været en stor drivkraft, da både ”Suffløren” og ”EPT” er gode kilder til inspiration.
I dag siger jeg stolt, at jeg spiller modelteater, hvis nogen spørger, og jeg er meget taknemmelig for det lille teater i papæsken, der for et par år siden pustede nyt liv i min gamle hobby! Der er uanede muligheder for, hvad der kan sættes på den lille scene, hvordan det kan se ud og hvordan, det kan spilles! Sikken et slaraffenland af kunstneriske udfordringer at få adgang til igen! 
Vita brevis, ars longa!
Et juleeventyr – 18 år senere
Det første projekt, jeg har taget fat på, er en genopsætning af Charles Dickens’ klassiker ”Et juleeventyr” fra 1843, som jeg spillede første gang i år 2001. Hertil hører lidt forhistorie:
En decemberlørdag i år 2000 så jeg som 15 årig ”Nøddebo Præstegård” på Svalegangens Dukketeater. Under det obligatoriske kig bag scenen efter forestillingen henvendte en mandlig tilskuer sig til Per Brink Abrahamsen med ordene: ”Hvad med at spille ”Et juleeventyr” af Dickens?” og Per svarede: ”Ja, det ville være oplagt, men den skal jo tegnes først”. Så var den sag afgjort; jeg ville lave min egen opsætning af ”Et juleeventyr” – hvor svært kunne det være?
I løbet af en eftermiddag havde jeg omsat Dickens fortælling til et modelteatermanuskript (mit første af slagsen; senere fulgte bl.a. ”Gøngehøvdingen”), og de næste par måneder gik med at tegne og male dekorationer og figurer, klæbe op, skære ud og tilpasse mit - dengang temmelig primitive - lysanlæg, så den kommende juls ånd kunne ankomme i det rette grønlige skær. Jeg spillede dengang alle mine forestillinger live, og det gjaldt naturligvis også ”Et juleeventyr”, hvilket betød, der måtte afsættes tid til at lære dialogen udenad. 
Forestillingen fik premiere ved Jyllandskredsens dukketeaterweekend i foråret 2001. (Man kan måske diskutere, hvorvidt forestillingens titel og premieretidspunktet klædte hinanden – men lad det nu ligge).  Det følgende år gæstespillede jeg både i Fyns- og Sjællandskredsen med forestillingen, og jeg kan ikke undlade at citere foreningens mangeårige medlem Tage Nielsen, der anmeldte forestillingen i ”Suffløren” med ordene: ”(…) da den var slut, var jeg ked af, at den ikke varede længere. Jeg glemte at ryge under hele forestillingen, og det siger ikke så lidt”.      
Gennem årene, mens jeg holdt pause fra modelteatret, har denne forestilling ofte været i mine tanker, og i ledige stunder har jeg tegnet flere skitser til, hvordan nye dekorationer og figurer kunne se ud, hvis der nu engang blev tid… – modelteatret slipper jo aldrig sit tag, når det først har fået fat – heldigvis.
Da jeg i 2017 tog modelteaterhobbyen op igen, havde jeg stor lyst til at gøre alvor af en genopsætning af ”Et juleeventyr”, for det er i den grad en fortælling, som er velegnet til den lille scene; den giver mulighed for både spændende scenebilleder og en række effekter, men først og sidst er det en gribende historie; den gamle, nærige og hårdhjertede forretningsmand Ebenezer Scrooge dømmes til en frygtelig skæbne, hvis han ikke drager med fortidens, nutidens og fremtidens juls ånder på en natlig rejse, hvor han konfronteres med sine fejl, følelser og fortrængninger og derigennem lærer et og andet om julens - og livets - sande værdier. Fortællingen har en fin dybde, jeg ikke skænkede mange tanker som 15 årig, men som tiltaler mig meget i dag; teater – og modelteater – handler for mig først og sidst om følelsesformidling.  

Et gensyn med mine gamle dekorationer og figurer fra 2001 bekræftede mig i, at forestillingen trængte til en ny scenografi. Man skal aldrig kassere det gode, der har været, men jeg må dog konstatere, at mine tegneevner - og sans for valg og sammensætning af farver – lykkeligvis har udviklet sig med årene. I dag undrer jeg mig f.eks. over, hvorfor Ebenezer Scrooge skulle have syregrønne vægge på sit kontor og lilla vægge i sit soveværelse. Om han havde det, kan vel kun Dickens svare fyldestgørende på, men lidt research i Victoriatidens klædedragter og interiører ledte mig i retning af et andet farvevalg end det, mit 15 årige jeg havde foretaget. Min oprindelige tanke var, at det blot var enkelte dekorationer, der skulle gentegnes, og at figurerne var brugbare, som de var. Efter en proces på to år er hele forestillingen imidlertid nytegnet, delvist plastiske dekorationer, som f.eks. Ebenezer Scrooges kontor, er fabrikeret, ligesom figurerne har fået bagsider og et par stykker endda er gjort bevægelige. Det føles herligt, at være sin egen scenograf, og flere medlemmer fra foreningen har vist interesse for mine ark til forestillingen, hvad jeg ikke kan lade være at glæde mig over.
Belysning må der til, og jeg råder nu over det fineste LED-lysanlæg, fabrikeret af Tagskæggets Mikroværksted. Med forlys, fem herter i teatrets loft og en herte til horisonten – og tre farver i hver enkelt lampe – er kombinationsmulighederne nærmest uendelige. (Havde jeg haft en så avanceret teaterbelysning til min rådighed, da jeg gik i gymnasiet, så havde jeg aldrig fået en studentereksamen). Lysprøver på de enkelte dekorationer er stadig noget, jeg arbejder med (- jo flere lamper jo flere skygger, der skal bekæmpes), men stemningsfuldt det bliver det.
Mht. lydsiden, spiller jeg ikke længere live, men foretrækker en indtalt dialog, der kan mixes med musik og lydeffekter for at understrege forestillingens forskellige stemninger. Lykkeligvis indspillede jeg ”Et juleeventyr” på cd efter den sidste opførelse i 2005, så jeg havde en lydside til evt. senere brug. Denne lydside – med mig selv i alle rollerne – har jeg i 2019 viderebearbejdet med ny mellemaktsmusik og flere lydeffekter. Jeg synes, den er blevet både dramatisk og stemningsfuld, men om jeg har ret, må kommende tilskuere bedømme. 
Meget er således klappet og klart. Jeg er i gang med iscenesættelsen af ”Et juleeventyr”, og i skrivende stund - juli 2019 -, tror jeg på, jeg bliver klar til en repremiere sidst på året, selvom der er mange projekter, der skal passes (– pludselig bliver jeg i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet har været uden for i sommer. Når modelteatret – og teater i det hele taget - trækker, har tid og sted en tendens til at forsvinde).
Som opsummering kan jeg med glæde slå fast, at ”Et juleeventyr” lever videre på mit modelteater 18 år efter, jeg begyndte at arbejde på forestillingen. Med min genfundne modelteaterinteresse in mente, kan jeg således, både i konkret og overført betydning, konstatere, at eventyret fortsætter!
– og det er der ikke noget ”Humbug!” ved.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar