”Senior stand-up i farver”, af og med Jan Hertz, produceret af Louise Schouw Teater, set på
Vendsyssel Teater, d. 3/3 2020.
af Thyge Cosedis Holting, dramaturg
Et øjeblik af overordentlig skønhed
af Thyge Cosedis Holting, dramaturg
Et øjeblik af overordentlig skønhed
”Du er aldrig mere værd
end det, du er i netop dette øjeblik!”
Jan Hertz ved noget om at
være i øjeblikket. Som skuespiller instruktør, teaterchef og coach har han,
hele sit liv, arbejdet med øjeblikkets muligheder, og derfor er det oplagt, at
det enkelte øjeblik - så morsomt, tragisk og skæbnesvangert det end måtte være
- er omdrejningspunktet i Hertz’
soloforestilling ”Senior stand-up i farver”, som han pt. turnerer med i hele
landet.
En 70 årig med en
mission; at stå på sine fødder og blive stående. Stand-up! Publikum tages med
på en rejse gennem Hertz’ liv i en farverig mosaik af anekdoter, eksistentielle
overvejelser og dybt personlige bekendelser; alt sammen med målet for øje; på
den ene side at kortlægge, hvem Jan Hertz er, og hvad der har gjort ham til
den, han er i dag. På den anden side at pudse publikums briller, hvilket Hertz
gør i både konkret og overført betydning. I forestillingens åbning tilbyder han
reel brillepudsning til trængende publikummer og denne muntre gestus bliver
afsæt for to timers show, hvor Herz demonstrerer, at livserfaring er dyrekøbt,
men også berigende, fordi det er den, der kan agere pudseklud for sjælens – og hjertets - briller.
Én mand, et sort rum, en
skammel og en stok. Hertz kan skabe billeder med ord, og i det næsten tomme
scenerum åbner han op for en skatkiste af komik, tragik, forundring, forelskelse,
sejre og nederlag. Efter at Hertz acapella har sunget åbningsnummeret fra ”Cabaret”
(konferencieren hører til hans glansroller), fornemmer man som publikum, at her
er tale om en mand med mange lag. Er der ikke et dæmonisk glimt i øjet? Er der
ikke en sørgmodig tone i den sprudlende velkomst; naturligvis, for Hertz træder
frem for os som et følelsesmenneske; så umiddelbar og så kompleks på samme tid.
En modig mand, der fortæller om sit liv; og hvilket liv….
Hertz er en mester udi
parodier og mange af den danske teaterhistories koryfæer står pludselig
lyslevende på scenen i rammende gengivelser; Ebbe Rode med kalenderen under
armen og Jørgen Reenberg i et blomsterflor af primadonnanykker blot for at nævne nogle af de
skønneste. Vi er pludselig med på scenen i Det Kongelige Teater, hvor Hertz som
ung var føl hos stjerneinstruktøren John Price, der iscenesatte Holbergs ”Den
vægelsindede” med en række af datidens store skuespillere – og en haltende
sceneteknik. Det er forrygende morsomt. Senere hvirvles vi med ind i et
arbejdslokale i Tivoli, hvor Hertz var arbejdsgiver for Dronning Margrethe, med
cigaret, svale og rappe replikker, da hun havde sin første scenografiske opgave
på Pantomimeteatret (Hertz’ parodi på Hendes Majestæt er et nummer for sig; så nuanceret, så kærlig, så skarp og så fuld af respekt), for derefter at følge med til
fest på Fredensborg, hvor de inviterede kunstnere nok kunne få sved på panden.
Historierne flyver fra Hertz som farverige nytårsraketter; veloplagt og helt
forrygende. Jo, Jan Hertz har, på sin vej gennem dansk teaters jungle, ikke set
og hørt så lidt.
De morsomme højdepunkter kontrasteres
i forestillingen dygtigt af en række mere mørke anekdoter, der viser
skyggesiden af, hvad kunsten kan gøre ved et menneske - og hvad mennesker kan gøre ved mennesker
(Hertz’ sylespidse gengivelse af sin gymnasietids lærerinde i oldtidskundskab skal
opleves!), og denne vekselvirkning udnytter Hertz til fulde. Hans timing er
eminent og han får luften til at står stille et splitsekund efter, vi har
grinet hjerteligt.
I forlængelse heraf
kommer forestillingens allerstærkeste øjeblikke; Hertz’ dybt personlige
spørgsmål i til sig selv, som stilles og besvares i en spot – helt afdæmpet og
dybt ærligt.
Hvad vil det egentlig
sige at være menneske, og hvordan bliver man det menneske, man ønsker at være?
Hvilken betydning har sejre og skuffelser? Hvordan er først og fremmest
kærligheden en afgørende faktor på rejsen mod at blive sig selv? Kærligheden er et
kardinalpunkt for Hertz, og den sårbarhed, han viser i disse bekendende
passager af forestillingen, løfter sig til store øjeblikke; øjeblikke der rører
publikum og vækker til eftertanke.
For Hertz’ forestilling
handler om vigtigheden af det enkelte øjeblik; om at gribe nuet og se, hvad det
bringer, om at overkomme angsten for at fejle, om at bryde de normer, der
binder os på mund og hånd, og om at turde sige ja til livet, selv når
det river tæppet væk under fødderne på os; man kan altid rejse sig igen.
Stand-up; også når de store følelser pludselig melder sig i en moden alder!
Hvad du har gjort, og hvad
du vil gøre, er underordnet; det du er nu og her, er det der tæller! Forestillingen
varer to timer, men det føles som et øjeblik; et øjeblik af overordentlig
skønhed, som Egon Olsen siger i ”Olsenbanden ser rødt”.
Jan Hertz’
soloforestilling kan anbefales til alle, der holder af teater, men først og
fremmest til alle, der holder af livet, og gerne vil inspireres til at leve det
fuldt ud.
Spis af skålen, skænk op i glasset - og bare
hæld til; du er aldrig mere værd end det, du er i netop dette øjeblik!