Anmeldelse: "Senior stand-up i farver" - Jan Hertz/Louise Schouw Teater

”Senior stand-up i farver”, af og med Jan Hertz, produceret af Louise Schouw Teater, set på Vendsyssel Teater, d. 3/3 2020. 

af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Et øjeblik af overordentlig skønhed

”Du er aldrig mere værd end det, du er i netop dette øjeblik!” 

Jan Hertz ved noget om at være i øjeblikket. Som skuespiller instruktør, teaterchef og coach har han, hele sit liv, arbejdet med øjeblikkets muligheder, og derfor er det oplagt, at det enkelte øjeblik - så morsomt, tragisk og skæbnesvangert det end måtte være -  er omdrejningspunktet i Hertz’ soloforestilling ”Senior stand-up i farver”, som han pt. turnerer med i hele landet.

En 70 årig med en mission; at stå på sine fødder og blive stående. Stand-up! Publikum tages med på en rejse gennem Hertz’ liv i en farverig mosaik af anekdoter, eksistentielle overvejelser og dybt personlige bekendelser; alt sammen med målet for øje; på den ene side at kortlægge, hvem Jan Hertz er, og hvad der har gjort ham til den, han er i dag. På den anden side at pudse publikums briller, hvilket Hertz gør i både konkret og overført betydning. I forestillingens åbning tilbyder han reel brillepudsning til trængende publikummer og denne muntre gestus bliver afsæt for to timers show, hvor Herz demonstrerer, at livserfaring er dyrekøbt, men også berigende, fordi det er den, der kan agere pudseklud for sjælens – og hjertets -  briller.

Én mand, et sort rum, en skammel og en stok. Hertz kan skabe billeder med ord, og i det næsten tomme scenerum åbner han op for en skatkiste af komik, tragik, forundring, forelskelse, sejre og nederlag. Efter at Hertz acapella har sunget åbningsnummeret fra ”Cabaret” (konferencieren hører til hans glansroller), fornemmer man som publikum, at her er tale om en mand med mange lag. Er der ikke et dæmonisk glimt i øjet? Er der ikke en sørgmodig tone i den sprudlende velkomst; naturligvis, for Hertz træder frem for os som et følelsesmenneske; så umiddelbar og så kompleks på samme tid. En modig mand, der fortæller om sit liv; og hvilket liv….

Hertz er en mester udi parodier og mange af den danske teaterhistories koryfæer står pludselig lyslevende på scenen i rammende gengivelser; Ebbe Rode med kalenderen under armen og Jørgen Reenberg i et blomsterflor af primadonnanykker blot for at nævne nogle af de skønneste. Vi er pludselig med på scenen i Det Kongelige Teater, hvor Hertz som ung var føl hos stjerneinstruktøren John Price, der iscenesatte Holbergs ”Den vægelsindede” med en række af datidens store skuespillere – og en haltende sceneteknik. Det er forrygende morsomt. Senere hvirvles vi med ind i et arbejdslokale i Tivoli, hvor Hertz var arbejdsgiver for Dronning Margrethe, med cigaret, svale og rappe replikker, da hun havde sin første scenografiske opgave på Pantomimeteatret (Hertz’ parodi på Hendes Majestæt er et nummer for sig; så nuanceret, så kærlig, så skarp og så fuld af respekt), for derefter at følge med til fest på Fredensborg, hvor de inviterede kunstnere nok kunne få sved på panden. Historierne flyver fra Hertz som farverige nytårsraketter; veloplagt og helt forrygende. Jo, Jan Hertz har, på sin vej gennem dansk teaters jungle, ikke set og hørt så lidt.

De morsomme højdepunkter kontrasteres i forestillingen dygtigt af en række mere mørke anekdoter, der viser skyggesiden af, hvad kunsten kan gøre ved et menneske  - og hvad mennesker kan gøre ved mennesker (Hertz’ sylespidse gengivelse af sin gymnasietids lærerinde i oldtidskundskab skal opleves!), og denne vekselvirkning udnytter Hertz til fulde. Hans timing er eminent og han får luften til at står stille et splitsekund efter, vi har grinet hjerteligt. 

I forlængelse heraf kommer forestillingens allerstærkeste øjeblikke; Hertz’ dybt personlige spørgsmål i til sig selv, som stilles og besvares i en spot – helt afdæmpet og dybt ærligt. 

Hvad vil det egentlig sige at være menneske, og hvordan bliver man det menneske, man ønsker at være? Hvilken betydning har sejre og skuffelser? Hvordan er først og fremmest kærligheden en afgørende faktor på rejsen mod at blive sig selv? Kærligheden er et kardinalpunkt for Hertz, og den sårbarhed, han viser i disse bekendende passager af forestillingen, løfter sig til store øjeblikke; øjeblikke der rører publikum og vækker til eftertanke.

For Hertz’ forestilling handler om vigtigheden af det enkelte øjeblik; om at gribe nuet og se, hvad det bringer, om at overkomme angsten for at fejle, om at bryde de normer, der binder os på mund og hånd, og om at turde sige ja til livet, selv når det river tæppet væk under fødderne på os; man kan altid rejse sig igen. Stand-up; også når de store følelser pludselig melder sig i en moden alder! 

Hvad du har gjort, og hvad du vil gøre, er underordnet; det du er nu og her, er det der tæller! Forestillingen varer to timer, men det føles som et øjeblik; et øjeblik af overordentlig skønhed, som Egon Olsen siger i ”Olsenbanden ser rødt”. 

Jan Hertz’ soloforestilling kan anbefales til alle, der holder af teater, men først og fremmest til alle, der holder af livet, og gerne vil inspireres til at leve det fuldt ud.

Spis af skålen, skænk op i glasset -  og bare hæld til; du er aldrig mere værd end det, du er i netop dette øjeblik!