Tal om tabuet - 6: BIG TALK; om at tale ud og spørge ind

 af Thyge Cosedis Holting

I efteråret 2019 blev jeg, af en eftertænksom og højt begavet veninde, introduceret til begrebet big talk, og jeg var begejstret. Her var netop et begreb, der dækkede den måde, jeg ønsker at kommunikere med andre mennesker på. En kommunikationsform, hvor man springer formelle fraser og den mere overfladiske ordudveksling over, og går direkte til essensen; Hvem er du? Hvordan har du det? Hvad betyder noget for dig i livet? En kommunikationsform, hvor de følelsesmæssige, og sårbare, aspekter af menneskelivet bringes ind i samtalen.

Jeg har altid opfattet mig selv som et menneske, der interesserer mig for andre; som meget gerne lytter til, og tager ved lære af, andres livshistorier. Samtidig holder jeg af at dele ud af min egen livsfortælling samt at modtage andres syn på de ting, jeg oplever. 

Kort sagt; ja tak til big talk! 

I sensommeren 2019 skete det, at en tidligere kollega, jeg betragtede som en ven, trak sig fra relationen, under henvisning til, at jeg fyldte for meget, var for begejstret for at være i centrum og zoomede ud, når jeg ikke selv havde ordet i en samtale. Modigt og ærligt blev dette kommunikeret til mig, og den udmelding tog jeg til efterretning. 

Er jeg da så selvoptaget og excentrisk? Jeg synes blot, jeg forsøger at være åben mht. mine tanker om livet.

Da jeg senere, i det man vist kalder et ekkokammer, mødte begrebet big talk, var det relativt enkelt at skyde kritikken bort og tænke: " Jeg tager initiativ til noget større, når jeg fortæller andre om mig selv. Det betyder ikke, jeg ikke ønsker at høre andres big talk - tvært imod  -, men hvis andre har noget at sige, må de da afbryde mig og selv melde sig på banen!".

Og således kørte bussen videre under parolen; tal gerne ud, men vent ikke på, der bliver spurgt ind!

Copyright by Charlie Mackesey

I sommeren 2020 fik jeg dog, af en ven, en skriftlig overhaling af en anden verden i forbindelse med en situation, hvor jeg prioriterede min egen dagsorden og tænkte, andre nok alligevel var ligeglade med, hvorvidt jeg troppede op til en aftale eller ej. 

Hovedbudskabet var, i al sin enkelhed: Hvem ved, om en ven også har ting i sit liv, der fylder og kræver plads i relationen, uden at vedkommende nødvendigvis buser ud med det fem minutter efter, man har sat sig ned over en kop kaffe? Husker du at spørge ind?" 

Jeg læste vedkommendes besked mange gange, reflekterede og erkendte noget, for mig, centralt;

Nogen vil gerne anspores eller inviteres til big talk; kan finde det vanskeligt at afbryde andres monologer, hvis det at tale om sig selv i forvejen er noget, der kræver deres mod.

Derfor har jeg givet mig selv en opgave: Jeg øver mig i at spørge ind frem for at indlede en samtale med at tale ud - og jeg har oplevet det magiske, at mange mennesker bliver glade for et springbræt til at tale - og måske endda bliver taknemmelige, fordi de føler sig set. 

Selvom jeg synes, det kan virke kunstigt at have hv-spørgsmålene klar ved samtalens begyndelse, blev jeg taknemmelig, da en kær veninde, den anden dag, nævnte for mig: "Du har udviklet dig som ven; du spørger mere ind.".

Bør det være tabuiseret at holde af big talk? NEJ, ikke for mig! Det at interessere sig for de dybere lag i menneskelivet mener jeg er yderst berigende. 

Skal jeg være forberedt på, at andre let kan opfatte mig som selvcentreret, hvis jeg går ud fra, alle mennesker har let ved at tage ordet og begynde at tale om sig selv? - Ja, det har jeg erfaret.

Dyrebar læring, tænker jeg, mens jeg fortsat arbejder på at finde balancen mellem at tale ud og spørge ind. Det er ikke altid let -

Jeg øver mig! 

Tal om tabuet - 5: STÅ VED

 af Thyge Cosedis Holting

D. 22 juni 2019 lyttede jeg, som så mange andre lørdage, til det daværende "Mads og Monopolet" på P4. Livsvisdom serveret med varme, humor og bid! Denne dag udtalte én af mine yndlingsmonopolister til alle tider, komikeren Jan Gintberg sig om noget, jeg har øvet mig i siden 2014: AT STÅ VED MIG SELV:

"Alle havde gang i det liv, som jeg gik og drømte om. Jeg følte mig som et totalt nul. Der er intet andet at sige til det end, stå ved, hvor du er i livet, det kommer til at flytte sig."  - Jan Gintberg

Så sandt, så enkelt og så vanskeligt.

Det seneste år, har jeg i den grad fået lov at øve mig i at stå ved; efter en fyring og en opgave med at skabe en ny tilværelse; hvor intet er på plads, hvor alting, mere eller mindre, er kastet op i luften og hvor tvivlen er en fast ledsager. 

Det er denne bagage, jeg har øvet mig i at stå ved; det uperfekte! 

På sine tidspunkter har det kunnet lade sig gøre, hvilket har affødt en fantastisk sejrsrus indeni. At blæse på skammen, smile til verden og sige: "Jeg er lige her, lige nu. Jeg har ikke styr på en pind, hvilket er frustrerende til tider, men jeg er nysgerrig på tilværelsen og taknemmelig for alt det gode, der findes!". 

Andre dage er intentionen om at stå ved mig selv fortsat den allerbedste  -og alligevel kikser det, fordi skammen, usikkerheden og tvivlen bliver for stor. Disse dage, kan man måske kalde stå af-dage; når man ikke evner at stå ved, skønt man så uendeligt gerne vil.

Et par stå af-eksempler:

Juleaften, 2021, var jeg inviteret til at fejre hos en kærlig og klog veninde, hendes mand børn samt et lille udvalg af hendes øvrige familie, som ikke er mig fremmed; gode, varme mennesker! Jeg havde købt gaver, skrevet kort - og alligevel måtte jeg stå af d. 23 december, hvor jeg meldte afbud; af skam over at skulle sidde hos en anden familie og risikere at være "ham den mærkelige uden hverken arbejde eller sin egen husstand og familie." - en skam som fortalte mig, at jeg egentlig ikke havde lov at være; ikke var okay! En sådan stå af-dag er aldrig rar at gennemleve, og for mig føltes det som en fiasko. 

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der indimellem ryger så meget op i mit eget hoved, at jeg bevæger mig for langt væk fra mig selv, men bevidstheden om, at jeg gør det, (at stå ved, når jeg står af?) er dog en begyndelse...

I går havde jeg muligheden for at deltage i et arrangement, jeg gerne ville! Et arrangement, hvor jeg ikke kendte mange - men det kunne jeg jo være heldig at komme til via interesse, smil og åbenhed! Jeg havde fundet den brune habit - og 1960-er slipset indkøbt i Reykjavik, strøget skjorten, pudset skoene, besluttet mig aktivt for at udfordre mig selv, ved ikke at springe fra - men alligevel turde jeg ikke, og ændrede planen i sidste øjeblik. 

Snød jeg mig selv for en rigtig god og konstruktiv oplevelse; med garanti. Var årsagen skabt i mit eget hoved; udelukkende: "Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde nogen at snakke med?". "Hvad nu, hvis jeg bare sidder og er tavs og akavet?". "Hvad nu, hvis jeg bliver fuld og pinlig". "Hvad nu hvis jeg skal indrømme, jeg har tusind store, vilde drømme, er 36 år men alligevel stadig "kun" er på vej og ikke i mål i modsætning til "alle andre"?". 

Goddag til hovedet - farvel til muligheden for en rar oplevelse. 

Hvis blot man altid kunne have en Gintberg for sit indre øre og stå ved, hvor man er i livet, ville meget være lettere! 

Jeg øver mig. 

I dag er en post-stå af dag, med stille jazz og en ekstra god kop kaffe, hvor jeg ærgrer mig, men prøver at rumme, modet ikke slog til, i visheden om, der er en ny dag i morgen; måske endda med sol! Jeg skal i morgen undervise en 8. klasse i drama, og hver gang, jeg har undervist, fyldes jeg med glæde og stolthed, for jeg er altid en anelse spændt/nervøs på forhånd. 

"Undervisning er en del af showbizz!", som en åndfuld tidligere kollega engang sagde til mig, og i det at stille sig op foran andre, ligger der, for mig, altid en skrøbelighed; er der kontakt eller ej? Møder du medspillere eller modspillede og vil modtageren udvise accept eller misbilligelse over for dig som formidler? 

Når jeg oplever kontakt og gensidig lyst til kommunikation i en undervisningssituation, fyldes jeg med glæde; det, jeg møder op med, er jo - alt andet lige - mig selv - altid med risikoen for at blive afvist. 

Når det lykkes mig at fange mine modtagere, ja måske endda få dem til at reflektere eller blot at føle, de forlader lokalet med en positiv oplevelse på kontoen, så er det lykkedes at STÅ VED! Og for at citere en anden yndlingsmonopolist: 

"Glimmer på og op på kaminhylden"- Hella Joof.      

STÅ VED, hvor du er, også når du er kommet for langt væk fra dig selv - f.eks. op i knolden! Så er der nemlig en mulighed for at komme tilbage til centrum igen!

    

Tal om tabuet - 4: OM LIVSMENTORER OG HVERDAGSENGLE

 af Thyge Cosedis Holting

Jeg tror på, vi som mennesker grundlæggende har brug for hjælp; at blive set af vise, kærlige sjæle, der inspirerer og hjælper os videre på vor livsrejse. 

For mig har det været afgørende, fra en tidlig alder, at møde disse livsmentorer eller slet og ret hverdagsengle; en begavet, flammende teaterinstruktør, en følelsesmæssigt intelligent fysioterapeut, en varm og tålmodig skoleleder, en rolig pædagogikumvejleder med kendskab til både litteraturens og livets sjælekradsende smertepunkter -  mange flere, jeg har mødt, kunne fortjene at blive nævnt!

For mig har disse særlige personer altid været noget ældre end jeg selv; de har bibragt mig visdom i situationer, hvor jeg har haft akut behov for en redningsplanke og en retning; altid ved tilfældets magt - men på det helt rette tidspunkt.

Er det flovt at have brug for hjælp? Det mener jeg ikke, for jeg ved, hvor stort og givende det er at tage i mod den!

Een af de helt særlige hverdagsengle, jeg har mødt, har jeg et minde om i form af en bog og en fjer! Hun findes ikke, i denne verden, længere, men nedenstående ord, jeg skrev i en sms til en god veninde om oplevelsen af en bisættelse i efteråret 2020, synes jeg indkapsler, hvad en hverdagsengel er:

“Sindssygt smuk begravelse i den katolske kirke i Ryesgade! Blomster; hvide, dybt lilla og syrenfarvede roser! Høje kandelabre omkring kisten. Det var så smukt🙏🏻💚

Jolanta, som jeg sagde farvel til i dag, boede på etagen under mig, og var en spændende, meget spirituelt orienteret, polsk - katolsk, kvinde, som jeg begyndte at tale lidt med på trappen, da jeg flyttede ind i 14, men som jeg siden har drukket kaffe med ind imellem, hvor vi har talt om liv og skæbne, valg og fravalg, følelser og stjernetegn; det har været utrolig givende og hyggeligt.

Hun var en meget smuk kvinde på kun ca. 60 år, som levede i nuet og gjorde noget ud af at være noget for andre og se lyst på tingene trods sorger. Jeg fik heldigvis talt med hende kort før hun, meget syg og svækket, kom på sygehuset, her til sidst, og der var stadig varme og smil i øjnene, selvom hun var afkræftet. Hun holdt fast i sit mantra “Follow the universe”. Det er ret mindeværdigt.

Jolanta var nok een af de hverdagsengle, man møder på sin vej; een som hjælper med at sætte lidt perspektiv på tilværelsen 🙏🏻🧡”

Da jeg skulle afsted til afskeden med Jolanta, og ville lukke vinduet, fløj en sommerfugl ind, dagen efter havde vinden lagt en hvid fjer på mit spisebord og da Jolantas lejlighed blev tømt, fik jeg lov at få en smuk udgave af Shakespeares skuespil som minde. Flere ord har jeg ikke, men jeg synes, det vidner om noget større, om at nogen altid er parate til at hjælpe os, når vi behøver det.

Tabuet: Det er skammeligt, hvis vi ikke magter at balancere tilværelsen ved egen hjælp! 

Sandheden  - for mig i hvert fald : Det er en gave at turde være sårbar nok til at tage imod kærlige hjælpende sjæles livsvisdom; den guider, leder og hvem ved; måske kan man selv en skønne dag, bevidst eller ubevidst, blive den livsmentor, der får afgørende betydning for et andet menneske via et tilfældigt møde.

Åben sindet, send ønsker ud; andre vil komme til og hjælpe.

#brydtabuet

#allekanhavebrugforenhverdagsengel  

Tal om tabuet - 3: AT SIGE NEJ

af Thyge Cosedis Holting

Jeg var 29 år, da jeg begyndte at sige fra; at sige "NEJ!". Eller rettere; da jeg begyndte at øve mig i det. 

Dette at sige "Nej" er netop ikke noget, der kommer af sig selv; ikke noget, der er let. Hvorfor egentlig ikke, når det er så forbandet let at sige ja?

At ville være den bedste udgave af mig selv betød i mange år, at jeg bar på den opfattelse, at alt, jeg gjorde, skulle være perfekt.

Som sikkert mange andre, var mantraet "Bare du ved, du har gjort dit bedste!" pakket dybt ned i min tidligste bagage. At stræbe efter perfektion kan være yderst motiverende, når noget er vigtigt, men alt kan vel ikke være lige vigtigt hele tiden? Hvis det er, stiller vi vel umenneskeligt høje krav til os selv!

Den dårlige samvittighed, jeg kender fra mig selv - den indre stemme, der siger "Du er kun god nok, hvis...." - er en frygtelig indpisker. Hvem vil skuffe? Hvem vil være "den svage", der skal tages hensyn til?

Den, der risikerer at blive set skævt til på jobbet, i familie- eller vennekredsen, til fritidsaktiviteten, på de sociale medier - den der vover at vælge sig selv til ved at følge sine indre signaler og sige "Nej".

Som 29 årig talte jeg med en begavet psykolog, der sagde: "Du kan ikke gøre andre tilfredse, men du kan tilstræbe at gøre dig selv tilfreds!".

Det begyndte jeg at øve mig på, og efter en barndom og ungdom farvet af "Ja", ofte drevet af skam, dårlig samvittighed og angst for at være "forkert", var der noget at indhente.

Siden 2014 har min øvelse i at sige nej kostet smertefulde slagsmål på både privat- og arbejdsfronten. Situationer, hvor jeg har skullet afvikle telefonsamtaler, mens jeg holdt godt fast i en bordkant, formulere mails på kanten af en knivsæg, har skullet tro på, at det er ok at lytte til mig selv, selvom over-jeg'et skriger: "Det KAN du da ikke; hvad er du for et grimt menneske?!"

At sige nej er ikke for tøsedrenge, har jeg erfaret. Derfor blev jeg så utrolig stolt, da en ældre, yderst anerkendt tidligere kollega for nogle år siden, da jeg havde sagt nej til en arbejdsopgave på et, for arbejdspladsen, yderst upassende tidspunkt, sagde: "Det var modigt, det havde jeg ikke turdet gøre!".

Ordet "nej" er en lille låge til frihed, og nye låger skal der tro og mod til at åbne!

Jeg øver mig fortsat.

Den vigtige fodnote: 

Efter en forelskelsesfase i relation til ordet "Nej", har jeg opdaget, at et "Nej", ud over at kunne gøre mig aldeles høj, kan påvirke mennesker, jeg holder af. Med mantraet: "Jeg må melde afbud til hvad jeg vil, når jeg vil, for jeg rummer altid, når andre gør det samme!" har jeg såret gode venner, jeg sætter højt, mere end jeg var klar over.. At gøre andre vrede, med et "Nej", lever jeg med. At såre venner, der er vigtige for mig, har smertet mig. Heldigvis har de sagt det til mig! 

Ordet "Nej" er ikke konsekvensfrit, og må, som ordet "Ja", bruges fuldstændig når jeg lyster - men gerne med omtanke; en omtanke, der vel også er en del af at være tro mod mig selv; at mærke hvad og hvem, der er vigtigt/vigtige!  

Som allerede nævnt: Jeg øver mig!

Tal om tabuet - 2: DRØMME, VINDMØLLER og SMÅ ØJEBLIKKE

af Thyge Cosedis Holting

"For mig er det mine drømme om et godt liv, der hiver mig op. Selvom jeg er ret bevidst om, at det kun er 50% af dem, der (måske) bliver til realiteter. Drømme er vigtige!"

Sådan skrev et menneske til mig i går. Et menneske, jeg altid har betragtet som succesfuld på både karriere- familiefronten, og om hvem, jeg har den overbevisning, at vedkommende har opnået og realiseret alt.

På dagens gåtur, i en kold men solbeskinnet pre-forårsskov, spekulerede jeg på, hvad drømme og længsler er, og hvad de gør af godt og ondt ved os; i hvert fald ved mig.

Ligefrem proportional med store drømme er angsten for, at de blot er en livsløgn! Så stor som længslen er angsten for at bruge livet på at jage vindmøller - ikke at se havet for lutter vand!
Jeg ved ikke, hvad et godt liv er, men jeg ved, jeg øver mig i at være taknemmelig;

Taknemmelig for mit lille hjem på toppen med udsyn til høj blå himmel, taknemmelig for evnen til at skrive og være kreativ, taknemmelig for alle de gode mennesker, hvis vej, jeg har krydset de seneste 36 år. Taknemmelig for de nye bekendtskaber, der måtte vente forude. Taknemmelig for, jeg kan smile, rase ud, græde og grine, for det snarligt spirende forår for kærlige venner, der rækker ud, for deres skønne unger, der vækker een kl. 06.30 om morgenen, når man overnatter, og for kloge mennesker, der deler ud af deres livsvisdom.

Balancegangen mellem drømmen om det absolutte og taknemmeligheden for de små ting, lige foran næsen på mig... Måske en livslang øvelse at mestre -og måske ikke kun for mig.

Er man en fiasko, hvis man ikke har indfriet sine drømme; hvis man ikke engang har et job? Det har den berømte mængde "alle andre" jo, og hvad pokker skal man svare på det moderne menneskes samtaleindleder: "Hvad laver du så?".

Har universet mon sin helt egen timing, og findes der en vej, der dannes mens vi går på den?

Jeg ved det ikke, men hvis nogen spørger mig pt. "Hvad laver du så?" vil jeg håbe, jeg tør svare: "Jeg samler på øjeblikke, skriver ansøgninger, laver mad, ser Netflix og alt det andet!". Altså: jeg lever!

Uvished er en udfordring; en opdagelsesrejse er en gave!

Tal om tabuet - 1: ENSOMHED

af Thyge Cosedis Holting

#brydtabuet er et hashtag, jeg første gang stødte på i et opslag fra en tidligere kollega. Det blev yderst present for mig, da jeg, i forbindelse med Dronningens regeringsjubilæum, genså de seneste års nytårstaler. Er det ikke netop det, hun gør og kan i den årlige tale; bryde tabuer?

I sin nytårstale anno 2019 berører Dronningen emnet ensomhed. Det er ikke nogen moderigtig følelse, og slet ikke noget, man lufter i en blankpoleret fremstilling af sin tilværelse, men mon ikke mange genkender følelsen af ensomhed!?

Jeg gør.

Efter næsten et halvt års arbejdsløshed har jeg mærket, hvordan den ensomhed, der allerede er tilstedeværende, når jeg nu, som 36 årig, ikke kan krydse ret meget af på “Sådan her skal det rigtige voksenliv se ud”-listen, er trådt mere frem. Når der ikke synes at være brug for een nogen steder, hvad er der så at holde fast i…

Een sagde til mig i december: “Vær opmærksom på, at folk nok synes, du er lidt sær, fordi dine opslag på Instagram indimellem er ret melankolske. Det ved folk ikke, hvordan de skal tackle, og så trækker de sig!”

Men det er vel kernen i #brydtabuet - at sætte ord på det, der ikke er smart.

Jeg har oplevet noget smukt; gode venner, der har rakt ud, rummet, puffet og fået mig til at grine. Det vækker stor taknemmelighed. Jeg har oplevet, hvordan det at have tid til at mærke grundigt efter er en stor gave. Hvordan det, ikke at skulle op kl. 04:15 er vanvittig rart, og hvordan det, at tilbringe en hel dag i sofaen, i færd med at tegne på min iPad (Dronningen ville nok kalde det “at gøre noget unyttigt!”) er skønt!

Er man uegnet til at være menneske i en moderne verden, fordi man viser sårbarhed? Er sårbarhed en form for styrke? Skal man holde inde med sine tanker af frygt for, andre synes, man er svag og mærkelig?

#brydtabuet og en tak til Dronning Margrethe, for at gøre netop dette, og for at vise sårbarhed; det kan sikkert også være en ensom skæbne, at være monark…

Må sårbarhed blive det nye sort i 2022. Må vi blive bedre til at sætte ord på det, der er smertefuldt og må Dronningen fortsætte med at sætte tabuer på dagsordenen! Det tror jeg kun, vi alle bliver rigere af!

Anmeldelse: "Kroketspilleren" - Papirteatret Meklenborg

 Et fremmed perspektiv…

”Kroketspilleren”, en teaterforestilling i papir efter H.G. Wells novelle. Figurer og dekorationer: Simon Gorm Eskildsen. Tilrettelæggelse og idé: Søren Mortensen, Marianne Thodberg og Per Brink Abrahamsen. Musik: Undertowdk. Teknik, lyd- og lysdesign: Søren Mortensen. Figurføring: Marianne Thodberg og Søren Mortensen. Produceret af Papirteatret Meklenborg. Forestillingen set, d. 29 okt. 2021

.

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg.

 

Et fremmed perspektiv kan bidrage til, at noget, man troede uforanderligt, pludselig kan beskues i et nyt lys. Perspektivskiftet kan forårsages af såvel en dekadent kroketspiller som en begavet scenograf; begge dele er tilfælde i ”Kroketspilleren” af Papirteatret Meklenborg.

Foto: Papirteatret Meklenborg

Handlingen i ”Kroketspilleren” er tilsyneladende noget stillestående men under overfladen syder det, hvad Undertowdks listende og stemningsmættede musik allerede indledningsvist antyder. I det lille bysamfund Cainsmarsh vogter alle på hinanden. Angsten for at blive overmandet af onde kræfter spreder sig, ingen er trygge; frygt og mistro har erstattet medmenneskeligheden. Til denne giftsump ankommer en elegant livsnyder af en kroketspiller, Mr. George Frobisher (i Bjarne Henriksens imposante stemmeføring). Umiddelbart er Frobisher mest interesseret i at spille kroket med sin faster, men samtidig bliver han vidne til de uhyrligheder, angsten for onde ånder i Cainsmarsh kaster af sig. Henriksens stemmeføring og scenografens figurtegning er smukt sammenstemt, hvilket understreger det, Frobisher er; en fremmed (Eskildsens streg er genial – tredimensionel; utraditionel.)

Plottet i H.G. Wells gyserhistorie skal ikke afsløres for en eventuelt kommende tilskuer, men fremhæves bør det, at det lille samfunds på én gang småborgerlige og angstprægede personager, fint levendegøres af dels Eskildsens figurer og dels, på lydsiden, af de professionelle skuespillere. Foruden Bjarne Henriksen lægger man særligt mærke til Henrik Thomsen som Dr. Finchatton og Ejnar Hans Jensen som pastoren. At dialogen er indtalt af professionelle kunstnere gør, at den tilsyneladende fodslæbende historie pludselig bliver fængende; en kyndig replikbehandling er i sidste ende det, der gør papir til teater.

Kroketspilleren ender med at forlade byen; han vil, når alt kommer til alt, hellere spille kroket med faster. Har han glemt angsten i byen? Gjorde den intet indtryk? Bjarne Henriksens tvetydighed lader svaret blæse i vinden. Som publikum har man imidlertid fået ændret sin traditionelle opfattelse af perspektiv ift. papirteatrets scenografiske muligheder.

Forestillingen udmærker sig først og sidst ved Simon Gorm Eskildsen elegante scenografi, der på én gang tager udgangspunkt i det traditionelle papirteaters naturalistiske centralperspektiv, men samtidig udfordrer dette, når f.eks. Mr. Frobisher og Dr. Finchatton slænger sig i magelige stole på verandaen; begge set fra ryggen og i let fugleperspektiv; dristigt og vellykket. På samme vis leger Eskildsen med det modernistiske udtryk, når han lader en dialog mellem to karakterer udspille sig via to forvoksede hoveder, der glider ind foran det sorte bagtæppe. Hvem har set det før på en dansk papirteaterscene? Forestillingen har dermed, lykkeligvis, taget stilling til sin egen udsigelse; når angsten styrer, forvrides perspektivet, og ingen kan med sikkerhed sige, hvordan verden ser ud; de subjektive briller bliver de eneste, der er tilgængelige.

Foto: Papirteatret Meklenborg

Det forvrængede perspektiv, på både handlingens og det visuelle udtryks plan, er lagt i hænderne på Søren Mortensen og Marianne Thodberg, der forestår teknisk afvikling og figurføring. Mens figurerne desværre for ofte danser samba fra side til side, frem for at bevæge sig naturligt i retning af samtalepartneren, er der ingen hakken at finde i de veltimede sceneskift, der, helt uden tæppefald, binder forestillingen sammen i et helstøbt flow - godt understøttet af Undertows ildevarslende musik.

Om ”Kroketspilleren” af H. G. Wells er en oplagt historie at sætte på papirteaterscenen, er et spørgsmål, der kan diskuteres; handlingsmæssigt synes der at stå mere mellem linjerne end på dem, hvilket ikke altid er en force ift. papirteatret som medie. Når dette er sagt, præsenterer Papirteatret Meklenborg en helstøbt forestilling, hvor det visuelle udtryk effektfuldt understøtter kroketspilleren som karakter; der er uomtvisteligt tale om et fremmed perspektiv på det, man troede, man kendte….