Tal om tabuet - 6: BIG TALK; om at tale ud og spørge ind

 af Thyge Cosedis Holting

I efteråret 2019 blev jeg, af en eftertænksom og højt begavet veninde, introduceret til begrebet big talk, og jeg var begejstret. Her var netop et begreb, der dækkede den måde, jeg ønsker at kommunikere med andre mennesker på. En kommunikationsform, hvor man springer formelle fraser og den mere overfladiske ordudveksling over, og går direkte til essensen; Hvem er du? Hvordan har du det? Hvad betyder noget for dig i livet? En kommunikationsform, hvor de følelsesmæssige, og sårbare, aspekter af menneskelivet bringes ind i samtalen.

Jeg har altid opfattet mig selv som et menneske, der interesserer mig for andre; som meget gerne lytter til, og tager ved lære af, andres livshistorier. Samtidig holder jeg af at dele ud af min egen livsfortælling samt at modtage andres syn på de ting, jeg oplever. 

Kort sagt; ja tak til big talk! 

I sensommeren 2019 skete det, at en tidligere kollega, jeg betragtede som en ven, trak sig fra relationen, under henvisning til, at jeg fyldte for meget, var for begejstret for at være i centrum og zoomede ud, når jeg ikke selv havde ordet i en samtale. Modigt og ærligt blev dette kommunikeret til mig, og den udmelding tog jeg til efterretning. 

Er jeg da så selvoptaget og excentrisk? Jeg synes blot, jeg forsøger at være åben mht. mine tanker om livet.

Da jeg senere, i det man vist kalder et ekkokammer, mødte begrebet big talk, var det relativt enkelt at skyde kritikken bort og tænke: " Jeg tager initiativ til noget større, når jeg fortæller andre om mig selv. Det betyder ikke, jeg ikke ønsker at høre andres big talk - tvært imod  -, men hvis andre har noget at sige, må de da afbryde mig og selv melde sig på banen!".

Og således kørte bussen videre under parolen; tal gerne ud, men vent ikke på, der bliver spurgt ind!

Copyright by Charlie Mackesey

I sommeren 2020 fik jeg dog, af en ven, en skriftlig overhaling af en anden verden i forbindelse med en situation, hvor jeg prioriterede min egen dagsorden og tænkte, andre nok alligevel var ligeglade med, hvorvidt jeg troppede op til en aftale eller ej. 

Hovedbudskabet var, i al sin enkelhed: Hvem ved, om en ven også har ting i sit liv, der fylder og kræver plads i relationen, uden at vedkommende nødvendigvis buser ud med det fem minutter efter, man har sat sig ned over en kop kaffe? Husker du at spørge ind?" 

Jeg læste vedkommendes besked mange gange, reflekterede og erkendte noget, for mig, centralt;

Nogen vil gerne anspores eller inviteres til big talk; kan finde det vanskeligt at afbryde andres monologer, hvis det at tale om sig selv i forvejen er noget, der kræver deres mod.

Derfor har jeg givet mig selv en opgave: Jeg øver mig i at spørge ind frem for at indlede en samtale med at tale ud - og jeg har oplevet det magiske, at mange mennesker bliver glade for et springbræt til at tale - og måske endda bliver taknemmelige, fordi de føler sig set. 

Selvom jeg synes, det kan virke kunstigt at have hv-spørgsmålene klar ved samtalens begyndelse, blev jeg taknemmelig, da en kær veninde, den anden dag, nævnte for mig: "Du har udviklet dig som ven; du spørger mere ind.".

Bør det være tabuiseret at holde af big talk? NEJ, ikke for mig! Det at interessere sig for de dybere lag i menneskelivet mener jeg er yderst berigende. 

Skal jeg være forberedt på, at andre let kan opfatte mig som selvcentreret, hvis jeg går ud fra, alle mennesker har let ved at tage ordet og begynde at tale om sig selv? - Ja, det har jeg erfaret.

Dyrebar læring, tænker jeg, mens jeg fortsat arbejder på at finde balancen mellem at tale ud og spørge ind. Det er ikke altid let -

Jeg øver mig!