En dansklærers tanker om monarki og folkeeventyr.

Lad mig sige det med det samme: Jeg er fuldblodsroyalist. Jeg synes kongehuset er et fantastisk lille stykke eventyr, der, på sin egen krøllede måde, har overlevet på trods af, at tiden er mindst to jordomsejlinger og et hestehoved foran. Jeg synes monarkiet er en kilde til fantastisk underholdning. Lidt ligesom ”Paradise Hotel” – bortset fra, at kongehuset har en fast aftale med tv om, at kameraet slukkes, mens man spiser! 

Nå, men altså: Når man i hverdagen slår sine folder som gymnasielærer i bl.a. dansk, og lige for tiden arbejder med folkeeventyr, er det svært ikke at blive fristet til at trække nogle linjer mellem tingene. Hvorfor gider vi se på en transmission fra middagen for prins Charles og Camilla, hertuginde af Cornwall, når man meget let kunne slukke for fjollekassen og foretage sig noget mere fornuftigt? Hvad er det ved monarkiet, som fanger moderne menneskers opmærksomhed? (For republikanernes vedkommende er det irritationen over at betale til noget, man synes er uinteressant. Nåååå - tag en kiks og se det som en form for licens (– som du i øvrigt slipper for selv at skulle indbetale! Får du måske samme service fra DR?!)    

Vi hopper indledningsvis en tur tilbage i tiden: I middelalderen, hvor folkeeventyrene allerede fløj frejdigt fra mund til mund, repræsenterede fortællingerne almuens drøm om en solid plads i det sociale hierarki. Eventyrene var hverdagshistorier fra almuens liv, som var iklædt symbolsk dragt. Kongen symboliserede bonden, dronningen madmor, prinsen og prinsessen deres rødkindede børn og kongeslottet var bondegården, hvor kongen/bonden uddelegerede opgaverne. Når en prins vandt prinsessen og det halve kongerige, var det et symbol på, at en ung bondeknøs med halm i træskoene og jord i hovedet fandt en pige, giftede sig med hende, fik sin egen gård og dermed løsrev sig fra sine forældre. En drøm om at blive herre i eget hus (uden hjælp fra Pelle Hvenegaard) med egne rettigheder og et selvstændigt liv.

Kan vi bruge det til noget i dag? Hvordan betragter vi den kongelige familie? ”De er jo bare almindelige mennesker som om andre!”(vrænge vrænge) – jamen hov!! Er det måske dér, vi har forklaringen på fascinationen? En helt almindelig familie i en flottere indpakning: Større parcelhus, større øse og større husholdningsbudget! Vort eget liv spejlet i et symbolsk univers. Jeg aner en sammenhæng! Når alt kommer til alt, ved vi jo ikke noget bedre end at høre om os selv!       

Jeg tror jeg, i min næste dansktime, vil begynde med følgende eventyr:

Der var engang en kronprins i et lille land i det kolde nord, (en dude fra Fredericia ved navn Torsten, som arbejde i en iskiosk), der var klog og proper. (han havde fået 10 klasse og var ret swag.) Han ville så forfærdelig gerne finde en prinsesse. (han manglede seriøst noget ... modspil). Skønt han havde rejst i hele verden, og endog på hundeslæde over indlandsisen, havde den rette ikke vist sig (han havde endda taget en kigger på ”Chaplin” i Silkeborg, men det gav ingenting!) Prinsen kom hjem til sin mor, dronningen, der netop var i gang med at brodere en messehagel, og var led og ked af det. (Han havde nedern på og tog hjem, men hans mor sagde: ”Fuck nu af! Jeg strikker lige!”). Men endelig en smuk oktoberdag kunne prinsen for hele rigets befolkning offentliggøre, at han havde fundet en smuk pige fra Australien, som havde lige det, der skulle til. (iskiosken fik en praktikant, som var pige, fra Ølst - og single!) Prinsen og den australske pige blev gift og flyttede ind i deres helt eget nyistandsatte palæ (egentlig statens, men who cares!), fik fire børn og en skatteyderbetalt luksustilværelse, (Torsten og praktikanten blev kærester og chillede sammen både når på arbejde og hjemme,) og de levede lykkeligt til deres dages ende (men de har nu nok slået op siden….)

Vort eget liv set i en lidt mere pompøs spejling! Det er vel ikke så ringe endda! Om folkeeventyr og monarki hænger sådan sammen (og om der overhovedet er en sammenhæng), ved jeg ikke – men det er i hvert fald et bud. Både kongehuset og eventyret kan til stadighed være kilder til fortsat undren, analyse og fortolkning. Heldigvis!

(I øvrigt minder jeg om, at når ulven spiser den lille Rødhætte, er det et symbol på, at de dyrker dyrisk oralsex grundet Rødhættes symbolske svaghed for behårede og dystre fremmede, hun møder i skoven! Det siger Freud! Jeg ved ikke om det passer. Ulven bad også om at få kameraet slukket, mens han spiste.)    

/Thycho                

Om køkultur...

Jeg kan som udgangspunkt godt lide ”Baresso”! En hurtig kop kaffe, en frisk replik fra ekspedienten, et stempel, et smil og så af sted igen. Overfladiskhed på en hyggelig måde. Det er kun ”Baresso”, som kan få mig til at føle mig som Aarhus-hipster en grå tirsdag eftermiddag, hvor man lige er hoppet af bussen efter endt arbejdsdag, skoene klemmer, hårdagen er dårlig og kontoen er udmagret. Altså: Jeg kan som udgangspunkt godt lide ”Baresso”.

Om det var længslen efter ”Jeg - en hipster” - følelsen eller bare regulær tørst, der havde samlet kaskader af forårsklædte på en tilfældig ”Baresso” i Aarhus lørdag eftermiddag, skal jeg ikke kunne sige. Det var varmt udenfor - og det blev varmt indenfor! Iceblends med chokolade, espresso og meget andet godt, blev langet over disken i en fart, der kun bliver overgået af taletempoet i den nyligt opførte udgave af ”Jeppe på Bjerget” på Aarhus Teater, eller farten med hvilken Anne Linnets sange kan kvæle det gode humør i en tilhører! (hvilket afgjort er hurtigere, end politiet tillader). ”Iceblend!”, ”Ja. Til at ta’ med?”, ”Ja!”, ”44!”. ”Sådan!”, ”Værsgo! Hej hej”. ”Hej!”, ”Iceblend”, ”Ja. Til at ta’ med?” – ak nej!  Klik, klik, klik…… og en masse mennesker, der ser på det samme ur over disken!

Det velkendte hurtige tempo var denne lørdag eftermiddag skiftet ud med en langsomhed i serveringen, som stod i bitter kontrast til tempoet (og stressniveauet) hos de arme ansatte, der i et væld af kander, kaffemaskiner og kundehenvendte udglattende smil kæmpede med at få gjort diverse bestillinger færdige, så de 30 minutters ventetid i hvert fald ikke skulle bevæge sig op på 31! Respekt! De knoklede – og det giver mig anledning til at sige følgende:

Hvorfor tror folk, at ventetiden bliver kortere, hvis de puffer til hinanden, er uforskammede og smækker deres kvitteringer op i hovedet af den sagesløse ekspedient, som sikkert i samme øjeblik drømmer sig væk til en stille tropeø med udsigt til bølgerne og det azurblå hav, hvor freden kun generes af en let brise. Den bitre sandhed var imidlertid, at brisen skyldtes ånden fra en rødhåret madam, hvis rasende krøller, med lidt god vilje, godt kunne minde om et hav (ganske vist med lidt mere oprørte vande).

Ja, der var 30 minutters ventetid, folkene bag disken svedte endnu mere end man gjorde i køen foran den! OG HVAD SÅ?! (Jeg spekulerer pludselig på, at man burde sætte ”Køkultur” på listen over fag, der mangler i folkeskolen! Det kan nok lige klemmes ind mellem ”Medmenneskelighed” og ”Holberg for begyndere!”. Nogle burde give medarbejderne på denne ”Baresso” en medalje (eller bare et enkelt smil) og dem i køen et los i røven!

Go’ søndag!          

/Thycho