Om det var længslen
efter ”Jeg - en hipster” - følelsen eller bare regulær tørst, der havde samlet
kaskader af forårsklædte på en tilfældig ”Baresso” i Aarhus lørdag eftermiddag,
skal jeg ikke kunne sige. Det var varmt udenfor - og det blev varmt indenfor!
Iceblends med chokolade, espresso og meget andet godt, blev langet over disken
i en fart, der kun bliver overgået af taletempoet i den nyligt opførte udgave
af ”Jeppe på Bjerget” på Aarhus Teater, eller farten med hvilken Anne Linnets
sange kan kvæle det gode humør i en tilhører! (hvilket afgjort er hurtigere,
end politiet tillader). ”Iceblend!”, ”Ja. Til at ta’ med?”, ”Ja!”, ”44!”. ”Sådan!”,
”Værsgo! Hej hej”. ”Hej!”, ”Iceblend”, ”Ja. Til at ta’ med?” – ak nej! Klik, klik, klik…… og en masse mennesker, der
ser på det samme ur over disken!
Det velkendte hurtige
tempo var denne lørdag eftermiddag skiftet ud med en langsomhed i serveringen,
som stod i bitter kontrast til tempoet (og stressniveauet) hos de arme ansatte,
der i et væld af kander, kaffemaskiner og kundehenvendte udglattende smil
kæmpede med at få gjort diverse bestillinger færdige, så de 30 minutters ventetid
i hvert fald ikke skulle bevæge sig op på 31! Respekt! De knoklede – og det
giver mig anledning til at sige følgende:
Hvorfor tror folk, at
ventetiden bliver kortere, hvis de puffer til hinanden, er uforskammede og
smækker deres kvitteringer op i hovedet af den sagesløse ekspedient, som
sikkert i samme øjeblik drømmer sig væk til en stille tropeø med udsigt til
bølgerne og det azurblå hav, hvor freden kun generes af en let brise. Den bitre
sandhed var imidlertid, at brisen skyldtes ånden fra en rødhåret madam, hvis
rasende krøller, med lidt god vilje, godt kunne minde om et hav (ganske vist
med lidt mere oprørte vande).
Ja, der var 30
minutters ventetid, folkene bag disken svedte endnu mere end man gjorde i køen
foran den! OG HVAD SÅ?! (Jeg spekulerer pludselig på, at man burde sætte ”Køkultur”
på listen over fag, der mangler i folkeskolen! Det kan nok lige klemmes ind
mellem ”Medmenneskelighed” og ”Holberg for begyndere!”. Nogle burde give medarbejderne
på denne ”Baresso” en medalje (eller bare et enkelt smil) og dem i køen et los
i røven!
Go’ søndag!
/Thycho
Et smukt første blogindlæg :-) Lad dem flyde i en lind strøm fremover Thycho :-)
SvarSlet