Lad mig sige det med
det samme: Jeg er fuldblodsroyalist. Jeg synes kongehuset er et fantastisk
lille stykke eventyr, der, på sin egen krøllede måde, har overlevet på trods af,
at tiden er mindst to jordomsejlinger og et hestehoved foran. Jeg synes
monarkiet er en kilde til fantastisk underholdning. Lidt ligesom ”Paradise
Hotel” – bortset fra, at kongehuset har en fast aftale med tv om, at kameraet
slukkes, mens man spiser!
Nå, men altså: Når man
i hverdagen slår sine folder som gymnasielærer i bl.a. dansk, og lige for tiden
arbejder med folkeeventyr, er det svært ikke at blive fristet til at trække
nogle linjer mellem tingene. Hvorfor gider vi se på en transmission fra
middagen for prins Charles og Camilla, hertuginde af Cornwall, når man meget
let kunne slukke for fjollekassen og foretage sig noget mere fornuftigt? Hvad
er det ved monarkiet, som fanger moderne menneskers opmærksomhed? (For
republikanernes vedkommende er det irritationen over at betale til noget, man
synes er uinteressant. Nåååå - tag en kiks og se det som en form for licens (–
som du i øvrigt slipper for selv at skulle indbetale! Får du måske samme service fra
DR?!)
Vi hopper indledningsvis
en tur tilbage i tiden: I middelalderen, hvor folkeeventyrene allerede fløj
frejdigt fra mund til mund, repræsenterede fortællingerne almuens drøm om en
solid plads i det sociale hierarki. Eventyrene var hverdagshistorier fra almuens liv, som var iklædt
symbolsk dragt. Kongen symboliserede bonden, dronningen madmor, prinsen og
prinsessen deres rødkindede børn og kongeslottet var bondegården, hvor kongen/bonden uddelegerede opgaverne. Når en prins vandt prinsessen og det halve
kongerige, var det et symbol på, at en ung bondeknøs med halm i træskoene og jord
i hovedet fandt en pige, giftede sig med hende, fik sin egen gård og dermed løsrev sig
fra sine forældre. En drøm om at blive herre i eget hus (uden hjælp fra Pelle
Hvenegaard) med egne rettigheder og et selvstændigt liv.
Kan vi bruge det til
noget i dag? Hvordan betragter vi den kongelige familie? ”De er jo bare
almindelige mennesker som om andre!”(vrænge vrænge) – jamen hov!! Er det måske
dér, vi har forklaringen på fascinationen? En helt almindelig familie i en
flottere indpakning: Større parcelhus, større øse og større husholdningsbudget!
Vort eget liv spejlet i et symbolsk univers. Jeg aner en sammenhæng! Når alt
kommer til alt, ved vi jo ikke noget bedre end at høre om os selv!
Jeg tror jeg, i min
næste dansktime, vil begynde med følgende eventyr:
Der var engang en kronprins
i et lille land i det kolde nord, (en dude fra Fredericia ved navn Torsten, som
arbejde i en iskiosk), der var klog og proper. (han havde fået 10 klasse og var
ret swag.) Han ville så forfærdelig gerne finde en prinsesse. (han manglede seriøst
noget ... modspil). Skønt han havde rejst i hele verden, og endog på hundeslæde
over indlandsisen, havde den rette ikke vist sig (han havde endda taget en
kigger på ”Chaplin” i Silkeborg, men det gav ingenting!) Prinsen kom hjem til
sin mor, dronningen, der netop var i gang med at brodere en messehagel, og var led
og ked af det. (Han havde nedern på og tog hjem, men hans mor sagde: ”Fuck nu
af! Jeg strikker lige!”). Men endelig en smuk oktoberdag kunne prinsen for hele
rigets befolkning offentliggøre, at han havde fundet en smuk pige fra
Australien, som havde lige det, der skulle til. (iskiosken fik en praktikant,
som var pige, fra Ølst - og single!) Prinsen og den australske pige blev gift
og flyttede ind i deres helt eget nyistandsatte palæ (egentlig statens, men who
cares!), fik fire børn og en skatteyderbetalt luksustilværelse, (Torsten og
praktikanten blev kærester og chillede sammen både når på arbejde og hjemme,) og de
levede lykkeligt til deres dages ende (men de har nu nok slået op siden….)
Vort eget liv set i en
lidt mere pompøs spejling! Det er vel ikke så ringe endda! Om folkeeventyr og
monarki hænger sådan sammen (og om der overhovedet er en sammenhæng), ved jeg ikke – men det er i hvert fald et bud. Både
kongehuset og eventyret kan til stadighed være kilder til fortsat undren,
analyse og fortolkning. Heldigvis!
(I øvrigt minder jeg om,
at når ulven spiser den lille Rødhætte, er det et symbol på, at de dyrker dyrisk oralsex grundet
Rødhættes symbolske svaghed for behårede og dystre fremmede, hun møder i skoven! Det siger
Freud! Jeg ved ikke om det passer. Ulven bad også om at få kameraet slukket,
mens han spiste.)
/Thycho
Ingen kommentarer:
Send en kommentar