Som gennemsnitlig kortbenet småborger, uden nogen former
for helteambitioner og med hang til overdrivelse, blev jeg imidlertid opfyldt
af en mængde (relativt) relevante spørgsmål: Ville hele byen blive politiafspærret?
Mon nogle ville kaste med brosten og sætte ild til biler i netop min gade? Ville
situationen være så tilspidset, at der ikke var mulighed for at komme i Føtex
om eftermiddagen?
Flere venlige sjæle påpegede, at jeg burde være i
sikkerhed, da demonstrationen ville finde sted halvanden kilometer fra min
hoveddør, og at jeg næppe ville være demonstranternes hovedmål, men som salig
Kirsten Hüttemeier altid sagde: ”Man kan aldrig vide, hvornår lysten melder sig.”
(Se, der har vi Freud igen – og demonstranter har vel også et id!). Jeg kunne
se for mig, hvordan jeg på mine korte ben iført blommefarvede bukser måtte løbe
for livet gennem Aarhus, fordi jeg havde vovet mig i Føtex på et forkert
tidspunkt! En hob vrede demonstranter ville forfølge mig, mens de kastede med
brosten, og det hele ville blive fulgt af News-helikopteren. (Måske nok en
anelse hypotetisk, ville nogle sige, men man kan jo aldrig vide …)
Jeg tog i hvert fald mine forholdsregler: Kl. 9.00
spænede jeg i Føtex og fik indkøbt den nødvendige beholdning af bl.a. Kellogg’s
frosties, som var nødvendige for at overleve weekenden. (Det kunne jo være, at gadeuordenen
og afbrændingen af tilfældige biler ville fortsætte søndagen med).
Demonstrationen var varslet til at begynde kl. 13.00,
så kl. 9.30 var jeg hjemme igen, låste porten ud til gaden grundigt og satte
dvd’en med første sæson af ”Downton Abby” på. Omkring kl. 15.00 kunne jeg på
tekst-tv læse: ”Kaos ved demonstration”. Ha! Min beslutning om at forskanse mig
indenfor var rigtig.
Imidlertid blev jeg bragt i et voldsomt dilemma, da
en bekendt ringede og spurgte, om jeg ville med i biografen. Turde jeg bringe
mig selv i den faretruende situation, det ville være at gå op ad strøget ved
20.00-tiden med risiko for at blive jagtet af de vrede elefanthuer med brosten
og overvåget af News-helikopteren! Efter nogen overvejelse var svaret: JA! Slut
med at være påskekylling! Nu ville jeg være heltemodig og trodse faren!
Men ak, det er svært at være profet i sin egen by. Kl.
17.00 var demonstrationerne opløst, politiet kørt hjem til kaffen og
citronmånen på stationen og strøget i Aarhus så idyllisk som en solopgang over Øresund
(hvad det i øvrigt havde været hele dagen! – demonstranter er åbenbart mere
ihærdige på Nørrebro!), så da jeg gik af sted ved 20.00-tiden var det snarere
som en noget skuffet antihelt (som dog er bedre end påskekyllingen, som bare er fej, mens
antihelten har selverkendelse nok til at sige: ”Helt! Det er ikke noget for mig”.)
Set i bakspejlet var mine forholdsregler forud for
lørdagens demonstration måske nok lidt vel grundige, men nu skal det også være
slut. Næste skridt er at gå fra antihelt til helt, og kunne jeg ændre på
drømmen, hvor jeg bliver jagtet gennem en fyrreskov af et emsigt pindsvin, der
er iført grønne smækbukser og kører på en rød trehjulet cykel med hvidt lad og
først standser, når jeg kaster en cd med Rasmus Seebach hen til den, vil jeg i stedet
standse op, vende mig mod udyret og sige: ”Du kan få en flad skive med Medina
dit møgdyr!” (– hvorefter pindsvinet højst sandsynligt stiger af cyklen og flænser
mig i småstykker med sine skjulte superkræfter, så jeg bittert vil fortryde,
at jeg skulle lege helt i stedet for at kende mine
begrænsninger og se ”Downton Abby” færdig!)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar