mandag den 30. november 2015

Dolf og den forsmåede - afs 1.

I en hængekøje på Bahamas lå Rudolf, julemandens rensdyr, og solede sig i varmen. Siden sidste års dramatiske december havde Rudolf og julemanden ferieret på øen i det blå hav, for at samle energi til endnu en jul og endnu en travl december. Julemanden var, for en uge siden, hoppet i sin kane og var fløjet afsted til Grønland for at være i god tid, som han havde sagt. Rudolf ville tage et par dage mere i hængekøjen, før han fløj tilbage til de nordlige og køligere himmelstrøg.

Alt var således som det skulle være, indtil Rudolf mobiltelefon ringede, og det viste sig at være en nisse fra julemandens værksted på Grønland, som sad i den anden ende af røret. Nissen ville høre, hvornår Rudolf og julemanden ville ankomme, da det jo var 1. december, og der var arbejde, som skulle gøres. ”Jamen”, sagde Rudolf, ”Julemanden er skam allerede fløjet til Grønland og må være ankommet for et par dage siden!”. Nissen lagde røret på og Rudolf rystede på hovedet og lagde sig tilbage i hængekøjen.

Ti minutter senere ringede Rudolfs telefon igen. Det var julekommissionens formand, der bad Rudolf pakke sine ting og flyve til hovedkontoret i New York øjeblikkeligt.

Julemanden var ikke set siden han fløj fra Bahamas, hvorfor han nu blev betragtet som værende forsvundet!     

Ingen kommentarer:

Send en kommentar