Dolf og den forsmåede - afs.2

Efter en lang flyvetur gennem luften med sin kuffert i den ene hånd og en næsten drukket mojito i den anden, ankom Rudolf til julekommissionens hovedkontor og trådte, efter at have forceret en hel serie af forkontorer, ind foran julekommisionsformandens tårnhøje skrivebord. Formanden bød Rudolf velkommen og gik så lige til sagen: ”Julemanden er væk, og det er yderst alvorligt. Vi har, i julekommissionen, længe været på sporet af en sammensværgelse mod julen og især mod julemanden, men desværre har vi ikke været hurtige nok og nu er skaden sket. Rudolf, du er den, der kender julemanden allerbedst, så det bliver din opgave at finde ham igen”.

Rudolf sank en klump. Det seneste, han nogensinde havde forsøgt at genfinde, var den lille blå bog, hvor han nedskrev hjemmelavede jokes a la ”Hvis en revisor står under en paraply, er han så i skattely” – det var ikke lykkedes endnu – hverken at genfinde bogen, som måske stadig lå på stranden på Bahamas, eller at få nogen til at grine af dens indhold for den sags skyld.

Da Rudolfs tænkepause åbenbart røbede en vis usikkerhed fortsatte julekommissionsformanden: ”Du skal ikke være nervøs. Vi ved, at du, Rudolf, kan klare denne vanskelige opgave. Find julemanden og bring ham tilbage! Ellers bliver der ikke delt nogen gaver ud i år, og dermed bliver der ingen jul! Fang forbryderne og find julemanden!

”Jamen” sagde Rudolf ”Hvordan skal jeg bære mig ad? Jeg er jo bare et rensdyr med en gennemsnitlig forstand, hvis man ser bort fra en mangelfuld viden om tv-serier og realkreditlån! Hvordan skal jeg jage forbrydere?”

 ”Det lærer du nok” sagde kommisionsformanden og trykkede på en knap på sit skrivebord. To vagter trådte ind og slæbte Rudolf ud af kontoret, mens han protesterede det bedste han kunne – hvilket i dette tilfælde var ved at referere til både EU-forbehold og den private ejendomsret.