Dolf og den forsmåede - afs. 14

I lyset fra en grønlig gadelygte sneg Rudolf sig rundt i de disede gader i London. Den gule tweet-habit, med tilhørende slag, hun havde foræret ham, - og som stammede fra en salig engelsk detektiv, Dronning Victoria havde fået skaffet diskret af vejen, fordi han vidste for meget – gav Rudolf et yderst autentisk look. Det hele mindede ham om en detektivroman, han i sin tid havde læst, om en engelsk detektiv – også fra Victoriatiden – som spillede violin i sin fritid, røg pibe og som syntes, det meste var elementært. Nu kunne Rudolf ganske vist ikke prale af at være violinspiller, men han havde da engang – i sin ungdoms kådhed – meldt sig til et aftenskolekursus i elklaver, og det var vel lige så godt et instrument som alle andre!

Rudolf følte sig således særdeles velegnet til opgaven, som pt gik på at snuse rundt i Londons gader efter noget, der kunne pege i retning af den forsvundne julemand og hans kidnappere.

”Pst! Ja, det er dig jeg mener! Kom lige herover!” sagde en lille fistelstemme inde fra en mørk gyde. Rudolf - der egentlig aldrig havde haft den helt store tiltro til hæderligheden hos spinkle stemmer i mørke gyder, siden dengang hans tante Irene havde holdt et garagesalg for enden af sin lukkede villavej, hvor du udbød hjemmemalede sæsonplatter til en gedigen overpris, som Rudolf ikke kunne undslå sig, fordi han var af familien – gik i retning af lyden og pludselig åbenbarede en søvnig gadelygte en lille solbrillebeklædt gravhund, der stod og smågrinede på en gammel ølkasse ved en husmur. ”Hvem er du?” spurgte Rudolf forbavset. ”Du kan kalde mig Claude X” sagde gravhunden med et smil. ”Jeg er sådan en slags ambassadør, og mens jeg stod her og ambassaderede, faldt mine øjne lige på dig. Du ligner én, der har brug for hjælp, og jeg har et godt tip til dig!”. ”Et tip?” sagde Rudolf ”Et tip til hvad?”. ”Til hvordan du finder Julemanden selvfølgelig” sagde Claude X insisterende. ”Jeg ved, hvor han er. Følg nu bare med mig. Det ville jo være en skam, hvis du gik glip af at møde Julemanden, ikke sandt agent 00-Dolf? Eller med det kostume skulle jeg måske snarere sige ”Sherlock-Dolf!”.

Rudolf smilede vel- og selvtilfreds, og mens han fulgte efter den lidt for smilende Claude X, tænkte han på den forside, der kunne komme på aviserne den følgende dag: ”Agent 00 Sherlock Dolf, agent for Hendes Kongelige Majestæt Dronning Elizabeth den anden (han skulle tage sig i det, for ikke at komme til at sige ”Helen Mirren”) har afsløret årtiers største julemysterium, genfundet julemanden, sikret julefreden og er nu blevet adlet af Dronningen til Lord Dolf”. (Adelstitlen kunne måske være en anden, tænkte han.. det skulle jo nødigt lyde som Lorte-Dolf!)