Da Rudolf vågnede op af sin døs,
slog det ham, at flyets interiør syntes mere blåt, end da han steg ind.
Samtidig havde piloten måske skruet lige voldsomt nok op for flyets
aircondition. Blæsten slog hårdt mod Rudolfs ansigt og det fremkaldte et
fortrængt minde om en kanetur med julemanden en julenat, hvor det var orkan
(Rudolf havde skiftevis sunget et vers af ”Vindes farver” og kastet sig ud over
kanekanten for at aflevere sin middagsmad – en på alle måder upraktisk
kombination. Julemanden havde sidenhen døbt oplevelsen ”Blæst og bræk – turen”).
Da Rudolf fik gnedet søvnen ud af
øjnene opdagede han til sin overraskelse, at han var i frit fald gennem luften.
Lettere forfjamsket greb han i en snor, der hang ud fra den rygsæk, nogen havde
givet ham på, og i næste nu foldede en orange faldskærm sig ud over Rudolfs
hoved, og han svævede elegant ned gennem luften. Over sit hoved kunne han
skimte det lille fly, han havde været passager i. Men hvem havde smidt ham ud?
Hvem havde slået ham bevidstløs? Hvem havde en smag, der var dårlig nok til at
sætte en orange faldskærm sammen med en grå nålestribet habit?
Alt dette tænkte Rudolf på, mens
han svævede ned gennem luften, men hans tanker blev imidlertid afbrudt, da hans
mobiltelefon ringene. Rudolf tog den og i den anden ende var Elite-Elin.
”Dolf! Hvordan går det? Er du
nået frem?” hørte Rudolf Elin sige med en vis utålmodighed i stemmen. ”Jeg har
fuld kontrol over det, chef” sagde Rudolf afslappet, mens han fortsat svævede
ned mod jorden ”Jeg er ikke mere ophængt end at jeg har et fint overblik, og jeg
er absolut ikke i frit fald”. ”Hvad fabler du om?” sagde Elite-Elin vredt. ”Hvor
er du?”. ”Jeg er på vej mod at komme til at stå fast” sagde Rudolf ( – og sendte
en tanke til en gruopvækkende anti-selvhjælpsbog med denne titel, han havde
læst en anmeldelse af, og vis hovedbudskab vist var, at følelsesmæssig selvindsigt
er usundt for mennesket – Rudolf havde overvejet, den måtte kunne anvendes som
hadegave engang ved lejlighed – eller til at stabilisere et bord – så ville titlen
da i hvert fald komme til sin ret.) Elin tog en dyb indånding i telefonen: ”Dolf,
du skal se at komme lidt ned på jorden og FIND SÅ DEN JULEMAND! Du er hemmelig
agent - det er ikke en skovtur dette her!” – og så smækkede hun røret på!
Rudolf tog det ikke så tungt, men
var yderst stolt over den elegance, med hvilken han havde skjult, at han pt
hang i luften i en faldskærm uden at have nogen anelse om hvorfor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar