Dolf og den forsmåede - afs. 13

Rudolf vandrede rundt i det mørke og regnvåde London hele natten og om morgenen blev han passet op af en stor sort limousine. Chaufføren spurgte, om han var agent 00-Dolf. Jo, det kunne Rudolf ikke benægte, selvom om han pt følte sig mere som en ommer end en hemmelig agent. ”Jeg har én der gerne vil hilse på Dem” sagde chaufføren. ”Værsgo at stige ind”. Det lod Rudolf sig ikke sige to gange – det ville trods alt være rart at få biltag over hovedet blot for en stund - og han hoppede hurtigt ind i limousinen, som gled afsted i den tidlige morgen.

Da bilen standsede, stod en mand i en fjollet uniform og et stramt udtryk i ansigtet parat til at åbne døren. Rudolf steg ud på en rød løber, hvor endnu en herre i en fjollet uniform og et stramt ansigtsudtryk stod parat til at vise Rudolf vej op af en enorm trappe langs med hvilken, der hang portrætter af en lang række herrer og damer, der ligeledes var fjollet klædt på og havde stramme udtryk i ansigterne. Rudolf – hvis ideer om finkultur og samfundets øverste lag var affødt af oplevelserne med en kollegiekammerat fra julerensdyrinstituttet, som så den samme film – ”The Queen” med Helen Mirren” - om og om igen – tænkte, han måske var ankommet til det skøre hus i Tivoli.

Pludselig blev Rudolf vist ind i et fornemt værelse, hvor en lille gammel dame – ligeledes med et stramt udtryk i ansigtet – stod parat til at tage i mod ham. Hun rakte hånden frem og Rudolf vidste med et, hvem han stod foran. Han gik glædesstrålende hen til damen, rystede hendes hånd og udbrød: ”Helen Mirren!!! Det er mig en stor glæde!”.

Dronning Elizabeth den anden, som stod over for Rudolf, ignorerede den lidet flatterende forveksling – hun havde jo trods alt selv bedt sin chauffør hente Rudolf, da hun hørte, den hemmelige juleagent var ankommet til hendes by: ”Det glæder os, Englands dronning, at se Dem aget 00-Dolf.” sagde Dronningen på engelsk. Rudolf blev temmelig flov over sin fortalelse og begyndte ligeledes på engelsk – selvom han helst ikke talt sprog, han ikke selv havde valgt – at fortælle Dronningen om sit arbejde med at finde Julemanden. Dronningen var fuldt ud orienteret, da hun var en stor ynder af julen og hvert år pyntede op med sin hjemmelavede julepynt, der bl.a. omfattede nogle juleengle, Prins Charles havde lavet som barn – ”Charlie’s angels”, som hun kaldte dem.

Dernæst forærede Dronningen Rudolf en pakke med et detektivkostume, idet hun mente, han måtte se lidt mere engelsk ud, hvis han skulle ud i Londons gader og lede efter julemanden. ”Oh yes, perhaps I can find the christmasman there. I those to select, that that is a possibility” sagde Rudolf stolt, mens Dronningen I sit stille sind ærgrede sig over, hun ikke havde taget en slurk gin inden mødet med Rudolf.

Dronningen bad Rudolf give besked, når der var nyt i sagen. Blot måtte han ikke ringe om aftenen den 26. eller 28. december, hos hun skulle se ”Downton Abbey – the Christmasspecial” – idet hun stadig håbede, at få bekræftet sin tese om, at aunt Rosamund i virkeligheden var mor til Edith (en tese hun, - med en stædighed, der kendetegner en ægte Windsor – havde holdt stædigt fast på gennem alle seks sæsoner).   

Rudolf kom med en upassende bemærkning om det karakteristiske ved engelske serier – at de går så langsomt at alle kan følge med – hvorefter han bukkede pænt for Dronningen, tog sin pakke og trak sig baglæns ud af værelset.

Dronningen sukkede – hemmelige agenter var nu ikke, hvad de havde været!