Dolf og den forsmåede - afs. 22 + 23

Oste-Pers bil susede afsted gennem gaderne i Danmarks hovedstad. Foran den kørte prinsgemalens skinnende kronebil, som - efter farten at dømme – prøvede at ryste sine forfølgere af. Per, der havde et vist anlæg for at blive hysterisk i trafikken, brølede op, når en cyklist, en fodgænger eller en lysregulering kom mellem ham og bilen, han ville indhente. ”Vi skal indhente den bil. Hurtigere, Per!” råbte Rudolf! Julemanden sad på bagsædet og så mut ud. Han havde transportmidler, han ikke selv havde valgt. ”Nu har vi dem snart” råbte Per og klemte den aldrende Suzuki Swift op på siden af den kongelige kronebil. Rudolf stak hovedet ud af vinduet og hvinede. ”Overgiv jer! Vi kender jeres plan”. Kronebilen hilste igen ved at køre ind i siden på den bedagede. Det gav et brag og swiften gav op med et suk midt på vejen, mens kronebilen sejrsikkert rullede videre.

”Nej nej nej!” brølede Julemanden og vendte sig mod Per! ”Vorherre bevares! Og du kalder dig selv del af den højere middelklasse (hvilket Per aldrig havde udtrykt direkte, men Julemanden havde hørt om Pers faible for liberale standpunkter og havde lagt to og to sammen) Hvorfor har du så ikke en bil, der kan køre?! Jeg spørger bare. Og hvad nu med julen? Hvad med mig? Hvad med ….”. ”Klap så I” sagde Rudolf. ”Der er ikke noget, der er afgjort endnu! Jeg er et flyvende rensdyr – ud over at være en hemmelig agent – så hold fast i mig, og så flyver vi alle sammen.”. ”Jamen” sagde Per ”skal vi tænke på noget, som er godt? Bare noget, som er godt” – selvom han ikke præcist kunne huske, hvor referencen kom fra. Per tog et fast greb i Julemanden og derefter et fast greb i Rudolf, og så fløj de tre usædvanlige venner gennem luften mod det sted, hvor kronebilen endte; Amalienborg slot.

På slottet var et vindue åbent, og de tre flyvende smuttende igennem vinduet og landede i en salon, hvor de gemte sig bag en voluminøs plyssofa. Kort efter gik døren til rummet op, og Prinsgemalen trådte ind i selskab med ingen ringere end Elite-Elin; chefen for julekommissionens efterretningstjeneste. Det gav et sæt i Rudolf; hvad gjorde hun dog her?

”Det er en aftale” sagde den tidligere gymnasielektrice Elin og nejede ubehjælpeligt for den storsmilende prinsgemal. ”I morgen tager Deres kongelige Højhed til Grønland som Julemand og jeg meddeler Julekommissionen, at Julemanden er fundet og at det hele var en storm i et glas vand. De melder Dem ind i Venstre, som får god omtale og som tak herfor, laver lille Løkke en ny gymnasiereform, der forringer alting så meget, at det er en glimrende straf for den overlast, systemet har påført mig gennem så mange år, hvor jeg sled og slæbte uden at få hverken forfremmelser, en Kählervase i julegave eller bare en kåring til året lærer én eneste gang. Så De får en titel, Lille Lars får positiv omtale og jeg får hævn”

”Det ær majet fint” sagde Prinsgemalen ”men hvad med agent 00-Dolf?”

”Ham skal jeg nok tage mig af” sagde Elite-Elin med et sikket tonefald, der fik hofhunden Claude X, der lå på et tæppe og slumrede, til at smile saligt i søvne.

Prinsgemalen vinkede med hånden som tegn på, at audiensen var forbi, og Elin trak sig baglæns ud af lokalet, mens Prinsgemalen selv tog en anden dør ud.

 

 

De tre venner kom nu frem bag deres skjul bag sofaen. ”Åh nej” jamrede Julemanden. ”Det er forbi. Alt er håbløst! Jeg må hellere melde mig ind i en fagforening”. ”Tag det roligt” sagde Rudolf!. ”Det er også de kongelige, der skaber alle problemerne” sagde Per indigneret. ”Det ville være meget bedre, hvis Danmark var en republik! Tænk at mine skattekroner skal gå til et system, der kun er ude på at udnytte sin nedarvede status til at få fordele!” (Det eneste formildnende ved kongehuset var, ifølge Per, at han måske med tiden kunne blive kongelig hofleverandør af ost, hvilket han, sin foragt for institutionen til trods, ville nyde at fortælle til andre!).     

Pludselig lyste Rudolf op i et stort smil! ”Jeg har en plan” sagde han!