Dolf og den forsmåede - afs. 20

Hele vejen til lufthavnen havde Rudolfs nye ven, den liberalt anlagte ostefabrikant Per, talt i rosende vendinger om sin racercykel, som han glædede sig til at køre på, når han vendte hjem. Interessen fra cykling havde han fået fra sit idol Lars Løkke Rasmussen, som flere gange havde cyklet helt til Paris (og selvom onde tunger havde ønsket, han ville fortsætte ruten helt derhen hvor pebret gror, var han altid vendt hjem igen). Rudolf lyttede interesseret og syntes, der var noget muggent ved historien om denne Løkke, som – i følge krokodillen Leif – altså også var den falske julemand. Det var meget besynderligt. 

Vel ankommet til lufthavnen steg Per og Rudolf på et fly til København, hvor de – pudsigt nok – var de eneste passagerer. Det troede Rudolf i hvert fald, indtil han kom til at se til højre, hvor der sad to mænd og en hund. Per havde købt en engelsk avis og var gået i gang med finanssektionen, mens han mumlede noget om nassende socialister og lavede en note til sig selv om et nyt reklamefremstøds for skimmelost. Rudolf skjulte sig bag avisen og lyttede til de to mænds samtale.  

Den ene af de to mænd – en lille svedende selvtilfreds type, der mindede mistænkeligt meget om den falske julemand – så med beundring på sin makker – en garderhøj og velpolstret ældre herre i farverige gevandter. Den lille sagde: ”Nu håber jeg, at Deres Kongelige Højhed, er tilfreds med planes udfald? Jeg har skaffet agent 00-Dolf af vejen og nu skal vi kun mellemlande i København og så rejser vi videre til Grønland, hvor vi fuldfører planen og De kan få Deres nye titel”.

”Jag være majet glaaaaad!” sagde den kongelige Højhed med et stort grin og en endnu større fransk accent. ”Efter so mange år, det være dajlig ændelig at vær’ nummer 1!”. ”Men” sagde den lille – som var den af Per så beundrede Lars Løkke Rasmussen – ”Er Deres Kongelige Højhed ikke bange for, at det kan gå galt? Hvad nu, hvis Deres kone bliver sur!”. ”Jeg har snart vær’t sur på min kone i 50 år, fordi hun ik’ vil gøre maaaaj til kong’!!” sagde den velpolstrerede og slog ud med armene, så gravhunden måtte klamre sig til den bordoux cardigan for ikke at ryge på gulvet. ”Jeg vil ik’ mere vær’ nummer 2. Nu jeg vil vær’ nummer 1. Min kon’ ik’ vil hjælpe maaaaj! Derfor jeg gør’ det selv!! Du har fanget Julemand for maaaj, du og Claude X har skaffet hemmelig agent af vejen for maaaaj, vi har fået syet en meget stor julemandskostum’ til maaaj og så jeg tage til Grønland og én to tre! Når jeg ik’ må bli’ kong, kan jeg i hvert fald bli’ julekong’!! Der er alligevel ingen, der vil savne maaaj i Danmark – ligesom der er heller ingen, der vil savne daaaaj, hvis du var væk – det min kon’ selv ha’ sagt mange gang’! Jeg bli’ julekong, julekongen melder sig ind i Venstre, du bli’ mere populær, jeg bli’ nummer et hvert år i december og alle bli’ majet glaaaad!

”De er vel nok klog!” sagde den lille Lars og så med beundring på den snedige prinsgemal, som sad ved hans side. ”Men hør lige her PG” sagde Lars (PG var Prinsgemalens dæknavn i Lars Løkkes kalender) ”hvem passer på, at Julemanden ikke slipper ud?”. ”Rolig lille Lars. (I Prinsgemalens kalender gik Lars Løkke under dæknavnet ”dagdriveren”, men det var ikke noget, han skiltede med, når de sås) Der ær stur på det hele!!” sagde Prinsgemalen.

Rudolf var ved at falde ned af flysædet af bare forbavselse. Tænk at en kongelig person var den store bagmand. En forsmået mand, der ikke måtte blive konge og en forsmået mand, der ikke blev anerkendt som statsmand – primært fordi han heller ikke var det - havde bortført julemanden for at indfri deres personlige drømme. Det var en sag for en ægte hemmelig agent. Men i samme nu opdagede oste-Per, at Lars Løkke sad i flyet og Rudolf måtte holde ham fast på hele turen, fordi Per så gerne ville have en autograf fra sit idol! Det gik også fint indtil fem minutter før landingen, hvor Per vristede sig fri og løb hen til Løkke.      Pludselig var der livvagter over det hele, Claude X bjæffede hysterisk og Rudolf og Per blev arresteret for spionage! ”Du har ødelagt det hele med din beundring for storkapitalisme” sagde Rudolf bebrejdende, mens flyet landede. ”Det føler jeg ikke” svarede Per fornærmet!