Rudolf fløj så let som en fjer gennem
luften. Han nød at mærke vinden mod sit ansigt, og han følte sig både sej og overskudsagtig
efter at have besejret Leif, den ordinære krokodille, i Amazonas jungle. Mens Rudolf
fløj, tænkte han desuden over, hvor han egentlig vat på vej hen. Hans mission
var at finde den kidnappede julemand, men hvor skulle han lede? Verden var stor
og der var et utal af muligheder. Kom han for sent, ville det være en
katastrofe (Rudolf mindedes her med gru en episode fra sin barndom, hvor han,
hjemme hos sine forældre, havde haft to guldfisk, der hed Frans og Solveig og
boede i en lukket plasticpose med vand. Rudolf havde glædet sig usigelig meget
til, han skulle holde børnefødselsdag (jo, rensdyr dyrker også slige højtider)
og her vise guldfiskene frem. Men oh ak oh ve: Da fødselsdagen oprandt, lå
fiskene på ryggen i vandoverfladen og der var ikke meget at råbe hurra for.
Rudolf var blevet enormt tvær og havde givet fiskene til sin kat og blot
konstateret, at fødselsdagen nu var ødelagt. – og hvad den anekdote egentlig
havde med noget at gøre kunne man et øjeblik komme i tvivl om, men det var vel
noget med, at timing is everything – og at de færreste væsner befinder sig vel
i lukkede plasticposer.)
Rudolf blev revet ud af sine
tanker, da et velkendt fly – det der havde smidt ham ud over Amazonas jungle –
pludselig krydsede himlen over hans hoved. ”Mærkeligt” tænkte Rudolf og blev
først virkelig mistænkelig, da en orange trækasse blev smidt ud fra flyet og
med en gruopvækkende fart faldt mod jorden. Et øjeblik senere foldede en
faldskærm sig ud fra kassen, som herefter dalede ned mod jorden i et langt mere
humant tempo. ”Hm” tænke Rudolf. ”Jeg må hellere undersøge hvad der er i den
kasse”, og hurtigere end man kunne nå at sige ”restaurationskøkken”, ændrede
Rudolf kurs og fulgte efter den mystiske kasse ned mod jorden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar