Rudolf, Julemanden og Claude X
traskede afsted gennem gaderne i London (Rudolf, der var relativt sentimentalt
anlagt, gav sig til at synge ”Streets of London” med en tåre i øjenkrogen, da
de gik forbi en hjemløs – som dog viste sig at være en yngre hipster, der sad
på en fortovskant med en to go kaffe – nå ja –ligheden var relativt slående).
Mens de gik, hviskede Julemanden og Claude X noget sammen, som Rudolf ikke kunne
høre. Han opsnappede ordene ”flamboyant”, ”får”, ”titel”, ”høj, ”med”, ”endelig”,
”forsmået”, ”verdensmand” og ”bilag”. Kunne det blive til en brugelig samtale?
Rudolf prøvede at stykke ordene sammen i sit hoved: ”Høj flamboyant verdensmand
får endelig forsmået titel med bilag”, ”endelig får flamboyant titel højt bilag
med forsmået verdensmand”, ”får flamboyant bilag med høj verdensmand endelig forsmået
titel?”.
Det gav ikke mening for Rudolf,
og han skubbede tanken bort, idet han tænkte, at Julemanden og gravhundens
private sager, jo ikke vedrørte ham (hvad der var en absolut tåbelig tanke, for
hvad skulle en julemand og en gravhund i det hele taget have af private sager
sammen?). Julemanden vendte sig mod Rudolf: ”Nå Rudolf! Glæder du dig til at
komme til Danm…..æææh… Grønland!? Ho ho ho! Der er så dejligt på Grønland og
det er så længe siden, jeg har været hjemme på fabrikken!” (Rudolf fik en rynke
i panden. Julemanden talte aldrig om gaveværkstedet som ”fabrikken” men derimod
altid som ”værkstedet” eller ”biksen”. ”Det var sært” tænkte Rudolf!) Claude X
hev julemanden i ærmet og så stift på ham over solbrillekanten. ”Besynderligt”
tænkte Rudolf. Claude X vendte sig nu mod ham. ”Så er vi snart ved kanen” sagde
han. Rudolf rømmede sig. ”Ja, kanen, - der har Julemandens yndlingsfarve!”
sagde han og så afventende på de to andre – han fornemmede noget muggent! ”Ja, ho
ho ho!” sagde Julemanden og satte farten op. ”Farven på Julemandens kane som jo
er….” sagde Rudolf og så igen afventende på sine følgesvende. ”Ja, den er en
smuk farve” sagde Claude X. ”Hold nu op med at sige noget, vi allerede ved,
Rudolf!”. Rudolf fik en mistanke: ”Hvor farven rød klæder Julemanden godt. Hvor
var det godt, Coca Cola opfandt den farve til ham” sagde han. ”Mmmmm” sagde
Julemanden sammenbidt. ”Farven rød er så smuk og varm” fortsatte Rudolf. ”Jeg
synes egentlig hele verden skulle være rød!”
”NEJ!” brølede Julemanden pludselig,
idet han standsede og begyndte at hoppe op og ned i raseri. ”Jeg hader rød! Rød
er en dum farve! Dum dum dum! Ud med de røde! Elendige socialdemokrater! Hvorfor
er julemanden ikke blå!? Blå blå blå! Jeg vil ikke have den her elendige røde
dragt på mere, dit elendige møgkræ af en skidtvigtig gravhund! Hvem tror du jeg
er? Jytte Hilden?”. Claude X stod bare stille og tog sig til hovedet! Rudolf (der
ikke anede hvem Jytte Hilden var – men da syntes at navnet klingede både lunt
og folkeligt – med en snert af elitær kulturradikalisme!) kunne nu se, at
Julemanden ikke var den rigtige julemand”. ”Nu kan jeg se, Julemanden ikke er
den rigtige Julemand!” udbrød han med teatralsk detektivrøst - idet han altid
havde lært, man skal melde klart ud, hvad man tænker om andre – med mindre de er
ens lærer eller bankrådgiver - og med disse ord kastede han sig over den falske
julemand, og det udviklede sig til et håndgemæng, hvor også Claude X nu deltog
og hylede og skreg!
Et slagsmål der varede helt til
næste afsnit…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar