Rudolf og Oste-Per blev gennet ud
af flyet af prinsgemalens hårdkogte PET-vagter, og derpå låst inde i et øde
skur ved landingsbanen. Døren smækkede i og uden for kunne Rudolf høre PG og
Lille Lars, som grinede veltilfredse. Så blev der stille, og der var bælgmørkt
omkring dem!
”Det er også din skyld, din
kapitalistiske oste-entusiast” sagde Rudolf! ”Det er din skyld, julen ikke
bliver til noget, det er din skyld, vi aldrig finder Julemanden og… hvad er det?
Hvem der?” Rudolf havde fået fat i et skæg. Et skæg, han kunne mærke sad på et
ansigt. ”Hvis jeg nu, hvis jeg siger, jeg har en gave til dig? Er der så en
klokke, der ringer?” spurgte en stemme ved siden af Rudolf! ”JULEMANDEN” skreg
Rudolf og kunne pludselig se den bredbringede gaveleverandør i egen rødklædte
person, idet Per havde fundet en kontakt og havde tændt en enlig pære, der nu
oplyste det faldefærdige skur. ”Jamen du er jo… du er jo – må jeg byde dig et
stykke skimmelost?” sagde Per benovet, parat til at tage en selfie – der ville
være en vis reklameværdi i en julemand med skimmelost i mundvigen. Julemanden
havde dog lige en beklagelse, der skulle ud, før de kunne gå videre: ”Rudolf!
Din imbecile kopi af et kæledyr! Hvorfor er der gået så længe, før du fandt
mig? Har du været jorden rundt på firs dage, inden du kom hertil eller hvad?
Hemmelig agent! Vorherre bevares! Det eneste, der er hemmeligt ved dig, er,
hvordan det er lykkedes dig at have de solbriller på en hel julekalender uden
at gå ind i nogen! Se hvad der er sket! Vi er fanget. Prinsgemalen vil tage min
plads som julemand, og derefter vil han melde sig ind i venstre! Det er en
katastrofe, der venter lige om hjørnet, og så kommer du slæbende med sådan en
oste-Frans og dine agentdrømme! Gud fri mig vel! Hvad har jeg dog gjort?”.
Rudolf så brødbetynget ned i jorden. Han brød sig ikke om, når julemanden
hævede stemmen!
”Må jeg lige lancere en plan?”
spurgte Per høfligt! ”Nej” hylede julemanden ”Jeg har ikke brug for hjælp fra
en liberalfordrejet ostefabrikant!”. Per - der var vant til at forhandle med
hårde typer på arbejdspladsen (og desuden var både gift og havde en svigermor) –
vidste at det ikke nyttede noget at blive hysterisk, bare fordi andre var det,
men tog en dyb vejrtrækning og sagde roligt: ”Jeg kan få os ud herfra”. ”Kan du?”
spurgte Rudolf og Julemanden i kor. ”Javist” sagde Per og trak en boremaskine
frem fra sin kuffert (egentlig var det første gang, han havde haft brug for
den, men hvis han lod den blive derhjemme, frygtede han, at hans kone, en
nydelig brunette med en svaghed for chips og lægeserier, igen ville låne
boremaskinen ud til én af sine gamle venner – en verdensfjern æstetiker, der
var både lun og folkelig, om end bange for fugle, og foruden et stort hjerte
også havde ti tommelfingre og helst var sammen med mennesker, han selv havde
valgt – hvilket ikke ville være ønskværdigt, idet denne ven – foruden, og det
måtte Per sande, at være en stor gevinst i et hvert selskab - havde en håbløs
omgang med værktøj og sågar havde hængt sine billeder op med bagbeklædningssøm!)
Jeg kan bore skruerne ud af
skuret, så vi kan komme ud, og min ostebil holder på lufthavnens
parkeringsplads! ”Jamen porten til parkeringspladsen er jo låst” sagde Rudolf! ”Ja,
men den kan man planke over fra den anden side – det kunne jeg gøre tusind
gange”. ”Næppe i kjole og hvidt” tilføjede Rudolf, skønt han ikke helt kunne
huske, hvor referencen stammede fra!
Men som sagt så gjort: Oste-Per
skruede med maskinen, et par bjælker væltede og de tre indespærrede kunne smyge
sig ud gennem hullet i væggen! De kom ind på parkeringspladsen, hvor Per fandt
sin bil – en bedaget Suzuki Swift med flyverust – og de tre venner satte sig
ind og kørte i fuld fart efter prinsgemalens kronebil (som var kørt fra
lufthavnen et pænt stykke tid for inden, men som vi – af hensyn til historiens
logik – vedtager, de alligevel kendte til eksistensen af!)
Per kørte godt til! ”Nu ikke alle
de højredrejninger” brølede Julemanden, men Rudolf viftede afværgende med
hånden; Pers tendens til at bevæge sig for meget mod højre var nok noget, de
måtte leve med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar