For at forstå Rudolf, er det
nødvendigt at vide, at han af natur var temmelig excentrisk. Med både en
selvbiografi og en række foredrag om sit liv i Julemandens tjeneste bag sig,
var Rudolf efterhånden stemplet blandt Julemanden og hans øvrige medarbejde som
én, der nok var varmhjertet, men hvis verden nu engang startede og sluttede med
ham selv. ”Verdens mest egoistiske rensdyr” havde Julemanden engang råbt, da
Rudolf engang, i et anfald af godhjertethed, havde pakket et eksemplar af sin
biografi, i hardbackformat, sammen med samtlige julegaver, Julemanden skulle ud
med julenat. Det siger noget om den selvtillid, Rudolf besad: Han var både
spændende og åndfuld, og hans levned kunne ikke undgå at interessere andre.
Alt dette drømte Rudolf om natten
inden, han skulle flyve afsted på sin mission, og da han vågnede op, var der
sket en forvandling: Hans holdning var blevet rank, hans runde kinder var
svundet ind og han følte selv, han så yderst tjekket ud i den nålestribede,
der, aftenen forinden, havde siddet som en dobbeltradet smoking på en
lavstammet konfirmand.
”Åh” udbrød Rudolf begejstret ”Jeg
ER agent 00-dolf!” (i sit baghoved hørte han Tina Turner synge temaet fra ”Goldeneye”,
men der er jo grænser for, hvor klangligt attraktivt nasalitet er i længden.)
Med sin genvundne selvtillid i
bagagen og solbriller på snuden tog Rudolf ud i lufthavnen, hvor han, ifølge sin
billet, skulle finde terminal 5. Der var imidlertid god tid, så Rudolf stillede
op i køen for at få en kop kaffe. Foran ham i køen stod en høj, blod kvinde med
rød spadseredragt og et stramt udtryk i ansigtet. Rudolf, der tænkte, at han
lige så godt kunne begynde et sted, spurgte kvinden, om hun kendte Julemanden. Kvinden
vendte sig mod ham og gispede. ”Åh tilgiv mig” sagde hun ”Når jeg ser en lille
mand i jakkesæt tror jeg altid, det er Lars Løkke. Jeg hedder Helle og er
tidligere statsminister i et lille ubetydeligt land, du sikkert ikke kender, og
som nu regeres af en lille ubetydelig mand, som du ikke skal ønske dig at kende”.
Rudolf, der blev lidt konfus over de mange informationer, spurgte Helle, om hun
vidste, hvor Julemanden var. ”Jeg kender godt følelsen af, når ting forsvinder”
sukkede Helle ”Mine løfter og min troværdighed har det med at gøre det samme –
vupti og så er det hele bare væk! Det er så anstrengende, at jeg engang imellem
må omkring New York og have opfrisket min botox. Så kan jeg blive ved at smile
selv gennem, de værste ubehageligheder, og hvis jeg har 12 minutter, så har de
en løsning – Det er min redning gang på gang! Men da jeg foretrækker at være
luftig og højtflyvende, må jeg hellere skynde mig på mit fly. Lad os tales ved.
”
Rudolf stod lidt forvirret
tilbage. Der var noget mistænkeligt ved denne kvinde i rødt. Mere nåede han
ikke at tænke, før han blev kaldt om bord på sit fly – et lillebitte privatfly uden
andre passagerer end Rudolf. Rudolf tillid til egne evner som agent var
imidlertid i top, så han satte sig tilpas til rette i sædet.
Derpå mærkede han et slag i
baghovedet – og besvimede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar