Dolf og den forsmåede - afs. 12

Rudolf havde, i sine nu tolv dage som hemmelig agent, været ude for ikke så få sindsoprivende oplevelser. Han var blevet smidt ud fra et fly, havde kæmpet med en krodille, var blevet jagtet af en misfornøjet kamel og havde konverseret en trind mumie, der lugtede af fadøl. Det skulle man umiddelbart mene var rigelig sindsoprivelse for én december måned. Rudolf konstaterede, at han nu var halvvejs på vej mod juleaften, at han stadig ikke havde fundet Julemanden og at sindsoprivelserne desværre ikke var forbi.

Rudolf vågnede op på et koldt fortov i en natmørk by, hvor et par enkelte mennesker gik forbi ham med sorte paraplyer - selvom det ikke regnede. På himmelen lyste månen stor og klar, og Rudolf så Julemandens kane, med rensdyr foran, glide forbi månen som en silhuet. På grund af månens diffuse lys kunne Rudolf ikke se, hvem det var, der styrede kanen. Skikkelsen lignede julemandens: rund, bred, garderhøj og iført et julemandskostume, men den stemme, der råbte ned til ham, var afgjort ikke Julemandens: ”Glædelig jul, din dumme rensdur! Du fange aldrig maaaj! Muhahhahaha!” brølede stemmen fra kanen inden den, kanen og rensdyrene forsvandt på den natmørke himmel.

Rudolf studsede over, at Julemanden pludselig talte med accent og det var helt klart for ham, at det var en falsk julemand, der netop nu styrede kanen – antageligvis som et led i en ond plan! (Hvad Rudolf ikke kunne vide var, at han, efter han var blevet slået bevidstløs, var blevet transporteret i Julemandens kane, som havde gjort holdt og smidt ham af på det tilfælde fortov, hvor han lige nu befandt sig) Rudolf anede ikke, hvordan han var endt på dette fortov. Det sidste han kunne huske var, at han havde talt med den trivelige mumie i Egypten, og det hele blev mere og mere kompliceret. Der var nogen, der forsøgte at hindre ham i at finde Julemanden, konkluderede Rudolf. Nogen der ville ødelægge julen og nogen der ville skaffe ham af vejen, hvis de kunne.

Det var en farlig sag at være agent 00-Dolf i julens tjeneste!

Rudolf rejste sig og børstede snavset af sig og greb i lommen efter sin mobiltelefon for at bruge dens GPS til at afsløre, hvor han befandt sig. Imidlertid fik han fat i noget ganske andet: ”Min jokebog” sagde Rudolf begejstret, da han fiskede en lille blå lommebog op fra bukselommen. Den havde han ledt efter! Rudolf slog op på første side og læste: ”Hvis en beskidt hjort kommer gennem en vaskehal, bliver den så til en ren?”. Rudolf lo hjerteligt af sin egen åndfuldhed, mens en ældre herre – også med paraply – standsede op også undrende på ham. Eftersom Rudolf stod på et fortov i London var humor ikke noget, man umiddelbart var vant til.