Dolf og den forsmåede - afs. 10

Den orange kasse svævede mod jorden og Rudolf blev noget overrasket, da han opdagede, at der under ham var sand, sand og atter sand (plus et par dekorativt placerede pyramider i varierende størrelser). Rudolf kiggede på sin telefons GPS, mens han nærmede sig jorden: ”Velkomme til Egypten!”. ”Bevares” tænkte han ”Ja, så kan man jo sige, at jeg fandt sandheden – eller i hvert fald både sand og hede”. Rudolf landede i sandet med et bump, men hvor var nu den orange kasse blevet af? I det øjeblik, Rudolf havde tjekket sin GPS, var kassen simpelthen forsvundet ud af syne! ”Mistænkeligt” tænke Rudolf.

Eftersom Rudolf sædvanligvis leverede sine primære ydelser i juletiden under nordlige himmelstrøg, forekom den varme, der nu bankede imod hans ansigt, noget voldsom. På samme måde var forekomsten af sand i disse mængder ikke noget, Rudolf var bekendt med. (Det nærmeste, han kom det, var et minde om et begærligt barn, der engang havde ønsket sig et sandslot i julegave og Julemanden, grundet travlhed eller magelighed – det kunne være svært at bedømme – havde bedt Rudolf tage sig af sagen. Rudolf var herefter – i mangel af sand på Grønland - gået i gang med at bygge en kopi af Buckingham Palace i kanel, men havde kun nået den venstre hjørnesten, før Julemanden grinende havde spurgt, hvem der havde bestilt kanelkage. Ak ja – det er svært at være profet i sin egen by, havde Rudolf indset.)

Med et ringede Rudolf mobiltelefon og i den anden ende var – gæt engang: Elite-Elin. ”Dolf!” råbte Elin. ”Hvor er du henne?”. Du kegler jo rundt som en venstrepolitiker til en julefrokost med fri bar! Tag dig nu lidt sammen”. ”Jamen” sagde Rudolf ”Jeg kan ikke gøre for det, Chef! Jeg er fulgt efter en mistænkelig kasse, som landede i Egypten – og nu står jeg her”. ”Egypten – Egypten!!” hylede Elite-Elin. ”Hvis du havde været min elev, havde du fået en skriftlig advarsel for den slags sløseri! Hvordan i alverden skal det nogensinde lykkedes dig at opstøve Julemanden i Egypten?! Tror du, han er reddet bort med en kamelkaravane eller drikker cafe latte med en mumie måske?! Nu tager du dig sammen, Dolf! Og så lad være med at pruste i røret”. ”Jamen jeg pruster ikke, Chef” sagde Rudolf og vendte sig om for at se, hvor denne mistænkelige prusten kom fra. Bag Rudolf stod en fuldvoksen kamel med to pukler og et arrigt blik i ansigtet. Rudolf forsøgte sig med et par forekommende høflighedsfraser men lige lidt hjalp det. Den bistre kamelen satte i løb og Rudolf havde intet andet valg end at prøve at løbe fra den. Imens hørte han Elin, som stadig var i telefonen: ”Dolf? Dolf? ”. ”Jeg bliver jagtet af en kamel” brølede Rudolf, mens han løb alt hvad remmer og tøj kunne holde. ”Årh, man skal da også forklare sine medarbejdere alting” sukkede Elite-Elin. ”Gem dig dog i en pyramide. Så vidt jeg er orienteret, er der masser af dem på de breddegrader”. ”God ide” tænkte Rudolf og satte kursen mod nærmeste pyramide, mens han havde kamelen lige i hælene.