”Sådan” sagde Rudolf og børstede
støvet af habitten, mens han så svært selvtilfreds ud. Ved siden af ham var
krokodillen ordinære Leif bundet med et reb og så noget brødbetynget ud. Efter
Rudolf faldt ned fra lianen havde de to kæmpet indædt i flodens grumsede vand,
men da Rudolf havde hylet i vilden sky, at han i virkeligheden var julemandens
rensdyr og slet ikke født hemmelig agent, var den kendishungrende krokodille
blevet så skuffet, at den helt mistede koncentrationen. Hurtigt som lynet havde
Rudolf grebet chancen og havde bundet krokodillen med et reb (som vi for ikke
at udfordre historiens logik alt for meget blot vedtager, at han tilfældigvis
havde i lommen). Den forbavsede og noget slukørede kødæder stod nu og så
bedende på Rudolf i håbet om at blive sluppet fri og få endnu en chance til at
æde ham, men Rudolf var urørlig. ”Glem det, Leif” sagde han sejersikkert. ”Ingen
krokodille er smart nok til at snyde en hemmelig agent” og med de ord satte
Rudolf af fra jorden (han var jo et flyvende rensdyr, forstås) og susede op mod
den blå himmel mens han med teatralsk røst råbte noget om, at sandheden var
derude. (Det med sand skulle i øvrigt vise sig at komme til at passe meget
godt). Leif skulede ondt efter det flyvende rensdyr og tænkte ved sig selv, at man
aldrig skal undervurdere en krokodille. Slet ikke én med gode forbindelser til
udlandet……
Ingen kommentarer:
Send en kommentar