Dolf og den forsmåede - afs. 17

Rudolf havde aldrig forestillet sig, at han skulle ende sine dage i en kloak. Dels var det relativt uæstetisk og dels var der ofte en så elendig akustik, at det ville være helt umuligt at høre alle de smukke ord, som rørte familiemedlemmer ville udgyde til hans ære, når han ikke længere var i blandt dem. Og oprigtig talt; man skal jo aldrig lade en lejlighed til at blive hyldet gå forbi sig (en psykolog, som Rudolf engang havde konsulteret, og for hvem han havde fremlagt denne tanke, havde sagt, han var den mest excentriske klient, hun nogensinde havde haft. Rudolf havde bedt om at få det på skrift – det var trods alt at sammenligne med et adelsmærke) Men hvor om alting er, lå Rudolf den 17. december i det grumsede vand i en kloak dybt under Londons gader. Han var bundet med et reb og om end han stadig var iført sine solbriller, følte han sig ikke særlig agentagtig. Ved siden af ham stod den falske julemand, der bar på en stor sæk fra hvilken Claude X stak hovedet op og grinede lumskt. ”Så kan du lære det! Så kan du lære det!” hylede den ligeledes solbrillebeklædte gravhund! ”Jeg er enig! I agree! – and futhermore, I am banging the table!” tilføjede den falske julemand – om end noget malplaceret – på engelsk. Rudolf, der fortsat ikke deltog i samtaler på sprog, han ikke selv havde valgt – rullede med øjnene og ærgrede sig over, at han ikke havde fulgt sin salige grandtantes råd om aldrig at stole på en person med skæg. Et kort øjeblik mindedes Rudolf sin onkel Herman, der havde både overskæg og uorden i økonomien, sin kusine Hertha, der skjulte sit træben i en gummistøvle, og sin gedigne skægvækst bag en elefanthue, og sidst men ikke mindst en matematiklærer fra folkeskolen, som både havde overskæg og yndede at bringe andre på dybt vand – måske fordi han sejlede i sin fritid!

Mens alle disse tanker løb gennem Rudolfs hoved begyndte den falske julemand, med sækken og Claude X på nakken, at kravle op fra kloarken. ”Bed din sidste bøn, agent dumme-Dolf!” grinede gravhunden og vinkede. Samtidig kunne Rudolf høre det rumstere under vandet og pludselig dukkede en velkendt skikkelse op af det grumsede kloakvand og smilede til ham.

Nu var det ikke fordi krokodillen Leif havde haft den helt store succes med at æde en kendis siden hans kamp med Rudolf i Amazonas jungle. Han havde været tæt på at få has på en naturelskende tv-vært, men han var blevet nakket af en rokke, hvorfor Leif igen var henfaldet i melankoli over sit ordinære levned. Men nu var chancen der. Nu skete det! Nu ville han endelig få sin plads i verdenslitteraturen som krokodillen, der spiste en hemmelig agent! (hvilken genre i verdenslitteraturen, der kunne egne sig til sligt – og hvordan Leif i øvrigt var havnet i en kloak i London - vil blive for kompliceret at komme ind på her.)

Leif klappede i hænderne af glæde, mens han smilede over hele fjæset. ”Nå, Dolf! Så mødes vi igen og denne gang slipper du ikke!” grinede han. Pludselig lagde Rudolf mærke til sin blå jokebog, som var gledet ud af hans lomme og nu svømmede rundt i vandoverfladen. ”Jeg har et sidste ønske” sagde han til Leif. ”Må jeg fortælle dig en joke inden du æder mig?”……..