Rudolf kravlede det bedste han
havde lært for at komme op af kloarken, og da han endelig stødte geviret mod et
kloakdæksel, åndede han lettet op. Han løftede dækslet af og stak hovedet ud i
det fri, hvor en venlig stemme hilste ham med ordene: ”Vil du smage et stykke
skimmelost?”. Rudolf så sig omkring og fik øje på en lille lyslokket herre med i
blå habit og en driftig mine i ansigtet. Manden hed Per og var en velbeslået
ostefabrikant, der kom fra Danmark men var i London på ostemesse. ”Where can I
find the cheesemess?”, som han havde spurgt i lufthavnen, da han ankom. ”Pænt
ur!” sagde Rudolf med hentydning til Pers edderdyre armbåndsur. Per talte som
et vandfald om sin ”den grimme ælling”-agtige karriere i det danske
erhvervsliv, hvor han var startet som flaksedreng i en snusket brugs for
sidenhen at anvende et par år på at sælge fjerdunsprodukter og boksmadrasser,
hvorefter han havde fundet sin store passion; ost!
Rudolf lyttede interesseret og
tænkte at denne blåklædte dansker var yderst driftig og målrettet (om end
tøjstilen var lidt altmodisch, men det var måske påkrævet i ostebranchen). Per fortalte,
hvordan han glædede sig til at komme hjem, og han foreslog om Rudolf og han dog
ikke skulle følges i flyet, hvis Rudolf var på vej i samme retning. ”Jo, det
kunne godt være” sagde Rudolf ”men siden du er fra Danmark, kan du så ikke
fortælle mig lidt om en vis Lars Løkke Rasmussen?”. Per fik julelys i øjnene og
fortalte henført om denne sande frelser af en forhenværende trind amtsborgmester,
som nu så klogt og retfærdigt styrede landet som statsminister. Pers
begejstring ville ingen ende tage, og han var nærmest rørt til tårer, da han
fortalte om alt det gode, som denne Løkke gjorde for erhvervslivet og de velbjærgede.
Per selv var især betaget af et af Løkkes støttepartier (Rudolf syntes han
hørte noget med ”Liberal ubalance”), hvor formanden ved festlige lejligheder
altid gik i blå habit – en stil, som Per, i ren beundring, havde besluttet at
kopiere. Tilfældigvis havde Per en folder fra dette parti i lommen, og Rudolf
gøs ved læsningen, men tænkte, at selv de mest sympatiske mennesker i denne
verden jo altid har en brist; hos den rare ostefabrikant var et åbenbart en
glæde ved magtsyg og følelseskold storkapitalisme, men herregud; ingen var jo
fejlfri og visse ting, kunne selv voksne mennesker jo blive klogere på med
tiden.
På baggrund af Pers glæde ved
denne Løkke, som åbenbart nød at spille falsk julemand (noget der skulle vise
sig at være sandt i både konkret og overført betydning), valgte Rudolf ikke at
nævne noget om sit forehavende men sagde, at han også var på forretningsrejse,
og at han hjertens gerne ville følge Per i flyet til Danmark.
Rudolf havde nemlig en
fornemmelse af, at denne rare, om end liberalt tænkende, ostefabrikant kunne
lede ham på sporet af noget, der kunne opklare mysteriet om den forsvundne
julemand.
Rudolf så på sin telefon. Ikke en
lyd fra Elite-Elin i mange dage. ”Besynderligt” tænkte han…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar