”Puha!” tænkte Rudolf ved sig
selv, men mere nåede han ikke at tænke, før et underligt syn slog ham; den
orange kasse, han havde set dumpe ud af flyet, stod åbnet og ganske tom i et
hjørne af pyramidens indre. Rudolf havde fra tidligere primært dårlig erfaring
med kasser, (forårsaget af en traumatisk oplevelse i børnehaven, hvor han havde
gemt sig i en flyttekasse, som var endt i et koldt kælderrum, hvor han stod
natten over, indtil en pædagog næste morgen, med en kop kaffe i hånden,
tjekkede, hvor de lidende udbrud om hjælp dog kom fra. Siden da havde Rudolf
haft et temmeligt anstreng forhold til både kasser, små lukkede rum og
pædagoger.) og derfor gøs det i ham, da en sarkofag, som stod ved væggen blev
åbnet indefra og en lille trivelig mumie – der lugtede iøjnefaldende af fadøl
og på fødderne var iklædt et par meget dyre herresko - trådte ud til ham. Rudolf
hoppede i vejret af forskrækkelse, så solbrillerne røg på jorden. ”Tag det
roligt” sagde mumien ”Det er jo bare mig”. ”Hvem er du?” spurgte Rudolf
forfærdet – han havde aldrig set en levende mumie før. ”Er du Julemanden?” ”Nej,
dit fjols” svarede mumien. ”Jeg er lille Lar….æh…..Lazarus fra Græ….æh… grænselandet
mellem Egypten og.. ja whatever – verden er stor! Men hvad laver du her?” Og
Rudolf – der havde glemt sin rædsel over, at den lille trinde mumie var hoppet
ud af sin sarkofag og nu stod og talte til ham, fortalte med stor indføling om
sin jagt på julemanden, sin udsmidning fra flyet, sin kamp med krokodillen Leif
og vejen til Egypten. ”Men jeg står og tænker på” sagde Rudolf, da han var
færdig med sin beretning ”Hvad var der egentlig i den orange kasse, som står
derhenne?” ”Kig ned i den og se efter” sagde den trinde mumie. Rudolf gik hen
til kassen, så ned i den, fik et slag i baghovedet og gik ud som et lys. To
skikkelser kom til syne bag kassen – en langnæset og en bastant - og mumien
gned sig i hænderne!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar