Af alle de steder, Rudolf kunne
forestille sig, at hans faldskærm var landet, var Amazonas jungle ikke det
værste. Eksotisk natur, eksotiske dyr, tropisk klima - og potentielt en bar,
hvor der serveredes farvestrålende drinks ligesom hjemme på Bahamas. Derfor
blev Rudolf lykkelig, da han begyndte at ane en urskov nærme sig, mens han
dalede ned med faldskærmen. Han tjekkede telefonenes GPS, og sandelig om det
ikke var Amazonas jungle, der var i sigte.
En halv time senere hang Rudolf
og klamrede sig til en lian, mens faldskærmen var landet i en grøn og grumset flod,
hvor en stor krokodille lå i vandoverfladen med gabet åbent og ventede på, at
Rudolf skulle dratte ned fra lianen med solbriller, habit og det hele.
Krokodillen, der hed Leif, var en
stor ynder af James Bond film, og den havde altid drømt om at få lov at æde en
hemmelig agent, og siden Rudolf både var iført habit og solbriller, antog Leif,
at Rudolf måtte være sådan én.
Rudolf, der havde tænkt det ville
være en smal sag at være hemmelig agent, rodede sit hoved igennem efter
brugbare håndteringsstrategier til rovdyr, og mens han i hukommelsen bladrede
igennem alt fra erindringer om trælsomme folkeskolelærere, over en bister
ekspedient i kiosken på Bahamas til en hel serie af fortrængte oplevelser, der
var forårsaget af hans fobi for fugle, smilede krokodillen Leif lumskt op til
ham.
”Tag dig endelig god tid deroppe”
sagde Leif. ”men når du falder ned, så æder jeg dig. Jeg får et helt nyt liv,
når jeg har ædt en hemmelig agent.”. ”Hvorfor?” spurgte Rudolf, mens lianen
knagede faretruende. ”Jo ser du” svarede Leif. ”Jeg har altid følt mig ordinær.
Faktisk så ordinær, at det er begyndt at blive et problem. Alle mine venner har
seje stillinger som kælekrokodiller for filmstjerner, som farlige dyr i
zoologiske haver verden over eller de har endt deres dage med ære som et par
lækre sko, der sælges til overpris. Men hvad er jeg? Ingenting! Jeg føler, jeg
sidder fast i en sump. Der er ingen, der ringer til mig, eller sender mig et
julekort. Næ nej! Nej sidder bare her og glor ind i en palmestamme. Det er ikke
særlig opløftende. Det er nærmere ordinært. Jeg er så ordinær at selv det
allermest ordinære er mere spændende end mig. Jeg plejer at præsentere mig som
ordinære Leif! Engang, hvor jeg mødte en engelsktalende krokodille på et kursus
i skræmmeteknik, fortalte jeg ham, at der findes en sang, som er opkaldt efter
mig. Når jeg bider mig selv i halen bliver jeg til ”En cirkel af Leif” (Leif
havde – siden han første gang havde set ”The Lion King” - været utrolig rørt
over, at nogen havde skrevet en sang om ham). Men lige lidt hjalp det. Og du må
forstå, at hvis jeg æder en hemmelig agent, er der en god chance for, jeg
endelig bliver anerkendt. Så principielt set har det ikke noget med dig at
gøre, men jeg hader at æde folk uden at give dem en ordentlig forklaring først
- og så må du gerne være venlig at falde ned”.
Rudolf, der aldrig havde mødt en
krokodille med så meget på hjertet, tænkte som en gal på en måde at undslippe
pinen, men desværre nåede han ikke at tænke meget længere, idet Leif havde
opdaget snoren fra Rudolfs rygsæk og ned til faldskærmen, og nu var begyndt at
hale Rudolf ned i vandet.
”Jamen jeg er slet ikke hemmelig
agent” brølede Rudolf, idet lianen gav efter og han faldt ned mod ordinære Leifs
vidt åbne gab.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar