mandag den 27. februar 2017

Anmeldelse: "Erasmus Montanus" - Aarhus Teater

"Erasmus Montanus" af Ludvig Holberg. Gendigtet og iscenesat af Christian Lollike på Aarhus Teater, 2017

af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Guds lys i sort/hvid
Det ligner et dukketeater: Bagtæppe med himmel, sidekulisser med træer og lave bondehuse, sætstykker med høns og grise og sågar sofitter med gemytlige lammeskyer, som svæver over scenen. Alt i pap og to dimensioner. I scenens baggrund på toppen af de trin, Aarhus Teaters scene består af til denne iscenesættelse af Holbergs gamle komedie om bondestudenten, der har læst sig latterlig i hovedstaden, troner landsbykirken; kridhvid mens alt andet er holdt i grå farvenuancer. På bagtæppets himmel falder sollyset i hvide stråler ned mellem de grå skyer. Det minder om et maleri fra barokken; lad Guds klare lys skinne over de fortabte og lede dem. Det ligner et dukketeater, men hyggeligt er det ikke.

Christian Lollikes gendigtning og iscenesættelse af Holbergs komedie sætter religionen i fokus på en konfronterende og provokerende måde og distancerer sig allerede ved åbningsbilledet fra det Kongelige Teaters opsætning for et par år siden; her var Erasmus den hvidklædte frelser, der kæmpede sig frem i en landsby med staffage og farveeksplosion i de oppustede rokokokostumer. Et fyrværkeri af latterlighed og skaberi, den arme Erasmus ikke kunne bekæmpe. Christian Lollike går en anden vej:

På Aarhus teater glider personerne ind fra siderne som dukketeaterfigurer ført på stænger af en hånd udefra (eller ovenfra?) Et kor foran kirken synger en salme – det gør de jævnligt forestillingen igennem. Tempoet i sang og bevægelse er langsomt og faretruende. Det daglige arbejde udført under Guds strenge opsyn, hvad enten det er at spise, køre en trillebør eller bære en gris i pap over scenen. Jo, alt er af pap – og den tredje dimension findes ikke – i mere end én forstand.

 Jeppe Berg, Erasmus far, har fået et brev fra sønnen i København. Det er skrevet på latin og der må hentes hjælp til at kommunikere familiens medlemmer imellem. Far Jeppe og Mor Nille (Anders Baggesen og Lotte Andersen i evig underdanig og apatisk undren) er placeret frontalt ud mod publikum, og henvender sig aldrig fysisk til hinanden – det gør de øvrige personer heller ikke. Alle taler ud i luften med forstenede ansigter og en gestik og mimik, der indimellem fastfryses i rystende billeder af manglende kontakt mennesker imellem.

Per Degn er gudskelov på bjerget endnu (Lars Brygmand i selvhøjtidelig afstumpethed) og skal nok vide at sætte Erasmus til vægs, thi han har studeret latin og for folkene på bjerget er han den åndelige vejleder og Guds direkte talerør. Tilmed taler han stadig latin og når ”panis gravis” betyder grovbrød og ”anal” betyder kordreng (og ”oral” da i øvrigt det samme) er publikum nok med på, af hvilken kvalitet Per Degns lærdom er. Men hvem skulle sige ham imod i et lille indspist bondesamfund, hvor alt er styret en næsten pietistisk gudstro? Der er ingen nuancer. Alt er sort og hvidt. Skuespillere, scenografi og lydbilledet med den ildevarselende salmesang, lydeffekterne der akkompagnerer de daglige gøremål, som var det en tegnefilm. Ingen har deres egen frie vilje.

Undtagen Erasmus!

Erasmus Montanus (i Andreas Jebros tårnhøje skikkelse) springer ned fra logen og lægger sin barndomsby i ruiner – bogstavelig talt! Jebros fremstilling af Montanus er mangefacetteret; Han fører sig frem som en Jean de France; storskrydende og pyntesyg, men er samtidig indtrængende og nærmest snusfornuftig, når han tager publikum med som vidner på det, der foregår. ”Prøv lige at se dem” er hans allerførste replik fra logen, henvendt til publikum, før han stiger ned på scenen. Erasmus er helt klar over, den er gal i hans hjemby. Jebros Erasmus har noget meget sympatisk over sig. Dels fordi det akademiske praleri og de latinske gloser er nedtonet fra Lollikes hånd, men også fordi Erasmus’ projekt om at få kontakt med dem derhjemme (inklusive bror og forældre) mislykkes – der er ingen der vil se på ham. De glor alle sammen ligeud i luften, som var de dukketeaterfigurer skåret ud i pap. Erasmus drejer deres hoveder mod sit eget, og de vender sig atter og glor ud i intetheden. Det er hårde odds!

Den eneste fysiske kontakt er mellem Erasmus og hans mor Nille, som tager ham på skødet, nusser ham og tungekysser ham. Et væmmeligt billede på, at der nok er kærlighed fra mor til søn, men at hun på ingen måder ser ham som den voksne mand, han er, og at han heller ikke evner at slippe fri af hjemegnens religiøse tyranni. En ganske kort scene, der bliver hængende i errindringen.  

Erasmus er forlovet med den, temmelig lystne, Lisbet, der desværre er underlagt en hustyran af en far, den gamle Jeronimus, der vandrer rundt med geværet i hænderne, parat til at nedlægge alle urostiftede (Sofia Nolsø og Ole Thestrup suppleret af Nanna Bøttcher som mor Magdelone). I Jeronimus’ hus er der kæft, trit og retning og et noget middelalderligt syn på kønsroller: Lisbet og hendes mor skal holde kæft, og når de ikke gør det, får de tæsk med det faderlige gevær. Et slag i maven og i hovedet, så damerne går i gulvet – så er husfreden sikret! En gammeltestamentelig patriark, der bryster sig af, at Danmark er et kristent land. Jacta est alea!

Erasmus diskvalificerer imidlertid sig selv som svigerfars drøm, når han bebyrder, råbende for at overdøve det indtrængende salmeafsyngende kor, at Danmark ikke er et kristent land men i stedet bygget på ideer, der stammer fra oplysningstiden, og at jorden da i øvrigt er rund! Vel er han latterlig, når han med falske syllogismer forvandler mor Nille til en sten og Per Degn til en hane (under sidste optrin viser en pap-hane så stor som et hus sig i øvrigt i kongesiden, så det er såmænd nok Lollikes syn på sagen, at Per ER en hane!). Erasmus har i arrigskab væltet paphusene og smadret både papfår og papko (med replikken ”Det er jo bare pap for helvede!” til publikum – intet er ægte og det hjemmelige bjerg er en flad kliche). Brygmands Per Degn trykker sig op af det sidste tilbagestående hus, mens Jesper Ridefoged (en religiøst hjernevasket og stammende fyr i Simon Matthews skikkelse) er gået til grunde under den første sidekulisse, der væltede.

Erasmus’ projekt hos Lollike er at få sandheden frem og at dekonstruere det kristne hykleri, der stortrives på bjerget. Han lægger scenen øde, han flår papirparykkerne af sine medspillere, han trykker sågar på en knap, så hele scenografien svæver op i loftet, og der kun er bagtæppet tilbage - og sætstykket med den skræmmende hvide kirke. Erasmus er oplyst, men bjerget ligger hen i den allermørkeste kristendoms skygge og uanset hvor meget han river og flår i sig selv, kan han ikke opgive sin tro på, at jorden er rund og at Danmark ikke er et kristent land - selv ikke for sin elskede Lisbets skyld. Lisbet prøver med kvindelist – og selvmordstrusler, der indebærer både jagtgevær og en seance, hvor hun hælder benzin ud over sig – at omvende ham, men Erasmus nægter; han må stå ved sin overbevisning!

Alle har vendt ham ryggen; selv broder Jacob, der ellers var en gemytlig, ufarlig og liderlig dumrian ved stykkets begyndelse. Fra sin papscooter erklærer Jacob (det er Zaki Youssef med en skræmmende gennemslagskraft) at Erasmus’ ideer ingenting er værd. Sådan!

Der står så Jebros Erasmus med sin vandflakse af plastic (tidligere har han forsøgt at drikke vand af mor Nilles rekvisit-papkrus, men uden held – nu drikker han som en desperat af sin lille flaske). En pigegarde klædt i rødt og hvidt invaderer scenen og Løjtnanten (Andreas Nikolai Petersen som skræmmende regimeleder) banker Erasmus på plads, klæder ham af og lader ham splitternøgen ligge på forscenen, mens han trues af spader og høtyve, der giver allusioner til både middelalderlige heksejagter og den væmmeligste tortur. Presset er for stort. Erasmus går ind på de vilkår, at Danmark er et kristent land og at jorden er flad! Høtyve og spader forvandles til et espalier, og den afklædte og torturerede Erasmus, må vandre til bestemmelsesstedet; kirken med sin Lisbet ved hånden - (eller som en Jesus mod Golgata?). Imens lyder salmesangen:

”Aldrig ræd for mørkets magt!
stjernerne vil lyse;
med et fadervor i pagt
skal du aldrig gyse”

Og vi fornemmer, at Bjergets mørke gudstro har trumfet både fornuft og oplysning. Erasmus og Lisbet er placeret bag en enorm papfigur af et brudepar, så kun deres ansigter ses over kjole og smoking. Men så lyder til sidst med én enkelt klar kvindestemme:

”Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller”

Er der så alligevel håb for Erasmus? Var det kampen værd? Er det det, der er denne opsætnings udsigelse? Det er i hvert fald et spørgsmål, der hænger i luften, da forestillingen er spillet til ende. Og hvilken forestilling!

Christian Lollike rejser spørgsmålet om religionens magt over vores forstand og sender en burkaklædt kvinde og en rød oppustelig dinosaurus i løb over scenen. Måske umiddelbart en spøg, men når de suppleres af en kæmpe oppustelig moske i scenens baggrund, der rejser sig skråsikkert men falder sammen igen, da salmesangen sætter ind, er der andet og mere ude at gå end en gemytlig historie om en fjollet bondeknægt. Lollikes bearbejdelse er temmelig tro mod Holbergs originale tekst og det geniale i opsætningen ligger i iscenesættelsen; i spillestilen og i scenografien. Der var ikke så dejligt ude på landet, som salig H.C. Andersen skrev. Der var hjernevask, siger Lollike!

Med vold og magt bliver Erasmus tvunget til at opgive sin fornuft. Han har ret, men på Bjerget har man ikke ret, hvis man står alene mod et flertal med en anden holdning. Det er ætsende samfundskritik og den sidder lige mellem øjnene. Selvom opsætningen også giver anledning til at få rørt lattermusklerne, fordi det groteske, voldsomme og absurde er flittigt brugte virkemidler i sproget og i det fysiske udtryk, er forestillingen nært beslægtet med tragedien.

En ganske uhyggelig fortælling om, hvor galt det går, når nuancerne er borte og Gudsherrens lys gengiver både hjemstavn og hjerner i sort/hvid!   



    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar