Om morgenen d. 24 december lå
Rudolf og hverdagsLeif stadig bundet i tårnet. Rudolf var nu fuldstændig
overbevist om, at julemanden havde snydt dem, og at det ville blive en jul, der
udviklede sig til en total katastrofe. HverdagsLeif på sin side var meget trist
over, at de ikke havde fået skrevet deres bog om arbejdsglæde – endsige fundet
en god bogtitel til den. Det var simpelthen den rene elendighed tænkte de to i
tårnet. Pludselig lød en velkendt stemme uden for vinduet: ”Hvad laver I
derinde?”
……
Minimusen og Boris, den
identitetsrøvende snemand, gik og smågrinede, mens de gjorde sig klar til den
store finale på deres plan; at sprænge tårnet med Rudolf og HverdagsLeif i
luften! Nu hvor de havde julemanden på deres side, var det hele så let som at
klø sig i nakken. Pludselig lagde Minimusen mærke til, at der stod en stor
pakke i et hjørne. ”Til Minimusen” stod der. ”Åh” udbrød Minimusen ”Det må være
en gave fra én af mine utallige gode venner!” (Minimusen havde i år ønsket sig
en ny stegepande, fordi han – i et øjebliks letsindighed – var
kommet til at brænde noget ost på – og derfor havde han en vis anelse om, hvad
pakken indeholdt) ”Men først skal du åbne bogen, du har fået af julemanden”
sagde Boris (selv en identitetstyv kan jo have et barnligt sind).
Minimusen åbnede bogen og
kiggede overrasket i den; Der var intet andet end blanke sider. Han bladrede
alle siderne igennem og fandt intet – før han kom til midtersiden, hvor der på
den ene side var tegnet et hjerte. På den modstående side lå et hjerte i rødt
karton, man kunne tage ud af bogen. ”Hvad er det her?” råbte Minimusen vredt –
han foretrak tal, grafer og ting, der kunne sættes i skemaer. Boris lignede et
stort spørgsmålstegn (og overvejede et øjeblik, om det mon var en julegave til
en kirurg, der var blevet afleveret forkert)
I samme øjeblik gik låget på den
store julegave op, og ud kom Rudolf, hverdagsLeif og ingen ringere end
julegåsen Flemming (der slet ikke var blevet mast af Ulddrengens fly, men
derimod blot havde skiftet kurs, og først lagt mærke til Rudolfs fravær, da den
var kommet til Danmark og havde konstateret, at JYSK gåsen kun fandtes som et logo
for en større butikskæde. Ak ja – illusionen længe leve). ”Se” råbte
hverdagsLeif ”Den bog handler om, hvad arbejdsglæde er. Det hele starter med
kærligheden til den, du er, og det, du gør. Andet behøver du ikke! Ikke engang
en bogtitel! Hjertet er nok.”. Rudolf nikkede!
Da blev det for meget for den
grumme Minimus, som knugede det lille kartonhjerte ind til sig og brast i gråd.
Alle hans fortrængte traumatiske oplevelser fra en barndom, hvor han lidt for
tit havde fået at vide, han havde både mus i knæende og rotter på loftet, kom
ud. Hans tårer ramte snemanden Boris, som smeltede derved, så kun gulerodsnæsen
lå tilbage. ”Undskyld, jeg har været så ond” sagde Minimusen. Jeg kan godt se, hvad
I mener, og nu bør jeg virkelig arbejde lidt mere reflekteret med min egen
psyke. Rudolf og Leif nikkede – det var der jo aldrig nogen, der havde taget
skade af. Julemanden stak Minimusen et visitkort til sin psykolog – og en
stegepande – hvorpå han hoppede i kanen og fløj ud for at uddele gaver til
alle. ”Tak fordi, I hjalp mig med at genfinde min arbejdsglæde” råbte han.
Rudolf, Flemming og hverdagsLeif
vinkede farvel til ham, og så holdt de jul med Minimusen og Ulddreng (Burhane G
blev til en fortræffelig julehovedret – mange havde længe ment, hans musik alligevel
var lige lovlig klichefyldt og fløde-agtig). Minimusen begyndte efter nytår at
holde foredrag om glæden ved at arbejde med sig selv, Rudolf tog en lur,
Flemming overvejede om han kunne få sit ansigt på sin helt egen reklamekampagne
og hverdagsLeif skrev en fængslende biografi om sine oplevelser i denne
december.
Titlen blev: ”Arbejdsglæde for
begyndere” – for det VAR faktisk en god bogtitel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar