Arbejdsglæde for begyndere - 4. december: "Opsigelsen"

Rudolf, Minimusen og hverdagsLeif travede afsted mod den psykologiske klinik, den muntre sæl havde nævnt for dem. De havde nu været på farten i fire dage, og der var stadig ingen jobs, ingen arbejdsglæde og ingen bogtitler – det så sort ud, tænkte Rudolf. Han havde, i sin egen verden, udpeget sig selv til gruppens leder, da man ikke kunne overlade ansvaret for arbejdsglæden til en rigid gnaver og en i-sin-egen-elendighed-svælgende revisornisse. Sidstnævnte var, mens de gik, i gang med en længere anekdote om, hvorfor han første gang som barn havde opsøgt en psykolog. Det var noget med en guldfisk i en lukket plasticpose. Minimusen påpegede, at man jo i de fleste tilfælde kunne løse sine problemer selv, hvis man bare ville, men Leif svarede, at Minimusen forekom ham følelsesmæssigt afstumpet.

Rudolf bad dem tie stille. Han havde en ubehagelig fornemmelse af, at noget var galt.

Pludselig stod de foran en lille bræddehytte, der tjente som psykologklinik. Rudolf bad de to andre om at vende udenfor (der var næppe tid til at nå i Føtex, forstås), mens han selv gik ind og sonderede terrænet. HverdagsLeif gik  - aldeles uopfordret - i gang med at recitere en digtsamling, han barslede med, med titlen ”Ydmygelser i skolegården” og Minimusen begyndte at løbe i cirkler og afsynge temasangen fra ”Vild med dans”, for at holde Leifs ord på afstand – der måtte jo trods alt være grænser!

Rudolf listede sig indenfor, og synet, der mødte ham, var ikke til at tage fejl af. På en skammel sad ingen ringere end julemanden med korslagte arme og en sur mine. Rundt om ham vimsede – eller nærmere vadede – en fuldvoksen kvindelig psykolog, der hed Åse. Åse havde været psykolog i 30 år og havde altid forholdt sig positivt uanset hvilken patient, hun mødte. Oplevelserne spændte lige fra nisser, der klagede over for små træsko, over isbjørne med kolde hjerter til rensdyr der havde mindreværdskomplekser over størrelsen på deres gevir og uanset hvad, havde Åse forholdt sig smilende og lyttende og altid levet op til sit motto: ”Vil sindet op du låse? – Book en tid hos Åse”.

”Åh, Rudolf! Det var godt du kom. Vi har netop talt om dig.” udbrød Åse, da Rudolf trådte ind. ”Julemanden er SÅ ked af, han har fyret dig – det har vi lige haft en lille snak om.” Julemanden sad fortsat og så tvær ud. ”Det jeg tror, julemanden, gerne vil sige til dig, Rudolf, det er, at han har fyret jer, så I ikke skulle opdage, at han er blevet uarbejdsdygtig.”. Det gøs i Rudolf. ”Julemanden har simpelthen mistet sin arbejdsglæde. Han kan ikke se formålet med det hele. Han føler, han bare er placeret i et hamsterhjul – der varer lige til påske og længere endnu – og derfor har han sagt op.”. ”Sagt op??” hylede Rudolf. ”Julemanden kan da ikke sige op!”. ”Nu synes jeg, det er vigtigt, vi alle sammen respekterer hinandens følelser!” sagde Åse formanende. ”Julemandens følelser er jo rigtige for ham, og nu er vi i gang med at finde ud af, hvad han kan bruge sit liv på i stedet for!”. Julemanden sagde fortsat ingenting – det syntes heller ikke at være nødvendigt.

Rudolf løb fortvivlet ud til de to andre, og kom lige tidsnok til at forhindre Minimusen i at give hverdagsLeif et blåt øje – selv for en rigid gnaver kan recitation fra en middelmådig digtsamling jo blive for meget. ”Stop så I to –og hør efter” råbte Rudolf. De to andre så på ham ”Julemanden har mistet sin arbejdsglæde. Han har sagt op! Der bliver ingen jul i år!”

”Da julemanden sagde op…. Det er en god bogtitel” råbte hverdagsLeif begejstret – hvorpå han indkasserede et blåt øje.