Rudolf havde altid tænk, at
gymnasielærere var et imødekommende folkefærd. Lune og joviale med en kop kaffe
i hånden og en hyggelig anekdote om Einstein, Pythagoras eller Helle Helle i
baghånden. Hygge var der dog ikke meget af, nu hvor Rudolf sad bundet på en
skammel i den grønlandske intethed. De to tweetklædte på flugt – Vagn og
Henning – sad tålmodigt og ventede på, Rudolf skulle fryse ihjel. De fordrev
ventetiden med anekdoter fra deres gymnasielærerhverdag, og Rudolf undrede sig
over, hvordan så megen bitterhed dog kunne ophobes, uden at man have foretaget
sig noget for at løsne op for den undervejs. Anekdoterne handlede om stile, der
ikke blev afleveret, fravær, møder, tidsregistrering, for små lokaler, møder,
frygten for fuld tilstedeværelse, facebookbrug, møder, det irriterende ved at
skulle gentage alt, hvad man sagde, fordi ingen hørte efter – og møder. Efter
denne blomstrende buket af beklagelser – der endte med, at Henning brokkede sig
over, ledelsen aldrig havde foræret de ansatte den morgenkåbe med broderede
initialer, han altid havde drømt om – så de to over på Rudolf i håbet om, at
kulden havde gjort sit arbejde. Imidlertid havde de to ikke tænkt på, at
rensdyr har et velafbalanceret forhold til kulde; den gør rent faktisk, at
rensdyr tænker bedre - og mere innovativt – end gymnasielærere (hvad der fik
Rudolf til at tænke på, at Vagns anekdote om, at det var en god lærers opgave
at varme rummet op, måske burde erstattes med en kvik nedkøling).
Rudolf havde tænkt og tænkt, og
nu havde han en innovativ redningsplan. Han spurgte de to dansklærere, om de
kunne lide Herman Bangs noveller. Jo, det kunne de da, lød svaret. Havde de mon
lyst til en lille højtlæsning? Vagn og Henning fik våde øjne af bare fryd.
Rudolf, der for et par dage siden havde lånt novellesamlingen ”Deprimerende
dagligdagsnoveller i udvalg” af hverdagsLeif, syntes at huske, der var en tekst
af Herman Bang, og efter at Henning havde løsnet rebet og bogen var fundet
frem, begyndte Rudolf teatralsk at læse højt af den bittersøde og
hverdagsagtige impressionistiske novelle om danselærerinden ”Irene Holm” (HverdagsLeif
havde fortalt om novellen, men havde kludret lidt i titlen – han havde refereret
til den som ”Vild med dans”). Vagn og Henning, der begge mente, der ikke var
sket noget væsentligt i dansk litteratur efter år 1900, var begge fyr og
flamme, og de trak straks Rudolf med til en nærliggende lokalradiostation. Således
gik det til, at hele Grønland hørte det teatralske rensdyr læse ”Irene Holm”
højt i radioen – ganske live.
Vagn og Henning var rørt til
tårer og mente, at Rudolf sagtens kunne turnere med et oplæsningsprogram med
Herman Bangs noveller (Vagn drømte selv om at læse hele Holbergs: ”Den
politiske kandestøber” højt en skønne dag – eller ”den glade pottemager”, som
en doven elev – der sværmede mere for fodbold end oplysningstid - havde kaldt
den…) Rudolf betakkede sig og da både Vagn og Henning pludselig fik en stor
lyst til at rejse hjem til deres jobs, spurgte Rudolf, hvad arbejdsglæde var
for dem. ”Det er, at få lov til at formidle noget, man brænder for” sagde de
begge i kor.
Rudolf, der ikke vidste, hvad
det ville sige at brænde for noget – med mindre man var Sankt Hans heks – sagde
tak for hjælpen og vinkede de to litterater farvel.
Mens han gik videre, tænke
Rudolf på, at det alligevel var utroligt, hvor megen dramatik, der kunne komme
ud af mødet med et par stille eksistenser…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar