Arbejdsglæde for begyndere - 22. december: "Kvinden på månen"

Leif havde altid ment, at drømme kunne afsløre et og andet. Lige siden sin barndom, hvor han havde haft en tilbagevendende drøm om at han fløj over skyerne og så pludselig faldt og faldt og faldt – hvilket en erfaren drømmetyder havde tolket som om, at Leif ikke tillod sig selv at være glad og svævende -, havde Leif aldrig tudet at ignorere de drømme, han havde. Natten mellem den 21 og 22. december havde han igen en drøm; én, han fortalte de andre om, da han vågnede, og som vi derfor - vha. denne julekalenders vekslende, indre, ydre og ekstremt alvidende fortællersynsvinkel – også skal have indblik i.

Leif drømte, han så på en stjerneklar himmel, hvor månen skinnede smukt. På kanten af månen sad en ung kvinde, der sagde, hun var arbejdsglæden, hvilket Leif umiddelbart syntes var lidt underligt – han havde altid forestillet sig arbejdsglæden som lidt mere udslidt… I drømmen havde Leif set sig selv stå med papir og pennefjer, og han havde spurgt, om man virkelig ikke kunne sættes ord på arbejdsglæden. Han havde prøvet og prøvet at skrive noget ned, men intet ville lykkes for ham. Arbejdsglæden så på ham med sine milde øjne og sagde, at Leif blot skulle føle sig som den forfatter, han gerne ville være. Måske en H.C. Andersen, måske en Shakespeare, måske en Ib Michael, måske Helle Helle, eller måske en forfatter i toga (hvilket åbnede muligheden for alt fra Platon til Knud Romer.) Leif skulle blot forestille sig, han rådede over alle ord i verden, og at han kunne beskrive arbejdsglæden med lige præcis de ord, han ville. ”Tænk på mig” sagde arbejdsglæden og beskriv så, hvad du ser. Hvis jeg nu var en kvinde (hvilket hun rent faktisk manifesterede sig som, hvorfor det hypotetiske element i sætningen var lidt ejendommeligt), hvordan ville du så beskrive mig? Tænk på det og gør det – og husk at jeg ikke gider at høre om mine poser under øjnene. Ingen er jo fuldkommen og det meste er relativt!”

Med disse ord vågnede hverdagsLeif med et sæt og tænkte, at nu havde han fat i noget. Skønt han var bundet på hænder og fødder, begyndte han hviskende at beskrive arbejdsglæden i skikkelse af kvinden, han havde set i drømmen. Hvad der kom ud af det – og hvorfor drømmetydning indimellem er en omdiskuteret størrelse – skulle vi sidenhed høre mere om.