Arbejdsglæde for begyndere - 1. december: "En god bogtitel"

Rudolf havde altid betragtet sig selv som uundværlig. Han, der nu i adskillige år havde virket som julemandens mest trofaste - og ifølge ham selv absolut også væsentligste – rensdyr, ville faktisk sige, hvis nogen spurgte, at han var essentiel for hele julen som koncept.  Her ville nogen måske indskyde, at Rudolf var selvglad - ja måske ligefrem selvfed – men det var ifølge ham selv helt forkert. En sund tiltro til sine egne evner havde altid været én af hans stærkeste forcer. Han – der nu i to års julekalendere i træk havde løst de mest farefulde opgaver - burde være berettiget til en vis portion selvtillid.

Alt dette tænkte Rudolf imidlertid ikke længere på. Julemanden havde stukket ham et brev i hånden. Det var trykt på gråt papir og med en mistænkelig sirlig håndskrift, der i den grad indikerede, at et smukt layout skulle kompensere for et ubehageligt indhold (lidt ligesom når en svinedyr Audi skal kompensere for manglende ministerpotentiale, men det er jo gudskelov et hypotetisk eksempel……)

I brevet stod: ”Kære Rudolf. Grundet nedskæringer må jeg desværre meddele dig, at du er afskediget pr. dags dato. Jeg har været glad for din indsats, men alt godt har jo en ende og du skulle vel alligevel også snart have et andet job! For et rensdyr som dig ligger mulighederne jo bare og venter. Jeg har desværre hverken tid eller superlativer nok til at skrive dig en anbefaling, men du kan få en kærlig hilsen og en anløben kählervase som fuld kompensation. Pøj pøj med resten. Mkh. Julle. PS: tag dig lige af ham den gamle – jeg har ikke overskud til det grå guld!”

Rudolf kiggede op fra det grå papir og fik øje på revisornissen Leif, der også stod med et gråt brev i hænderne. Leif var en hjertevarm ungkarl med en svaghed for ABBA, ”Hammerslag” og Herman Bang. Desuden drømte han om at udgive sin biografi: ”HverdagsLeif – en biografi om ukuelig optimisme, knuste forhåbninger og grå tirsdage” (Blot en arbejdstitel (hvad Leif, i sig selv, mente kunne være en god bogtitel). Leif var også blevet afskediget, og han og Rudolf så opgivende på hinanden. Rudolf sagde ”Det er håbløst. Alt er tabt. Jeg elsker arbejdsglæde, og nu har jeg intet arbejde. Jeg kan lige så godt få mit eget realityprogram på tv3.”. Leif – der tænkte, at den løsning måske var lige lovlig drastisk - og i øvrigt havde en ekstraordinær stor indsigt i mennesker med et nedtrykt sind (qua Bangs noveller) fik en ide: ”Du, Rudolf” sagde han ”Hvad nu, hvis vi dedikerede vores december til at finde et arbejde, og den 24 december skal vi have skrevet en bog, hvor vi definerer, hvad arbejdsglæde er, og hvordan man finder den??!!” Det synes Rudolf var en god ide! Blot var der et problem; Hvad skulle bogen hedde?. Det var deres projekt, mente Rudolf; jagten på en bogtitel. ”ja, DET er en god bogtitel” råbte Leif, men Rudolf ignorerede ham og begyndte at trave afsted gennem sneen, som lå uden for julemandens gård!

De to nye venner blev enige om en foreløbig titel til deres bog: ”Arbejdsglæde for begyndere” og sagen var klar: om 23 dage skulle hverdagsLeif og Rudolf have fundet et arbejde, en opskrift på arbejdsglæde og en gangbar bogtitel!  -det kunne vel ikke være så vanskeligt! 

Hvad sæler, mus, hollandske forskere og den danske gymnasieskole havde med sagen at gøre, skulle vi siden høre mere om!