Arbejdsglæde for begyndere - 3. december: "Sælhjælp"

Minimusen havde altid været af den opfattelse, at al ligegyldig samtale kunne afværges med den rette kommunikationsstrategi. Derfor kom det noget overraskende for ham, at hverdagsLeif tilsyneladende var resistent over for samtlige gængse kommunikationsstrategier. Leif fortalte med stor indføling om den biografi, han altid havde drømt om at skrive, om store drømme, knuste forhåbninger og regnfulde helligdage, om en barndom fyldt med manglende anerkendelse og farsbrød om søndagen, om hans allergi over for pinjekerner og om et arbejdsliv fyldt med frustrationer over alt det, der aldrig blev. Minimusen - hvis livsfilosofi som bekendt var, at der altid var ost rundt om hullerne - blev mere og mere frustreret over den kaskade af elendigheder, som hverdagsLeif med stor entusiasme og detaljerigdom rullede ud.

Rudolf hørte ikke efter. Han tænkte i sit stille sind på, om hans to følgesvende i det hele taget var egnede til opgaven. I sin store tillid til egne evner tænkte Rudolf, at hans egen tilstedeværelse øgede muligheden for succes betragteligt, men hvad med de to andre.....

De tre var på vej over den tykke is, der dækkede en stor fjord. Leif, hvis humor var nogenlunde ligeså tvivlsom som hans smag i litteratur, spurgte om man kunne tale om "slushice", hvis man nu stampede tilstrækkeligt i isen. Rudolf grinede høfligt, mens Minimusen rullede med øjnene (Minimusen havde i sin tid haft en kollega, der var indehaver af en blå lommebog med ordspil af værste karat, og det minde, der nu blev vakt, fik ham til at gyse!) De tre venner standsede, da en sæl stak hovedet op af et hul i isen "Undskyld mig!" sagde sælen! "men har I et øjeblik?". "Sælfølgelig" sagde hverdagsLeif og skreg af grin. Minimusen - der havde luret, at hverdagsLeif var en skabning hvis intellektuelle åndfuldhed kunne ligge på et meget lille sted - spurgte venligt sælen, hvad de kunne hjælpe med. Sælen, der hed Jan, havde hørt om de tre venners jagt på arbejdsglæden, og ville gerne have lov at give dem et tip! Rudolf lyttede opmærksomt, mens Leif grinende spurgte, om Jan ville tilføre dem fornyet sælindsigt og Minimusen rullede med øjnene - igen! Jan påpegede, at det vigtigste, når man skulle finde et arbejde var tilliden til sig selv! Blandt Jan og hans venner kaldet sæltillid! "Stol på jer sæl, og glem aldrig jeres sælværd" sagde Jan, og svingede med hovedet (- et sælsving, som hverdagsLeif kaldte det.)

Rudolf ville vide, hvor de skulle gå hen for at komme videre i deres søgen, og sælen pegede dem i retning af en psykolog-praksis (et enmandssælskab, forstås), hvor de ville få nyttig viden (Leif så straks en chance for at påbegynde en anekdote om sin skolepsykolog, der havde lært ham at ægte skønhed er så stor at den slet ikke kan ses af det blotte øje…) "Gå lige ud vældig længe og drej så til højre ved et sælvalgt isbjerg" grinede Jan. "Sikken en humor!!" sagde hverdagsLeif anerkendende, mens Minimusen korsede sig! Jan forsvandt atter ned under isen, og de tre venner gik videre i den anviste retning! Rudolf påpegede, at de burde have haft en billede sammen med den muntre sæl. "Altså mener du en..." begyndte Leif. "HVIS DU SIGER SÆLFIE, SÅ SKRIGER JEG!" råbte Minimusen arrigt! De gik videre i tavshed, mens hverdagsLeif tænke på, at "Et skrig og en sælfie" egentlig var en glimrende bogtitel - og at en eventuel kommende bog om deres nye ven kunne hedde "Jan – en sælbiografi"!